SKAT kan foretage udbetalingskontrol i forbindelse med, at en afgiftspligtig indsender en negativ angivelse. Se OPKL § 12, stk.3.
Ved en negativ angivelse forstås i overensstemmelse med opkrævningslovens § 12, stk. 1, at en afgiftspligtigs tilsvar af afgift for en afregningsperiode er negativt, fx fordi den afgiftspligtiges købsmoms overstiger salgsmomsen, hvorfor den afgiftspligtige skal have udbetalt moms.
Den afgiftspligtige har krav på, såfremt den negative angivelse er modtaget rettidigt og, såfremt den afgiftspligtiges forhold ikke har hindret det, at få udbetalt momsen senest tre uger efter modtagelsen af angivelsen.
Det forhold, at SKAT i henhold til opkrævningslovens § 12, stk. 3, har foretaget udbetalingskontrol i forbindelse med modtagelsen af en afgiftspligtigs indsendelse af en negativ angivelse, udelukker ikke, at SKAT indenfor 3-årsfristen i SFL § 31, stk. 1, kan foretage en ændring af opgørelsen af afgiftstilsvaret for den afgiftsperiode, der udløste den negative angivelse.
I forbindelse med negative angivelser regnes 3-års fristen i SFL § 31, stk. 1, fortsat fra udløbet af angivelsesfristen for den afgiftsperiode, som den negative angivelse i henhold til periodiseringsreglerne vedrører.