Indhold
Dette afsnit handler om bl.a. leverandørers og kunders oplysningspligt over for SKAT og om SKATs adgang til at foretage kontrol hos dem.
Afsnittet indeholder:
- Regel
- Leverandører
- Kunder
- Pengeinstitutter mv
- Forsikringsselskaber
- Kontrol af varebeholdninger og regnskaber hos tredjemand.
Regel
Er det ikke muligt at skaffe de nødvendige oplysninger til brug for kontrollen hos virksomheden selv, er der hjemmel til at indhente oplysninger hos tredjemand. Se ML § 75.
En tredjemand kan være:
- Leverandører og kunder. Se ML § 75, stk. 1 og 2.
- Pengeinstitutter, vekselerer og advokater. Se ML § 75, stk. 3.
- Forsikringsselskaber. Se ML § 75, stk. 4.
SKAT kan også gennemføre kontrol hos leverandører og kunder. Se ML § 75, stk. 5.
Leverandører
Leverandører til registreringspligtige virksomheder skal give SKAT oplysninger om deres leverancer af varer og ydelser til disse virksomheder, hvis SKAT beder om det. Der er ikke krav om, at der skal være tale om navngivne virksomheder. Se ML § 75, stk. 1.
Enhver leverandør er efter sin ordlyd oplysningspligtig efter bestemmelsen.
Bestemmelsen omfatter alle leverancer, dvs. også leverancer, der kan karakteriseres som indkøb til privatforbrug, idet myndighederne skal have en mulighed for at kontrollere, at virksomheden ikke har medregnet indkøb af denne type i virksomhedens købsmoms.
Bemærk
Begrebet registreringspligtige virksomheder og omfatter også ikke-registrerede virksomheder, som burde være registreret.
Kunder
Hvis SKAT beder om det, skal erhvervsdrivende kunder give SKAT oplysninger om deres indkøb af varer og ydelser til virksomheden. Se ML § 75, stk. 2.
Bestemmelsen omfatter alle erhvervsdrivende, og ikke kun de momspligtige virksomheder, fx vil en virksomhed, der er registreret efter lønsumsafgiftsloven være omfattet af bestemmelsen. I praksis vil bestemmelsen dog hovedsageligt blive anvendt over for momsregistrerede virksomheder.
Pengeinstitutter mv.
Pengeinstitutter, advokater og andre, der modtager midler til forvaltning eller erhvervsmæssigt udlåner penge, skal give enhver oplysning om deres økonomiske mellemværende med specifikke navngivne virksomheder, hvis SKAT beder om det. Se ML § 75, stk. 3.
Oplysningspligten omfatter fx angivelser af bevægelser på indskuds- eller lånekonti, oplysninger om trukne og indsatte checks, diskonterede veksler og om størrelsen af lån og depoter.
Forsikringsselskaber
Hvis SKAT beder om det, skal forsikringsselskaber give oplysninger i forbindelse med kontrollen med momspligtige erhvervelser af nye lystfartøjer efter ML § 11, stk. 4, nr. 2. Se ML § 75, stk. 4.
Til brug ved kontrolarbejdet giver bestemmelsen SKAT mulighed for at få oplysninger fra forsikringsselskaberne om lystfartøjer, som de har forsikret.
Bemærk
I modsætning til ML § 75, stk. 3, er stk. 4 ikke begrænset til navngivne personer eller virksomheder.
Kontrol af varebeholdninger og regnskaber hos tredjemand
Hvis det skønnes nødvendigt, er SKAT til enhver tid med legitimation, men uden retskendelse, berettiget til at foretage kontrol af varebeholdninger og regnskaber mv. hos de leverandører og kunder, der er nævnt i ML § 75, stk. 1 og 2.
På samme måde er SKAT berettiget til at gennemse kontrakter mv. hos virksomheder, der finansierer registrerede virksomheder. Se ML § 75, stk. 5.
Betaling for meddelelse af oplysninger
Ingen af de oplysningspligtige tredjemænd er berettiget til at kræve betaling for at levere de ønskede oplysninger mv.