Indhold

Dette afsnit handler om de sundhedsydelser, der er skattefri efter LL § 30 og de betingelser, der knytter sig til skattefriheden.

Afsnittet indeholder:

  • Oversigt over de skattefri ydelser og deres betingelser
  • Betingelse om behandling af sygdom, ulykke eller sygdomsforebyggende behandling
  • Betingelse om at behandlingen er lægeligt begrundet
  • Betingelse om led i den generelle personalepolitik for alle medarbejdere
  • Rygeafvænning
  • Medicinudgifter
  • Finansiering ved lån eller forsikring
  • Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre.

Oversigt over de skattefri ydelser og deres betingelser

Her er en skematisk oversigt over de ydelser, der er omfattet af LL § 30, og de betingelser, der skal være opfyldt, for at ydelsen er skattefri. Ydelserne og betingelserne er nærmere beskrevet efterfølgende.

Ydelse

Betingelser for skattefrihed

Forebyggelse og behandling af fysiske lidelser

(LL, § 30, stk. 1, 1. pkt)

·        Behandling af sygdom, ulykke eller sygdomsforebyggende behandling. Se LL § 30, stk. 1, 1. pkt.

·        Lægefaglig begrundet behandling. Se LL § 30, stk. 1, 1. pkt.

·        En lægehenvisning. Se LL § 30, stk. 4, 1. pkt.

·        Led i arbejdsgiverens generelle personalepolitik for alle virksomhedens medarbejdere. Se LL § 30, stk. 3, 1. pkt. Adgangen må dog godt begrænses ud fra anciennitet og antal arbejdstimer. Se LL § 30, stk. 3, 2. pkt..

Forebyggelse og behandling af psykiske lidelser (hos psykolog eller psykiater)

(LL § 30, stk. 1, 1. pkt.)

·        Behandling af sygdom, ulykke eller sygdomsforebyggende behandling. Se LL § 30, stk. 1, 1. pkt.

·        Lægefaglig begrundet behandling. SeLL § 30, stk. 1, 1. pkt.

·        En lægehenvisning. SeLL § 30, stk. 4, 1. pkt.

·        Led i arbejdsgiverens generelle personalepolitik for alle virksomhedens medarbejdere. Se LL § 30, stk. 3, 1. pkt. Adgangen må dog godt begrænses ud fra anciennitet og antal arbejdstimer. Se LL § 30, stk. 3, 2. pkt.

·        Psykologen har autorisation efter dansk ret, eller, hvis psykologen er etableret i udlandet, tilsvarende kvalifikationer. Se LL § 30, stk. 4, 3. pkt.

Behandling hos kiropraktor

(LL, § 30, stk. 1, 1. pkt.)

·        Skriftlig erklæring fra en kiropraktor, der har autorisation efter dansk ret eller, hvis kiropraktoren er etableret i udlandet, tilsvarende kvalifikationer. Se LL § 30, stk. 4, 2. pkt.

·        Led i arbejdsgiverens generelle personalepolitik for alle virksomhedens medarbejdere. Se LL § 30, stk. 3, 1. pkt. Adgangen må dog godt begrænses ud fra anciennitet og antal arbejdstimer. SeLL § 30, stk. 3, 2. pkt.

Behandling for misbrug af medicin, alkohol eller andre rusmidler

(LL § 30, stk. 1, 1. pkt)

·        Skriftlig lægeerklæring om at medarbejderen har behov for behandlingen. Se LL § 30, stk. 4, 2. pkt.

·        Led i arbejdsgiverens generelle personalepolitik for alle virksomhedens medarbejdere. Se LL § 30, stk. 3, 1. pkt. Adgangen må dog godt begrænses ud fra anciennitet og antal arbejdstimer. Se LL § 30, stk. 3, 2. pkt.

Rygeafvænning

(LL § 30, stk. 1, 2. pkt.)

·        Led i arbejdsgiverens generelle personalepolitik for alle virksomhedens medarbejdere. Se LL § 30, stk. 3, 1. pkt. Adgangen må dog godt begrænses ud fra anciennitet og antal arbejdstimer. Se LL § 30, stk. 3, 2. pkt.

Medicinudgifter

(LL § 30, stk. 2)

·        Kun medicinudgifter som arbejdsgiver afholder i forbindelse med behandling, der er omfattet af LL § 30, stk. 1, 1. pkt.

·        Kun skattefrihed for udgifter der er afholdt senest seks måneder fra første behandlingsdag. Udgifter afholdt under indlæggelse på hospital, klinik eller lignende må dog også dækkes senere end seks måneder efter første behandlingsdag. Se LL § 30, stk. 2, 1. pkt.

·        Led i arbejdsgiverens generelle personalepolitik for alle virksomhedens medarbejdere. Se LL § 30, stk. 3, 1. pkt. Adgangen må dog godt begrænses ud fra anciennitet og antal arbejdstimer. Se LL § 30 stk. 3, 2. pkt.

Sundhedsforsikring

(LL § 30, stk. 1, 5. pkt)

·        Forsikringen må kun dække behandling eller rygeafvænning, der er omfattet af skattefriheden i LL § 30, stk. 1. Se LL § 30, stk. 1, 5. pkt.

·        Led i arbejdsgiverens generelle personalepolitik for alle virksomhedens medarbejdere. Se LL § 30, stk. 3, 1. pkt. Adgangen må dog godt begrænses ud fra anciennitet og antal arbejdstimer. Se LL § 30, stk. 3, 2. pkt.

Lån til sundhedsydelser

(LL § 30, stk. 1, 3. pkt)

·        Lånet må kun dække behandling eller rygeafvænning, der er omfattet af skattefriheden i LL § 30. Se LL § 30, stk. 1, 3-4. pkt.

·        Led i arbejdsgiverens generelle personalepolitik for alle virksomhedens medarbejdere. Se LL § 30, stk. 3, 1. pkt. Adgangen må dog godt begrænses ud fra anciennitet og antal arbejdstimer. Se LL § 30, stk. 3, 2. pkt.

Betingelse om behandling af sygdom, ulykke eller sygdomsforebyggende behandling

Der skal være tale om behandling, herunder forebyggende behandling, der vedrører sygdom eller ulykke. Se LL § 30, stk. 1. Kosmetiske operationer er ikke omfattet af skattefriheden, medmindre de er relateret til en sygdom eller en ulykke, som fx en brandulykke.  

Alle udgifter, der er nødvendige i forbindelse med behandlingen, er omfattet afLL § 30. Det kan være udgifter til forundersøgelse, sygetransport, efterkontrol og genoptræning. Det følger af de særlige bemærkninger i lovforslaget, der førte til indførelsen af lov nr. 389 af 6. juni 2002.

Udredning af sygdom

Ordninger, der sigter på en hurtig udredning af sygdomme hos langtidssygemeldte medarbejdere, så medarbejderen har mulighed for hurtigere at vende tilbage til arbejdet, kan være omfattet af LL § 30. Se SKM2007.63.SR.

Se også

Sundhedstjek eller helbredsundersøgelser er ikke omfattet af LL § 30, fordi sådanne undersøgelser ikke har karakter af behandlinger. Desuden vil kravet om, at der skal foreligge en lægehenvisning, typisk ikke være opfyldt. Sundhedstjek kan dog være skattefrit, fordi det kan være omfattet af personaleplejefritagelsen eller bagatelgrænsen for mindre personalegoder. Se afsnit C.A.5.15.5 om personaleplejefritagelsen og afsnit C.A.5.15.6 om bagatelgrænsen for mindre personalegoder.

Betingelse om at behandlingen er lægeligt begrundet

Det er en grundlæggende betingelse, at ydelsen er lægeligt begrundet. Se LL § 30, stk. 1.  Denne betingelse udmønter sig forskelligt afhængig af, om der er tale om:

  • Behandling af fysiske og psykiske lidelser
  • Behandling hos en kiropraktor
  • Behandling for misbrugsproblemer
  • Rygeafvænning
  • Forsikring og lån til behandling.

Behandling af fysiske og psykiske lidelser

For behandling af fysiske og psykiske lidelser er det et krav, at der er en lægehenvisning. Se LL § 30, stk. 4, 1. pkt. Kravet om lægehenvisning svarer til det, der i flere tilfælde gælder for, at en behandling er omfattet af sundhedsforsikringer eller for gratis behandling i - eller tilskud fra - det offentlige sundhedsvæsen.

 

Med hensyn til behandling hos en psykolog er det et krav, at behandlingen sker hos en psykolog med autorisation efter dansk ret eller en psykiater. Hvis behandlingen sker hos en psykolog, der er etableret i udlandet, er der et krav om kvalifikationer, der svarer til dem, en dansk autorisation indebærer. SeLL § 30, stk. 4, 3. pkt. 

I SKM2010.583.SR blev visitation foretaget af autoriserede læger sidestillet med en lægehenvisning. Selvom der ikke forelå en skriftlig lægehenvisning, var betingelsen om lægehenvisning efter en konkret vurdering opfyldt. Afgørelsen er ikke udtryk for en opblødning af kravet om, at der skal være en skriftlig lægehenvisning.

Behandling hos en kiropraktor

For behandling hos en kiropraktor er det en betingelse, at der er en skriftlig erklæring fra en kiropraktor, der har autorisation efter dansk ret. Hvis kiropraktoren er etableret i udlandet, er der et krav om kvalifikationer, der svarer til dem, en dansk autorisation indebærer. SeLL § 30, stk. 4, 2. pkt.

Behandling for misbrugsproblemer  

Ved behandling for misbrug af medicin, alkohol eller andre rusmidler er det en betingelse, at der foreligger en skriftlig lægeerklæring om, at medarbejderen har behov for behandlingen.

Rygeafvænning

Der er ikke noget krav om lægehenvisning eller lægeerklæring i forbindelse med arbejdsgiverbetalt rygeafvænning. 

Forsikring og lån til behandling

Det er en betingelse for skattefriheden, at forsikringen eller lånet kun dækker behandling eller rygeafvænning, der er omfattet af skattefriheden i LL § 30.

Betingelse om led i den generelle personalepolitik for alle medarbejdere

Det er en betingelse for skattefriheden for alle ydelser omfattet af LL § 30, at udgiften afholdes som led i arbejdsgivers generelle personalepolitik for alle virksomhedens medarbejdere på ens vilkår. Det indebærer, at der ikke må ske forskelsbehandling af de ansatte. Udgangspunktet er derfor samme ydelse, på ens vilkår til alle ansatte.

Det afgørende er, om alle medarbejdere tilbydes samme ydelse på ens vilkår. Hvis nogle ansatte ikke tager imod tilbuddet, er sundhedsydelsen fortsat skattefri, hvis betingelserne i LL § 30 i øvrigt er overholdt. Det fremgår specifikt vedrørende forsikringer af LL § 30, stk. 3.

Det er en konkret vurdering, hvorvidt der er tale om udgifter, som afholdes som led i virksomhedens generelle personalepolitik for alle medarbejdere. Hvis der er tale om en personalepolitik, der omfatter alle medarbejdere på lige vilkår, som fremgår af personalehåndbøger mv., er betingelsen normalt opfyldt.

Særligt vedrørende sundhedsforsikring

I tilfælde, hvor arbejdsgiveren har tegnet en forsikring, der omfatter sundhedsbehandling, fremgår det af forsikringspolicen eller forsikringsaftalen, om alle ansatte er omfattet.

Mulighed for begrænsninger

Der er mulighed for at begrænse tilbuddet efter to generelle kriterier:

  • Anciennitet
  • antal arbejdstimer.

Arbejdsgiveren kan derfor stille betingelse om, at medarbejderen opfylder et vist anciennitetskrav, fx mindst 1 års ansættelse. Se LL § 30, stk. 3.

Deltidsansatte kan som hovedregel ikke afskæres fra tilbud om deltagelse. Det følger af principperne i deltidsloven (deltidsdirektivet). I praksis kan virksomheden dog undlade at tilbyde ordningen til medarbejdere med meget beskeden ugentlig arbejdstid. I SKM2006.741.SR bekræftede Skatterådet, at det er et lovligt krav, når arbejdsgiveren fastsætter generelle krav om en ugentlig arbejdstid på mindst otte timer samt et generelt krav om en anciennitet på mindst ni måneder.

Både med hensyn til krav om anciennitet og antal arbejdstimer kan der skeles til praksis vedrørende LL § 7 A om favørkursaktier. Efter LL § 7 A er der lignende betingelser om, at godet er tilbudt alle medarbejderne, og at der kun kan sættes begrænsninger, der er fastsat efter almene kriterier. Desuden er en anciennitet på tre år efter praksis acceptabelt. Hvis der er krav om en højere anciennitet, fx 4½ år, bliver ordningen ikke anset som tilbudt alle medarbejdere. 

Ud over muligheden for at begrænse tilbuddet ud fra anciennitet og antal arbejdstimer, kan arbejdsgiver også begrænse tilbuddet til fx én betalt behandling pr. medarbejder, så længe begrænsningen gælder alle medarbejdere.

Eksempel hvor ordningen ikke er udbudt til alle medarbejdere

I en virksomhed får en enkelt medarbejder dækket udgifterne til en operation. Betalingen er ikke led i arbejdsgiverens generelle personalepolitik, fordi de øvrige ansatte ikke har mulighed for tilsvarende arbejdsgiverbetalt behandling. Medarbejderen bliver derfor skattepligtig af den arbejdsgiverbetalte operation. Se SKM2008.662.SR.

Eksempel 1 på uens økonomiske vilkår

Alle medarbejdere får tilbudt samme sundhedsydelse, men en gruppe medarbejdere får sundhedsydelserne finansieret ved en nedgang i kontantlønnen, mens en anden gruppe deltager i ordningen uden ændringer i kontantlønnen. Medarbejderne får samme ydelse, men ikke på ens vilkår. På grund af de uens økonomiske vilkår er sundhedsydelsen ikke skattefri for medarbejderne. Se SKM2006.741.SR.

Eksempel 2 på uens økonomiske vilkår

En virksomhed betaler den fulde behandlingsudgift til én medarbejdergruppe og giver de øvrige ansatte mulighed for et rentefrit lån til en tilsvarende sundhedsydelse.

Medarbejderne får samme ydelse, men ikke på ens vilkår, og sundhedsydelsen er derfor ikke skattefri for medarbejderne.

Eksempel 1 på tilstrækkelig ens vilkår

En virksomhed tilbyder sine medarbejdere en sundhedsforsikring på økonomiske vilkår, der ikke er fuldstændig ens. Kontantlønnen for de månedslønnede bliver nedsat med 108 kr. pr. måned (1.296 kr. årligt), mens kontantlønnen for de 14-dages-lønnede bliver nedsat med 44 kr. pr. lønudbetaling (1.144 kr. årligt). Set over et år har ordningen ikke fuldstændig ens konsekvenser for de to medarbejdergrupper. Virksomheden tilstræber, at de to medarbejdergrupper bliver stillet så ens som muligt, blandt andet ved at de ændrede vederlagsaftaler tager højde for medarbejdernes besparelse på feriepenge og pensionsindbetaling. Da virksomheden har tilstræbt størst mulig lighed, og de faktiske forskelle er af mindre betydning, kan ordningen blive skattefri for medarbejderne, selvom der ikke er fuldstændig lighed mellem de to medarbejdergrupper. Se SKM2007.71.SR.

Eksempel 2 på tilstrækkelig ens vilkår (en forsøgsperiode)

Et selskab ville tilbyde medarbejderne en sundhedsordning. I første omgang skulle ordningen kun udbydes i en forsøgsperiode i én af flere divisioner i selskabet. Selskabets hensigt var at tilbyde ordningen til alle medarbejderne, hvis ordningen blev en succes i forsøgsperioden. Betingelsen om, at udgiften skulle afholdes over for alle virksomhedens medarbejdere, var opfyldt i forsøgsperioden, fordi der var tale om et generelt tilbud til samtlige ansatte i en bestemt enhed og ikke om et tilbud til fx kun én personalegruppe i selskabet. Se SKM2003.417.LR.

Bemærk

Det er Skatteministeriets opfattelse, at SKM2003.471.LR ikke er udtryk for, at hvis blot der er tale om en forsøgsperiode, er det ikke et krav, at ordningen skal være tilbudt til alle medarbejdere på ens vilkår.

Eksempel 3 på tilstrækkelig ens vilkår

En sundhedsforsikring var skattefri for medarbejdere i en virksomheds selskaber A, B og C, selvom ordningen ikke omfattede tjenestemænd, der var udlånt til fremmede virksomheder. Se SKM2006.254.SR.

Eksempel 4 på tilstrækkelig ens vilkår

En virksomhed ville tilbyde de ansatte en sundhedsforsikring. Blandt de ansatte var også medarbejdere med bopæl i udlandet. Danske forsikringsselskaber må ikke tegne forsikring for personer med bopæl uden for Danmark. Da frasorteringen skete på et konkret grundlag, fordi forsikringsselskabet ikke måtte tegne forsikringer på personer bosat uden for Danmark, var vilkårene tilstrækkelig ens til, at forsikringerne var skattefri efter LL § 30. Se SKM2007.373.SR.

Rygeafvænning

Skattefrihed gælder for de ydelser, som arbejdsgiveren betaler med henblik på medarbejderens rygeafvænning. Det kan være udgifter til

  • rygeafvænningskursus
  • terapi og rådgivning
  • farmakologiske hjælpemidler som fx nikotinplastre, nikotintyggegummi og inhalator.

Tilbuddet om arbejdsgiverbetalt rygeafvænning skal være led i virksomhedens generelle personalepolitik for alle virksomhedens medarbejdere. Det kan dog begrænses efter generelle kriterier som anciennitet og antal arbejdstimer. Se LL § 30, stk. 3. Se ovenfor under overskriften Mulighed for begrænsninger.

Det er ikke en betingelse for medarbejderens skattefrihed, at der foreligger en lægehenvisning, lægeerklæring eller lignende.

Medicinudgifter

Arbejdsgiverbetalte medicinudgifter er skattefri i op til seks måneder fra første behandlingsdag, hvis medicinen er knyttet til en lægefagligt begrundet behandling, der er skattefri efter LL § 30, stk. 1. Hvis medicinen bliver givet under indlæggelse på hospital, klinik eller lignende kan den dog være skattefri, selvom der er gået mere end seks måneder fra første behandlingsdag. Se LL § 30, stk. 2.

Den samme tidsbegrænsning på seks måneder gælder, hvis arbejdsgiveren tegner en forsikring eller yder et lån til at dække udgiften til medicin.

Tidsbegrænsningen gælder dog ikke, hvis arbejdsgiveren dækker udgifter til nikotinpræparater mv. i forbindelse med rygeafvænning.

Finansiering ved lån eller forsikring

LL § 30 gælder også tilfælde, hvor arbejdsgiveren finansierer den ansattes sundhedsbehandling ved at yde et helt eller delvist rentefrit lån eller tegner en sundhedsforsikring for medarbejderne. 

Lån fra arbejdsgiveren til behandling

Medarbejderen er ikke skattepligtig af en eventuel rentefordel, ved at arbejdsgiveren yder et helt eller delvist rentefrit lån til at dække medarbejderens sundhedsudgifter. Lånet skal dog indeholde en klausul om, at det kun må dække den ansattes udgifter i forbindelse med en sundhedsbehandling omfattet af LL § 30, stk. 1, 1.-2. pkt. og/eller stk. 2 - dvs. lægefagligt begrundet behandling ved sygdom eller ulykke, behandling for misbrug af medicin, alkohol eller andre rusmidler, rygeafvænning og medicinudgifter.

Hvis lånet ikke har en sådan klausul, bliver medarbejderen skattepligtig af rentebesparelsen. Se afsnit C.A.5.8 om personalelån.

Sundhedsforsikring

Hvis arbejdsgiveren betaler for sundhedsbehandlinger ved at tegne en forsikring, der omfatter medarbejderne, er der skattefrihed for arbejdsgiverens præmiebetaling til en sådan forsikring. Det er en betingelse for skattefriheden for forsikringspræmien, at det står i forsikringsbetingelserne, at forsikringen kun dækker behandling, der er omfattet af skattefriheden i LL § 30.

Skattefriheden gælder, uanset om arbejdsgiveren betaler forsikringspræmien direkte, eller om arbejdsgiveren i stedet refunderer den ansattes betaling.

Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse

samt evt. tilhørende SKAT-meddelelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

SKAT

SKM2011.189.SR

Der var ikke tale om en generel sundhedsordning for alle medarbejdere, hvis kun enkelte institutioner/virksomheder i en kommune tilbød de ansatte forskellige sundhedsydelser. Den omstændighed, at der efter den kommunale styrelseslov var flere institutioner/virksomheder, hvor den daglige ledelse blev varetaget af en virksomhedsleder/institutionsleder, medførte ikke, at disse institutioner/virksomheder kunne anses som selvstændige virksomheder i relation tilLL § 30, stk. 3. Medarbejderne var ansat i hele kommunen og gjorde udelukkende tjeneste i de enkelte institutioner/virksomheder. Det var derfor kommunen som helhed, der måtte anses som den reelle arbejdsgiver. Blev ordningen kun ydet til medarbejdere i de enkelte institutioner/virksomheder, ville det være skattepligtigt

Se også SKM2011.62.SR

SKM2011.73.SR

Diagnosticering af medarbejderne hos en privat praktiserende speciallæge var omfattet af skattefriheden i LL § 30. Afgørelsen slog også fast, at LL§ 30 omfatter forebyggende behandlinger, der er lægefagligt begrundet, og at en ordning, hvis formål er hurtig udredning af sygdom, der kan begrænse sygdommens omfang og give mulighed for en hurtigere raskmelding og derved hurtigere genoptagelse af arbejdet, er sygdomsforebyggende.

I forbindelse med ordningen kunne syge medarbejdere få bistand fra en koordinator, hvis opgave var at hjælpe medarbejderen igennem behandlingsforløbet, ved bl.a. at undersøge ventetider og orientere leder om medarbejderens status. Denne bistand var et personalegode, der ikke kunne være omfattet af statsskattelovens praksis vedrørende forebyggelse og helbredelse af arbejdsskader, LL § 30, bagatelgrænsen eller personaleplejefritagelsen. 

Medarbejdere, der fik bistand fra en koordinator, ville derfor blive skattepligtige af værdien af denne bistand.

 

SKM2011.62.SR

Der var ikke tale om en generel sundhedsordning, hvis ikke samtlige medarbejdere hos en kommune blev tilbudt at deltage i en sundhedsordning. Den omstændighed, at der efter den kommunale styrelseslov er forvaltninger, hvor den daglige ledelse varetages af formændene for de stående udvalg, medførte ikke, at disse forvaltninger kunne anses som selvstændige virksomheder i relation tilLL § 30, stk. 3. Medarbejderne var ansat i hele kommunen, og gjorde udelukkende tjeneste i de enkelte forvaltninger. Det var derfor hele kommunen, der måtte anses som den reelle arbejdsgiver for de ansatte. Blev ordningen kun ydet til medarbejdere i de enkelte forvaltning, ville det være skattepligtigt

Se også SKM2011.189.SR

SKM2010.794.SR

Medarbejderne hos selskabet A A/S var skattepligtige af motionspakken fra B Virksomhed, der bl.a. indeholdt trænings- og kostprogrammer, træningsdagbog og -vejledning samt elektroniske nyhedsbreve med kostråd, træningstips m.m. Udgifterne til disse goder kunne hverken anses for omfattet af statsskattelovens praksis om behandling eller forebyggelse af arbejdsbetingede skader, bagatelgrænsen, personaleplejefritagelsen eller LL § 30.

 

SKM2010.618.SR

Skatterådet bekræftede, at en sundhedsforsikring, der indeholdt forskellige ydelser, var skattefri for de forsikrede medarbejdere.

 

SKM2010.583.SR

Skatterådet bekræftede, at virksomheden A's medarbejdere kunne benytte selskabet B's vagtlægekoncept skattefrit. Vagtlægekonceptet lå inden for den lægefagligt begrundede behandling af medarbejderen ved sygdom eller ulykke i LL § 30. Desuden var A's betaling af arbejdstagernes behandling hos speciallæger og ambulatorier mv. skattefri for arbejdstagerne, hvis arbejdstagerne var henvist til disse speciallæger og ambulatorier mv. af læger og betingelserne i LL § 30 i øvrigt var opfyldt. Hvorvidt det ville være tilfælde afhang af en konkret vurdering, der ikke kunne foretages ud fra de foreliggende oplysninger.

 

SKM2010.469.SR

Allerede fordi der ikke forelå en lægeerklæring kunne et løbe- og motionsprogram ikke være skattefrit efter LL § 30. Løbe- og motionsprogrammet var heller ikke skattefrit efter statsskattelovens praksis eller omfattet af bagatelgrænsen. Medarbejdernes deltagelse i foredrag/workshop var derimod skattefrit for medarbejderne, fordi der var tale om almindelig personalepleje.

 

SKM2010.411.SR

Sagen vedrørte forskellige personalegoder, bl.a. rygestopprodukter. Rygestopprodukterne blev stillet til rådighed for alle medarbejdere i en selvstændig virksomhed under en kommune, men ikke til alle medarbejdere i kommunen. Det var derfor spørgsmålet, om betingelsen, om at godet skal være givet som led i arbejdsgivers generelle personalepolitik for alle virksomhedens medarbejdere, var opfyldt. Ud fra en konkret vurdering og med henvisning til SKM2003.417.LR blev betingelsen anset som opfyldt og rygestopprodukterne dermed skattefri for medarbejderne. Der blev lagt vægt på, at der var tale om en selvstændig virksomhed både med hensyn til navn, geografi, ledelse og medarbejdere, der havde beføjelse til at ansætte og afskedige medarbejdere selv.

 

SKM2010.402.SR

Socialrådgivning anset for skattepligtigt. LL § 30 omfattede ikke socialrådgivning i forbindelse med en erhvervsudygtighedsforsikring, fordi det ikke indebar en egentlig behandling, og der heller ikke var lægehenvisning.

 

SKM2010.398.SR

En kommune havde ansøgt staten om midler, der var afsat til sundhedsprojekter som led i et sundhedspolitisk forebyggende initiativ. Kommunens ansatte og borgere ville blive skattepligtige af værdien, hvis de deltog i satspuljeprojektet, der bl.a. bestod i motion i eksterne motionslokaler og madlavningskurser.

 

SKM2009.703.SR

Skatterådet fandt, at en tandforsikring, der dækkede almindelig tandlægebehandling, ikke var omfattet af skattefriheden i LL § 30.

 

SKM2009.362.SR

En handicaphjælper var ansat af den handicappede, men handicaphjælperens løn og skat blev administreret af kommunen, og arbejdets udførelse var kommunens ansvar. Skatterådet fandt efter en konkret vurdering, at handicaphjælperen kunne deltage i en skattebegunstiget sundhedsordning for kommunens ansatte.

 

SKM2008.309.SR

Medarbejdere blev ikke beskattet af værdien af gratis medforsikrede børn for en sundhedsordning, der var omfattet af LL § 30, fordi et tilsvarende produkt blev tilbudt på lige vilkår til privatpersoner. Det ændrede ikke på arbejdsgiverens fradragsret, at de ansattes børn var gratis medforsikret.

 

SKM2008.306.SR

Værdien af en arbejdsgiverbetalt livmoderhalskræftvaccination faldt ikke ind under bagatelgrænsen. I forbindelse med dette spørgsmål blev der taget stilling til, at vaccinationen ikke er omfattet af LL § 30.  

SKM2006.741.SR

En sundhedsforsikring var skattefri for de medarbejdere, der ønskede sundhedsforsikringen, selvom en eller flere medarbejdere valgte ikke at deltage i ordningen. Det var også et lovligt krav efterLL § 30, stk. 3, når arbejdsgiver satte et generelt krav om en ugentlig arbejdstid på mindst otte timer og et generelt krav om en anciennitet på ni måneder. Det ville dog medføre bortfald af skattefriheden, hvis en eller flere medarbejdere fik ordningen finansieret ved en nedgang i kontantlønnen, mens andre deltog i ordningen uden en ændring af deres vederlagsaftale. Alle medarbejdere skulle tilbydes samme ydelse på de samme økonomiske vilkår.

 

SKM2004.217.LR

De ansatte i en kommune var skattefri af en sundhedsordning, som kommunen planlagde at etablere i samarbejde med et firma. Formålet med ordningen var at behandle skader på bevægeapparatet som følge af arbejdsrelaterede skader og belastninger. Ordningen blev anset for omfattet af statsskattelovens praksis vedrørende arbejdsrelaterede skader. Derimod var kostrådgivning til ansatte, der fik målt et BMI større end 25 ikke skattefrit. Kostrådgivningen faldt hverken ind under praksis efter statsskatteloven, LL § 30 om arbejdsgiverbetalte sundhedsudgifter eller LL § 31 om arbejdsgiverbetalt uddannelse. Kostrådgivningen var derfor skattepligtig. Det kunne dog blive skattefrit efter LL § 30, hvis de ansatte fik en lægehenvisning.

 

SKM2003.417.LR

Et selskab ville tilbyde medarbejderne en sundhedsordning. I første omgang skulle ordningen kun udbydes i en forsøgsperiode i én af flere divisioner i selskabet. Selskabets hensigt var at tilbyde ordningen til alle medarbejderne, hvis ordningen blev en succes i forsøgsperioden. Betingelsen om, at udgiften skulle afholdes over for alle virksomhedens medarbejdere var opfyldt i forsøgsperioden, fordi der var tale om et generelt tilbud til samtlige ansatte i en bestemt enhed og ikke om et tilbud til fx kun én personalegruppe i selskabet.