Hos lejeren kan der som udgangspunkt ikke foretages udlæg i de lejede løsøregenstande, idet disse tilhører udlejeren.

Fogeden bør dog undersøge indholdet af leasingkontrakten. Hvis det af denne fremgår, at der er tale om, at lejeren senere skal overtage det lejede løsøre, og det kan konstateres, at der er tale om et maskeret kreditkøb (jf. § 6, stk. 2, i lov om kreditaftaler) - se afsnit G.5.7.6 - kan fogeden dog foretage udlæg uden at respektere leasingkontrakten, medmindre betingelserne for at opretholde et ejendomsforbehold er opfyldt. Se om disse betingelser ovenfor i G.5.7.5.1.1 og G.5.7.5.1.2 om henholdsvis forbruger- og erhvervskøb. Hvis en leasingkontrakt falder ind under bestemmelsen i førnævnte § 6, stk. 2, er der tale om et køb med ejendomsforbehold, hvilket for forbrugerkøb navnlig kræver, at der er erlagt en udbetaling på mindst 20 % af kontantprisen, jf. lovens § 34, stk. 1, nr. 4, hvorimod der for erhvervskøb ikke består et sådant udbetalingskrav. Ejendomsforbeholdet skal ikke udtrykkeligt "tages" af "udlejeren", idet dette er taget som følge af henføringen af leasingkontrakten under § 6, stk. 2. Derimod skal kontrakten være indgået, inden tingen overgives til "lejeren", jf. § 34, stk. 1, nr. 1.

Højesteret statuerede i UfR 1986, 1 HD, at en leasingkontrakt i en konkret sag var et erhvervskøb omfattet af den tidligere kreditkøbslovs § 2, stk. 2, der er forgængeren for ovennævnte § 6, stk. 2. Højesteret kom til det modsatte resultat i UfR 1983, 334 HD, hvor det ikke fandtes godtgjort, at en landmand skulle være ejer af det i sagen leasede landbrugsudstyr.