Dato for udgivelse
12 Jan 2015 09:34
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
09 Dec 2014 13:18
SKM-nummer
SKM2015.31.ØLR
Myndighed
Østre Landsret
Sagsnummer
21. afdeling, B-3935-13
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Personlig indkomst + Virksomheder
Emneord
Virksomhedsskatteordningen, kørebog, fraskrivelseserklæring, kontrolauktion, veteranblad, Audi
Resumé

Sagen vedrørte, hvorvidt en medinteressent skulle beskattes af en fri firmabil på gule nummerplader. Den omhandlede bil af mærket Audi var registreret til blandet erhvervsmæssig og privat anvendelse. Bilen var uden særlige erhvervsmæssige indretninger og var af en type, der også gjorde den egnet til privat brug.

Ifølge skatteyderens egen forklaring havde bilen jævnligt befundet sig ved hans bopæl. Der var desuden ikke ført kørebog. Skatteyderen var blevet standset ved en kontrolaktion den 7. maj 2009, og han var desuden observeret et par måneder senere, hvor han ubestridt benyttede bilen under et privat ærinde med sin datter i en ridebutik. Skatteyderen havde gjort gældende, at besøget i ridebutikken alene var et svinkeærinde, som var sket i forbindelse med erhvervsmæssig brug af bilen.

Landsretten fandt, at der var en formodning for, at bilen havde stået til rådighed for skatteyderen til privat benyttelse siden anskaffelsen, og at det må påhvile ham at afkræfte denne formodning.

Landsretten fandt herefter, at skatteyderen ikke blot ved sin ubestyrkede forklaring havde afkræftet formodningen for, at bilen havde stået til rådighed for ham også i privat øjemed i de pågældende indkomstår.

Byrettens dom (SKM2013.854.BR) blev herefter stadfæstet.

Reference(r)

Virksomhedsskatteloven § 1, stk. 3
Ligningsloven § 16, stk. 4

Henvisning

Den juridiske vejledning 2014-2 C.A.5.14.1.4

Henvisning

Den juridiske vejledning 2014-2 C.A.5.14.1.11

Henvisning

Den juridiske vejledning 2014-2 C.C.5.2.2.9.2

Appelliste

Parter

A
(advokat Christian Falk Hansen)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten ved advokat Anne Larsson)

Afsagt af landsdommerne

Taber Rasmussen, Tine Vuust og Hanne Weirup Malten (kst.)

Sagens baggrund og parternes påstande

Byrettens dom af 18. november 2013 (BS 1-1689/2012) er anket af A med påstand som for byretten om, at hans skatteansættelser nedsættes for indkomståret 2006 med 52.658 kr., for indkomståret 2007 med 141.973 kr. og for indkomståret 2008 med 141.973 kr.

Indstævnte, Skatteministeriet, har påstået stadfæstelse.

Supplerende sagsfremstilling

Det fremgår af slutseddel 15. september 2007 vedrørende købet af den Audi, der er indregistreret på hvide plader, at bilen ved overdragelsen havde kørt 5.500 km. Af værkstedsregning af 16. februar 2011 fremgår, at bilen på dette tidspunkt havde en kilometerstand på 97.909 km.

Forklaringer

Der er i landsretten afgivet supplerende forklaring af appellanten, A.

A har supplerende forklaret blandt andet, at hans og faderens virksomhed består af køb, salg og drift af investeringsejendomme, der ligger spredt over hele landet. De blev enige om at anskaffe en lidt bedre bil til firmaet, som de kunne køre rundt i til ejendommene. Audien er den eneste bil, som han og faderen kan disponere over i firmaet. Faderen bruger bilen lige så meget som han. Hans arbejdsopgaver i firmaet er primært deltagelse i byggemøder, mens faderen holder opsyn. Viceværterne tager sig af lejere. Audien har nu kørt omkring 200.000 km. De har stadig bilen. Han er ikke blevet observeret i bilen af SKAT i indkomstårene 2006-2008, og han har ikke benyttet bilen til privat kørsel i den periode. Der er kun ét sæde i bilen ud over førersædet. Der har været tilfælde, hvor han har haft et barn med sig i bilen på passagersædet. Det er sket, når han har skullet bruge bilen erhvervsmæssigt dagen efter, og hans far ikke skulle bruge bilen. Han er i de tilfælde kørt hjem i bilen, og det er hændt, at han også har haft et af sine børn med hjem, hvis barnet har været på besøg hos hans forældre, der bor på virksomhedens adresse. Han kører kun hjem i bilen, hvis han skal bruge bilen erhvervsmæssigt dagen efter. Han har aldrig kørt af sted i bilen for at hente børn.

Hele hans familie på 5 kunne være i familiens tidligere bil, en Mercedes. I sommeren 2007, hvor familien var uden bil, lånte de hans fars bil, indtil de fandt den rigtige bil til den rigtige pris. De har kørt i familiens Opel, indtil den i 2009 blev for usikker. De har et landbrug med heste, som hans hustru passer. Hun var hjemmegående i perioden. Hun havde et almindeligt kørselsbehov, og der var ikke behov for yderligere en bil.

Han husker ikke, hvordan han kom på arbejde den 10. august 2009, hvor han senere var i butikken med rideudstyr med sin datter. En typisk dag starter oftest med et byggemøde, hvorefter han kører til kontoret. Hans ældste datter rider derhjemme, hvor de har deres egne ridebaner. Hans hustru bruger deres egen bil, hvis hun skal ned at handle. Foder m.v. til hestene bliver leveret. De har 12-15 heste. Hans mor afleverede datteren til ham ved mødet hos G3 A/S den 10. august 2009, fordi han fandt det bedst selv at tage med datteren i rideudstyrsbutikken. Han kørte ikke hjem på kontoret efter hende først.

I hans og faderens virksomhed er der i alt 6-7 biler. Han og faderen deles om Audien. Bilen var parkeret både ved virksomhedens domicil og hjemme hos ham, hvis han havde byggemøder næste morgen. Den, der skulle ud at køre i bilen næste dag, havde den stående. Hvis han tog bilen med hjem om aftenen, kunne han have taget cykel eller deres egen bil om morgenen ind på arbejdet. I så fald kunne han have afleveret børnene i skole om morgenen. Hvis han var kørt i deres egen Audi, måtte den efterlades, hvis han tog firmaets bil hjem. Nogle gange har hans hustru sat ham af om morgenen. Det er tit sket, og han har så været med til at aflevere børnene. Virksomhedens Audi er kun brugt privat i den udstrækning, at det i øvrigt har passet med den erhvervsmæssige kørsel.

Procedure

Parterne har for landsretten gentaget deres anbringender for byretten og har procederet i overensstemmelse hermed.

Landsrettens begrundelse og resultat

Som lagt til grund af byretten havde A bestemmende indflydelse i interessentskabet. Virksomhedens Audi var registreret til blandet erhvervsmæssig og privat anvendelse. Bilen var uden særlige erhvervsmæssige indretninger og var af en type, der gjorde den egnet også til privat brug.

Ligeledes efter As forklaring for landsretten har bilen jævnligt befundet sig ved hans bopæl, og der er ikke ført kørebog. Han er efter kontrolaktionen den 7. maj 2009, hvor han blev standset af SKAT, observeret et par måneder senere, den 10. august, hvor han ubestridt benyttede bilen under et privat ærinde med sin datter til en ridebutik.

Under disse omstændigheder tiltrædes det som anført af byretten, at der er en formodning for, at bilen har stået til rådighed for A til privat benyttelse siden anskaffelsen, og at det må påhvile ham at afkræfte denne formodning.

Endvidere tiltrædes det, at A ikke blot ved sin ubestyrkede forklaring - hvorefter det observerede og enkelte lignende tilfælde havde karakter af isolerede og enkeltstående svinkeærinder i forbindelse med en i øvrigt erhvervsmæssig brug af bilen - har afkræftet formodningen for, at bilen har stået til rådighed for ham også i privat øjemed i de pågældende indkomstår.

Landsretten stadfæster derfor byrettens dom.

A skal betale sagsomkostninger for landsretten til Skatteministeriet med i alt 25.000 kr. Beløbet omfatter udgifter til advokatbistand. Ved fastsættelsen af dette beløb, der ydes til dækning af udgifterne til advokatbistand inklusiv moms, er der ud over sagens værdi taget hensyn til sagens omfang og varighed.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Byrettens dom stadfæstes.

I sagsomkostninger for landsretten skal A betale 25.000 kr. til Skatteministeriet.

Det idømte skal betales inden 14 dage efter denne doms afsigelse.

Sagsomkostningerne forrentes efter rentelovens § 8 a.