| En modtagen erstatning skal som udgangspunkt behandles som det tab, erstatningen ydes for.
Erstatning for tab af et aktiv skal behandles som et afståelsesvederlag for aktivet. Dette fremgår udtrykkeligt af afskrivningsloven, aktieavancebeskatningsloven og ejendomsavancebeskatningsloven. Skattefriheden for brandforsikringssummer m.v., jf. SL § 5, stk. 1, litra b, skal således forstås med de modifikationer, der følger af den øvrige lovgivning. Erstatning for varelager skal også behandles som afståelsesvederlag og er derfor skattepligtig.
Hvis erstatningen ikke dækker tab af et omsætteligt aktiv, vil det afgørende være, om der er tale om erstatning for en mistet skattepligtig indtægt eller dækning af en fradragsberettiget udgift. Er der tale om en fradragsberettiget udgift, skal erstatningen medregnes ved indkomstopgørelsen.
Skattepligtig indtægt
►SKM2011.389.VLR stadfæster SKM2010.427.BR.◄ En forsikringssum vedrørende stjålent lys- og lydudstyr blev anset for driftsmidler i skatteyderens erhvervsvirksomhed, og skulle derfor efter AL § 48 behandles som en salgssum. Da der havde været reel tvist om en del af forsikringssummen, skulle denne del først fragå som en salgssum i afskrivningssaldoen og udløse beskatning i 2003, hvor skatteyderen erhvervede endelig ret til beløbet.
SKM2009.153.SR. Erstatning for tab af lejemål fandtes ikke at dække et permanent tab af omsætning. Derfor måtte erstatningen som udgangspunkt anses som skattepligtig.
SKM2010.274.LSR (indbragt for domstolene) (tidligere instans SKM2009.64.SR). Et selskab modtog en erstatningssum for modpartens manglende opfyldelse af en aktiekøbsaftale. Skatterådet fandt, at erstatningen måtte sidestilles med den avance, der ville være opnået, hvis aktierne var erhvervet i henhold til kontrakten og afstået efterfølgende. Erstatningen var derfor skattepligtig efter reglerne i aktieavancebeskatningsloven og kunne ikke anses for en skattefri formueforøgelse omfattet af SL § 5 a. Landsskatteretten fandt, at misligholdelsen af aktieoverdragelsesaftalen måtte anses for sket på baggrund af forhold, parterne ikke havde fuld rådighed over, hvorfor aftalen måtte anses for gået tilbage. Aftalen kunne derfor ikke tillægges skattemæssig virkning, og erstatningen var dermed ikke omfattet af aktieavancebeskatningslovens regler. Erstatningen måtte i stedet anses for ydet som kompensation for det tab, som selskabet har lidt som følge af ophævelsen af aftalen som sådan. Selskabets erstatningskrav for manglende opfyldelse af aftalen var en fordring erhvervet til 0 kr., og erstatningen dermed en gevinst, der var skattepligtig efter KGL § 3.
SKM2008.622.ØLR (tidligere instans SKM2008.51.BR.) Skatteyderen havde været partreder i et partrederi, som i 1975/76 havde fået leveret nogle kraner. Kranerne viste sig at være mangelfulde, og blev nogle år senere skrottet. Partrederiets skibe blev solgt i 1982/83, i hvilken forbindelse partrederierne ophørte. Forinden var der ved Sø- og Handelsretten anlagt en sag mod leverandørerne af kranerne, som først blev afsluttet ved et forlig i år 2000. Landsretten fandt, at de beløb, som sagsøgeren havde modtaget ved forliget, var skattepligtige i medfør af AL § 9, stk. 5, samt SL § 4.
SKM2007.415.SR. Skatterådet kunne bekræfte, at kompensation betalt af A til de med A koncernforbundne selskaber B og C, for ophævelse af en leveringsaftale, baseret på en aftale indgået mellem parterne ultimo 2006, var skattepligtig i 2006 for B og C og fradragsberettiget i 2006 for A. Skatterådet henviste til, at kompensationsbeløbet tilsigtede at kompensere for de merudgifter af fradragsberettiget karakter, som B og C blev pådraget ved fremover ikke at kunne kræve levering i henhold til leveringsaftalen. Efter en surrogatbetragtning var det derfor Skatterådets opfattelse, at kompensationsbeløbet var skattepligtigt efter SL § 4, jf. herved bl.a. TfS 1992, 545 Ø.
SKM2007.923.LSR. I forbindelse med ekspropriation af en landsbrugsejendom blev der ydet en erstatning på 100.000 kr. for flytteudgifter, herunder 25.000 kr. for flytning af erhverv. Landsskatteretten udtalte, at en erstatning for flytteomkostninger ikke er skattefri efter EBL § 11. Godtgørelse for erhvervsmæssige flytteomkostninger er derimod skattepligtig i medfør af SL § 4, stk. 1, litra a, medens flytteudgifter kan være fradragsberettigede efter SL § 6, stk. 1, litra a. Hvis erstatningen derimod dækker et ikke fradragsberettiget formuetab, skal erstatningen ikke beskattes. Retten fandt, at en del af erstatningen, 75.000 kr., var skattefri som kompensation for påtvungne private flytteomkostninger, medens de 25.000 kr. var skattepligtige. Opdelingen af beløbet er udtryk for et skøn, hvor retten har lagde vægt på det anførte i ekspropriationsmyndighedens afgørelse. Retten fandt ikke, at det har betydning for beløbets kategorisering, om klageren vitterligt fraflytter ejendommen, idet det er intentionen med ekspropriationserstatningens udbetaling, der lægges til grund for vurderingen.
SKM2002.152.HR. En sparekasse krediterede skatteyders lånekonto med 719.688 kr. Højesteret lagde til grund, at der enten var tale om erstatning for et tab på fordringer mod gældsbrevsdebitorer eller betaling for gældsbrevsdebitorerne, mens det ikke blev tillagt betydning, at den krediterede konto var nødlidende. Højesteret anså herefter ligesom tidligere også landsretten gældsnedskrivningen for skattepligtig.
TfS 2000, 411 LSR. Skatteyderen udlejede et hotel til Udlændingestyrelsen, der anvendte ejendommene som flygtningecenter. Skatteyderen modtog ved lejemålets ophør 169.546 kr. inkl. moms i erstatning fra Udlændingestyrelsen samt 26.500 kr. fra et forsikringsselskab, ialt 196.046 kr. Erstatningerne skulle bringe ejendommen i samme stand som ved udlejningens start. Reparationerne omfattede tapet, rengøring, maling m.v. Landsskatteretten fandt, at de udbetalte beløb var ydet til dækning af udgifter, der måtte anses for fradragsberettigede vedligeholdelsesudgifter. Erstatningsbeløbene var derfor skattepligtig indkomst i medfør af SL § 4, stk. 1.
TfS 1991, 378 HRD. En erstatning ydet i henhold til driftstabsforsikring blev anset for almindelig indkomstskattepligtig for modtageren jf. SL § 4. Desuden henvises til TfS 1991, 86 VLD og TfS 1992, 545 ØLD.
Skd. 1983.64.41. En godtgørelse ydet i anledning af forsinket udbetaling af et negativt momstilsvar blev anset for ydet til dækning af renter, og erstatningen var derfor skattepligtig.
LSRM 1981, 42 LSR. Skattepligt af erstatning for flyvehavre på en nyerhvervet landbrugsejendom. Erstatningssummen svarede til udgifterne til rensning af ejendommen. Landsskatteretten lagde vægt på, at der ikke var tale om en varig forringelse af ejendommen, men derimod om en forringelse, som kunne afhjælpes ved rensning af ejendommen, og de hermed forbundne udgifter ville kunne fratrækkes.
Periodisk løbende erstatningsydelser er normalt indkomstskattepligtige.
Skattefri indtægtHvis erstatningen derimod dækker et tab af selve indkomstgrundlaget, et ikke fradragsberettiget formuetab eller en skattefri indtægt, skal erstatningen ikke beskattes, jf. TfS 1993, 36 LSR og TfS 1994, 269 TSS, om godtgørelse for ophør med mælkeproduktion, LV afsnit E.E.4.9.2.
TfS 1988, 79 LSR. En sparekasse måtte betale erstatning til en køber af et hus, som havde anmodet sparekassen om at foretage kurssikring af ejerskiftelånet. Sparekassen undlod at foretage den aftalte kurssikring, og køberen af huset blev derfor påført et tab i form af forøgede prioritetsudgifter. Skatteyderen gjorde gældende, at erstatningen er at betragte som en mangel ved huset og derved en skattefri formuegevinst. Landsskatteretten anså erstatningen for skattepligtig. Afgørelsen blev indbragt for Landsretten, hvor Skatteministeriet tog bekræftende til genmæle, således at skatteyderen fik medhold, jf. Skat 1990.9.699.
TfS 1986, 136 LSR. En erstatning, som en skatteyder fik udbetalt fra sit pengeinstitut til dækning af et tab som følge af, at en udbudt investeringspakke ikke forløb, som det var stillet i udsigt, blev anset for at være skattefri. Landsskatteretten fandt, at erstatningen dækkede den merskat, skatteyderen måtte betale, da investeringspakken skattemæssigt ikke blev godkendt.
Erstatninger for opgivelse af privat lejemål er ikke omfattet af SL § 4 og derfor som udgangspunkt skattefri. Se hertil SKM2007.52.SR.
TfS 1991, 312 LSR. Sagen vedrørte erstatning ydet i henhold til en sælgergarantiforsikring i forbindelse med hussalg.
TfS 1986, 427 LSR. Landsskatteretten fandt, at der var skattepligt af den del af erstatningen for nogle mistede bundgarnsrettigheder, der skulle dække indtægtstabet, hvorimod den resterende erstatning, der dækkede tab af indkomstkilden, var skattefri.
Vestre Landsrets dom af 27. august 1984 (Skd. 1985.72.100). På grund af formalitetsmangler, som et revisionsfirma påtog sig ansvaret for, var en skatteyder gået glip af muligheden for at foretage henlæggelse til investeringsfond. Revisionsfirmaet ydede en erstatning på 30.000 kr. Den del af erstatningsbeløbet, der kunne henføres til den forøgede formueskat (13.831 kr.) og 8 pct-tillægget til restskatten i henhold til KSL § 61, stk. 2, (7.772 kr.), som ikke kunne genindvindes ved den fremtidige skattebetaling, blev ikke anset for skattepligtig, hvorimod den resterende del af erstatningsbeløbet, der var kompensation for den tidsmæssige fremrykning af skattebetalingen, skulle beskattes.
LSRM 1982, 40 LSR. Den del af en erstatning, der dækkede tidligere fratrukne udgifter, var skattepligtig, hvorimod den resterende del af erstatningen, der dækkede en yderligere skattebetaling, var skattefri.
Erstatninger for forstyrrelse af stilling og forhold samt erstatninger for rent private udgifter skal normalt ikke medregnes ved indkomstopgørelsen. Det samme er tilfældet med erstatninger for ærekrænkelser samt erstatning for svie og smerte, lyde og vansir.
Om erstatning efter se LV Almindelig del afsnit A.B.4.4.1.1.
Erstatning for opgivelse af eneretten til et familienavn er skattefri.
Konkurrenceklausul
TfS 2000, 160 HRD. Erstatning for tab, som skatteyder havde lidt ved 2 tidligere ansattes overtrædelse af konkurrenceklausul, ansås for ydet til dækning for tab af indtægter og dermed skattepligtig indkomst.
TfS 1989, 600 VLD. I forbindelse med et revisorinteressentskabs opløsning havde parterne aftalt en konkurrenceklausul, hvorefter der skulle betales erstatning, hvis en af parterne overtog den andens klienter efter interessentskabets opløsning. En erstatning ydet i henhold hertil blev anset for almindelig indkomstskattepligtig som henhørende under parternes næring, ligeledes TfS 1997, 657 LSR.
Tab af indkomstkildeTfS 1996, 499 ØLD. Ved opsigelse af en administrationsaftale modtog et administrationsselskab et vederlag for opgivelse af aftalen. Aftalen var opsagt, før den kunne opsiges ifølge aftalegrundlaget. Selskabet anså primært beløbet som vederlag for goodwill, subsidiært som skattefri betaling for tab af indkomstkilde, jf. SL § 5. Retten fandt ikke, at vederlaget kunne anses som et skattefrit tab af indkomstkilde, da selskabet ikke havde afståelsesret til filialnettet. Vederlaget blev anset for skattepligtig i henhold til SL § 4, da vederlaget blev ydet til dækning af mistede indtægter.
AfløsningssummerAfløsningssummer, der som engangsbetaling træder i stedet for en skattepligtig løbende ydelse, er som udgangspunkt skattefri, se ►DJV Erhvervsbeskatning, afsnit C.C.6.4.2.1.◄ |