Afskrivningslovens kapitel 2 indeholder i §§ 2 - 13 reglerne om afskrivning på driftsmidler og skibe. AL §§ 2 - 4 indeholder visse fælles regler med en række generelle betingelser for at påbegynde og foretage afskrivning på driftsmidler og skibe. De øvrige bestemmelser i kapitlet er opdelt i regler for udelukkende erhvervsmæssigt benyttede driftsmidler og skibe (AL §§ 5 - 10), og delvis erhvervsmæssigt benyttede driftsmidler og skibe (AL §§ 11 - 13).

Reglerne i AL kapitel 2 finder anvendelse på alle driftsmidler, der benyttes erhvervsmæssigt, hvad enten ejeren er bogførings-/regnskabspligtig eller ikke, og hvad enten ejeren driver selvstændig erhvervsvirksomhed eller ikke, jf. LSRM 1981, 5.

Maskiner, inventar og andre driftsmidler kan afskrives efter reglerne i AL kapitel 2, såfremt de udelukkende eller delvis anvendes erhvervsmæssigt, jf. AL § 2.

Vestre Landsret fastslog i SKM2003.255.VLR, at campinghytter ikke er driftsmidler i afskrivningslovens forstand. Retten udtalte, at campinghytterne, der siden opførelse på campingpladsen ikke var flyttet, efter deres karakter, udformning og materialevalg måtte være anskaffet og opført med henblik på varig forbliven på stedet. Husbåde anses for skibe i afskrivningslovens forstand og afskrives som sådan, jf. SKM2003.418.LR. Se E.C.2.4.

I SKM2009.479.VLR fandt retten, at udgifter til dræning- og vandinganlæg vedrørende en golfbane, ikke kan anses for driftsmidler, og derfor ikke afskrives efter afskrivningslovens kapitel 2. (Udgifterne kunne heller ikke afskrives efter AL §27, da denne bestemmelse alene vedrører jordbrugsbedrifter).

I SKM2003.365.VLR tog landsretten stilling til, om biler, som en bilforhandler anvendte som demonstrationsvogne, udlejnings- og personalebiler, kunne anses som varelager eller driftsmidler. Biler anvendt til udlejning og/eller som personalebiler og i begrænset omfang som demonstrationsvogne anså retten for at opfylde betingelserne for skattemæssig afskrivning som driftsmidler. Biler anvendt som demonstrationsvogne var efter rettens opfattelse anskaffet med henblik på videresalg, hvorfor de måtte anses for at   være en integreret del af bilforhandlerens virksomhed med salg af nye biler og kunne således ikke betragtes som anlægsaktiver. For Højesteret angik sagen alene spørgsmålet om, hvorvidt betingelserne for at foretage skattemæssige afskrivninger på demonstrationsbiler var opfyldt. Højesteret stadfæstede på dette punkt landsrettens afgørelse. Se SKM2005.147.HR.

Se også TfS 1999, 390 LSR, hvor et autofirma havde indregistreret et antal biler, i virksomhedsregi betegnet demo-biler, der dels var stillet til rådighed for selskabets sælgere til privatkørsel, således at hver sælger rådede over en bil til privatkørsel, dels anvendtes til erhvervsmæssig kørsel. Den erhvervsmæssige kørsel bestod dels i demonstrationsture med kunder, dels i erhvervsmæssig transport i virksomhedens regi. Bilerne var som oftest den seneste model og havde en anvendelsestid i virksomheden på 1 - 1½ år. Demobilerne var principielt ikke til salg men blev alligevel solgt direkte til kunderne. Landsskatteretten fandt i den foreliggende sag, at bilerne måtte anses som en del af varelageret. Der var herved bl.a. henset til omsætningshastigheden for demobilerne i det omhandlede år, og at bilerne som oftest var seneste model.

Se om afgrænsningen mellem omsætningsaktiver omfattet af varelagerloven og driftsmidler omfattet af afskrivningsloven endvidere afsnit E.B.2.6.1.2.

Om lønmodtageres adgang til at foretage afskrivninger henvises til LV Almindelig del afsnit A.F.1.16.

Der er kun tale om erhvervsmæssigt benyttede driftsmidler, hvis de anvendes i den pågældendes eget erhverv eller er udlejet, hvorimod der ikke er tale om erhvervsmæssigt benyttede driftsmidler, såfremt de uden vederlag stilles til rådighed for andre, se dog afsnit E.C.2.1.1.

Det er uden betydning for adgangen til at foretage skattemæssige afskrivninger, om de pågældende driftsmidler er anskaffet som nye eller brugte.

Se om opgørelse af afskrivningsgrundlaget afsnit E.C.2.4.1.