Ifølge ETBL § 5, stk. 7, 1. pkt., kan indskud hæves ved og efter etablering af en virksomhed, som skal drives eller bliver drevet af kontohaveren eller af dennes ægtefælle eller af begge ægtefæller i forening.
Ægtefæller, der begge driver egen virksomhed, skal hver især opfylde beløbsgrænsen for etablering i deres respektive virksomhed.
Hvis en ægtefælles etableringskontomidler eller iværksætterkontomidler hæves til en af den anden ægtefælle anskaffet erhvervsvirksomhed, hvortil også dennes egne etableringskontomidler eller iværksætterkontomidler hæves, anses begge ægtefæller for etablerede i det pågældende indkomstår. Det anførte gælder også, hvis ægtefællernes etableringskontomidler eller iværksætterkontomidler kun hæves delvis. Ikke-hævede etableringskontomidler eller iværksætterkontomidler på ægtefællernes konti skal være anvendt inden fristen i ETBL § 10, stk. 1.
Når etablering har fundet sted, og den nu etablerede har indgået ægteskab efter etableringen, kan den etableredes samlevende ægtefælle hæve indskud fra sin etableringskonto eller iværksætterkonto efter bestemmelserne i ETBL § 7, til brug i den etablerede virksomhed, jf. ETBL § 10 A. Det kan ske indtil udløbet af det 2. år efter det år, hvori ægteskabet blev indgået. Det gælder dog kun, såfremt der ikke forinden er indtrådt beskatning af indskuddene på den etableringskonto eller iværksætterkonto, der tilhører den etableredes samlevende ægtefælle, efter ETBL §§ 9, 10, 11 og 11 A.
Ved etablering af virksomhed i selskabsform kan indskud hæves ved og efter anskaffelse af aktier og anparter i et selskab, der ejes af eller skal ejes af kontohaveren, eller af dennes ægtefælle eller af begge ægtefæller jf. ETBL § 5, stk. 7, 2. pkt. Det er den, der faktisk anskaffer aktierne, der skal beskattes af modtagne udbytter og af en eventuel avance ved salg af aktierne. Det betyder, at i det tilfælde, hvor det er kontohaverens ægtefælle, der anskaffer aktier eller anparter i selskabet, er det denne ægtefælle, der skal beskattes af modtagne aktieudbytter og avancebeskattes ved et salg af aktierne.
Ved lov nr. 532 af 17. juni 2008 er der indsat et nyt stykke 8 i KSL § 26 A, hvorefter en ægtefælle kan overdrage sine indskud på etableringskonto og iværksætterkonto til den anden ægtefælle, som herefter indtræder i overdragerens skattemæssige stilling med hensyn til disse indskud.