Udgifter til bøder, som idømmes af det offentlige, anses hverken for fradragsberettigede driftsudgifter eller for fradragsberettigede driftstab (udslag af en med driften naturligt forbundet driftsrisiko). Dette gælder, selv om der er en meget snæver forbindelse mellem den strafbare handling og erhvervsudøvelsen, se LSRM 1959.49 og LSRM 1961.44 samt SKDM 1984, 839 ØLD om en »ostebøde« pålagt af landbrugsministeriet. TfS 2000, 819 LSR, hvor en travtræner ikke fik godkendt fradrag for løbsbøder.

Bøder, idømt eller vedtaget for overtrædelser af færdselslovgivningen kan ikke fratrækkes, selv om de måtte være pådraget under erhvervsmæssig kørsel, LSRM 1971.150 (ikke fradrag for bøder for overlæs). Det forhold, at overtrædelse af parkeringsregler ikke medfører egentlig straf, men alene en parkeringsafgift, bevirker ikke, at sådanne parkeringsafgiftsbeløb kan fratrækkes, jf. LSRM 1980.137.

SKM2009.607.SR. Skatterådet kunne ikke bekræfte, at spørger kunne oprette en virksomhed med en abonnementsservice mod fartbøder med den konsekvens, at en fartbøde kunne fratrækkes i virksomhedens regnskab som en driftsomkostning omfattet af SL § 6, stk. 1, litra a.

Hvis en arbejdsgiver betaler bøder, som er pålagt de ansatte i forbindelse med udførelsen af deres arbejde, kan den erhvervsdrivende fratrække beløbene, der i relation til den erhvervsdrivende må anses for lønudgifter. Beløbet anses for A-indkomst for den ansatte, der ikke kan fradrage bøden.   

Om selskabers betaling af afgift, der pålægges bestyrelsesmedlemmer m.v. ved for sen indsendelse af årsregnskab, se TfS 1994,417.   

Voldgiftsretten pålagde et aktieselskab at betale omkostninger samt erstatning og bod. Beløbet kunne ikke fratrækkes ved opgørelsen af selskabets skattepligtige indkomst, jf. UfR 1974.435 ØLD.

Bøder pålagt af EU-kommissionen for krænkelse af konkurrenceregler kan ikke fratrækkes, se TfS 2000, 817 LSR.   

Bøder for ulovligt fiskeri, idømt i overensstemmelse med de af EU fastsatte regler, kan ikke fradrages.

Bøde og konfiskation af fangstredskaber som følge af ulovligt fiskeri i norske farvande kunne ikke fratrækkes, TfS 1984, 362 LSR.   

Om konventionalbod for overtrædelse af konkurrenceklausul, se SKM2004.71.HR (tidligere SKM2002.563.VLR). Højesteret fandt, at konventionalboden, der ikke omfattede erstatning for indtægtstab, men alene havde pønal karakter, ikke kunne anses som en naturlig og sædvanlig driftsomkostning i skatteyderens virksomhed, og at boden derfor ikke var fradragsberettiget. Retten anerkendte heller ikke fradragsret for en del af konventionalboden svarende til bruttoavancen ved de salg, der var sket i strid med konkurrenceklausulen. Se tilsvarende SKM2002.429.LSR.

Bod, der idømmes af faglige sammenslutninger, kan normalt ikke fratrækkes, LSRM 1966.133. Se LSRM 1975.161 hvor et beløb, som en arbejdsgiver indbetalte til en fagforening for overenskomstbrud, ikke blev anset fradragsberettiget.   

Modsat blev et aktieselskab anset for berettiget til at fratrække 10.000 kr., som var betalt til de respektive fagforbund som led i en forligsmæssig bilæggelse af en arbejdsstandsning på selskabets virksomhed. Arbejdsretten havde kendt arbejdsnedlæggelsen for overenskomststridig, og selskabet havde ikke foretaget noget overenskomststridigt, LSRM 1979.3.   

En vognmand havde indgået et forlig om betaling af en bod på 20.000 kr. til et fagforbund til afgørelse af en sag om ikke-overenskomstmæssig løn til en chauffør. Fagforbundet udbetalte de 15.000 kr. til chaufføren. Boden blev i sin helhed sidestillet med efterbetaling af for lidt betalt løn, og kunne således fradrages som en driftsomkostning, LSRM 1982.123.

I TfS 1998.450 VLD kunne betalte bodsbeløb ikke fradrages, idet de var tilfaldet SiD. Selskabet havde indvilliget i at betale to bodsbeløb til SiD til fuld og endelig afgørelse af blandt andet spørgsmål om overenskomstbrud. Det blev lagt til grund, at beløbene endeligt var tilfaldet SiD, og allerede derfor fandtes beløbene, der ikke var fastsat på baggrund af en sparet lønudgift, ikke at kunne fratrækkes som driftsomkostninger.

Indehaveren af to restaurationsvirksomheder havde i en årrække overtrådt overenskomstens bestemmelser vedrørende minimumsgarantibetaling, overtid, søn- og helligdagsbetaling og feriegodtgørelse for de ansatte. Under et mæglingsmøde, hvori deltog repræsentanter for arbejdsgiver- og arbejdstagerorganisationerne, blev der opnået enighed om, at det pålagdes skatteyderen at efterbetale 150.000 kr. til tjenerforbundet for overtrædelse af overenskomstens bestemmelser. Landsretten fandt, at beløbet var fastsat ud fra et skøn over, hvad skatteyderen havde sparet ved ikke at udbetale de ansatte overenskomstmæssig løn, og at der ikke i den forbindelse havde været overvejelser om at fastsætte en bod for overenskomstbrud. Udgiften blev herefter anset for en efter SL § 6, stk. 1, litra a, fradragsberettiget lønudgift, jf. TfS 1987, 35 ØLD.

I TfS 1988, 321 LSR havde en dyrlæge for at bevare sin indtjening i forbindelse med skærpet konkurrence etableret nye klinikker i omegnen. Klinikkerne blev etableret som selvstændige anpartsselskaber, hvorfra dyrlægen modtog et fast månedligt honorar for udført arbejde. Dyrlægeforeningen anlagde sag mod dyrlægen, idet der ifølge foreningens vedtægter kun måtte oprettes klinikker på den adresse, der var udgangspunkt for dyrlægens praksisudøvelse. Dyrlægen tabte sagen, og skattesagen vedrørte de medgåede sagsomkostninger og en bøde til dyrlægeforeningen på 5.000 kr. Landsskatteretten indrømmede fradrag for udgifterne, der ansås for afholdt for at fastholde et hidtidigt indtægtsgrundlag.

SKM2007.909.LSR. En mælkeproducent var som følge af gentagen ulovlig brug af antibiotika blevet ekskluderet som andelshaver i et andelsselskab, og blev derfor anset som ulovligt udtrådt af andelsselskabet, hvorfor et garantibeløb forfaldt til betaling. Landsskatteretten fandt, at udgiften, der var af pønal karakter, ikke havde en direkte og naturlig sammenhæng med driften af mælkeproducentens virksomhed. Retten lagde  til grund, at mælkeproducenten ikke havde udvist tilstrækkelig agtpågivenhed ved kontrol af de behandlede dyr, og at det måtte lægges ham til last, at der var sket eksklusion. Herefter kunne hverken garantibeløbet eller advokatudgifter afholdt i forbindelse med eksklusionen fradrages efter SL § 6, stk. 1, litra a.

SKM2009.563.HR tidligere instans SKM2007.752.ØLR. Afholdte udgifter til bøder til Advokatnævnet fandtes ikke at udgøre en sådan naturlig og sædvanlig driftsomkostning i en advokatvirksomhed, at der var grundlag for at anse udgifterne for fradragsberettigede i henhold til SL § 6, stk. 1, litra a.

Konfiskation af beskattet indkomst kan fradrages som indtægtstab, uanset at konfiskationen skyldes ulovlig virksomhed. Gennemføres der på et senere tidspunkt konfiskation, vil skatteyderen kunne fratrække det beløb, der konfiskeres, i sin indkomstopgørelse for konfiskationsåret, medmindre han opnår tilladelse til at fratrække det i de(t) år, hvori den konfiskerede indtægt er medtaget i indkomstopgørelsen. En tilladelse kræver i det mindste, at de år, der ønskes genoptaget, ligger inden for skatteforvaltningslovens almindelige genoptagelsesfrist. Forudsætningen for fradrag er at skatteyderen kan godtgøre, at han tidligere har medregnet de konfiskerede indtægter, LSRM 1975.144.   

Konfiskation af enkelte aktiver giver normalt ikke adgang til fradrag, hvis ulovligheden er begået af ejeren.  

Hvis skaden er forvoldt ved ejerens forsætlige adfærd eller i forbindelse med hans strafbare handlinger, f.eks. under spirituskørsel, LSRM 1971.39, kan der ikke foretages noget fradrag.   

Med hensyn til tab ved konfiskation af driftsmidler gælder det, at et tab, der skyldes konfiskation på grund af skatteyderens egen strafbare adfærd, ikke kan fratrækkes, LSRM 1955.138, hvorimod der vil være fradragsret for konfiskationstab, der skyldes personalets strafbare forhold, LSRM 1958.41.