åben Vis afgørelser, domme, kendelser og meddelelser mv. til "G.1.3.2 Udlæg § 27, stk. 3, nr. 3" udsendt efter offentliggørelsen af denne version af vejledningen.

I henhold til momslovens § 27, stk. 3, nr. 3, kan beløb, som en sælger modtager fra køber som godtgørelse af omkostninger, som sælger har afholdt i købers navn og for dennes regning, holdes uden for momsgrundlaget. Betingelserne er, at sælger opfører de omhandlede beløb på en udlægskonto, og at han kan gøre rede for de enkelte udlægsbeløb. Kan et beløb holdes uden for momsgrundlaget som udlæg, har den sælger, der foretager udlægget, følgelig ikke fradrag for den købsmoms, der vedrører udlægget.

Der er i TfS 1999, 173, truffet afgørelse om, at udlægsreglerne ikke kan anvendes på et hotels afholdelse af udgifter til musik i forbindelse med afholdelse af weekendarrangementer, idet udgifterne til musik ikke kan anses for afholdt i den enkelte kundes navn og for dennes regning.

Eventuelle rabatter skal endvidere tilkomme den egentlige køber, og den, der foretager udlægget, må ikke beregne avance heraf. Typiske eksempler på ydelser, der kan afregnes efter udlægsreglerne, hvis betingelserne er opfyldt, er

  • en række ydelser eller afgifter, der erhverves fra eller betales til offentlige myndigheder, og som har tilknytning til sælgers egentlige leverance uden at indgå i leverancen. Det kan f.eks. dreje sig om betaling af stempelafgifter, lossepladsafgifter, afgifter for patenter og varemærker, synsgebyr og registreringsafgifter mv.
  • transportvirksomheders betaling for andre virksomheders ydelser, f.eks. for af- og pålæsning i forbindelse med transporten, og speditørers udlæg for importmoms for varemodtager, se TSS.1319/91.
Gebyr for indkaldelse til syn Skatterådet har truffet afgørelse om, at en synsvirksomheds opkrævning af gebyr for indkaldelse af motorkøretøjer til syn eller omsyn ikke kan holdes uden for momsgrundlaget som udlæg, se SKM2007.20.SR. Der blev ved afgørelsen lagt vægt på, at synsvirksomheden på tidspunktet for udfakturering ikke har lagt beløbet ud, og at det ved lov er bestemt, at det er synsvirksomheden, der er forpligtet til at betale gebyret. Beløbet afholdes således for egen regning og i eget navn.

NummerpladerBetaling for nummerplader i forbindelse med salg og reparation af biler kan af forhandleren/værkstedet holdes uden for momsgrundlaget som udlæg, se TfS 1997, 546, og Mn.1017/87.

Teleafgifter/-gebyrer, gebyrer for tilstandrapporter og energimærkningI TfS 1996, 847, har Momsnævnet taget stilling til, om et teleselskab (fællesantenneanlæg) kunne anvende udlægsreglerne på afgifter til Copy Dan og gebyrer til Telestyrelsen, som selskabet opkrævede hos sine kunder. Nævnet fandt, at afgiften til Copy  Dan (licensen) kunne holdes uden for momsgrundlaget, fordi der var tale om en godtgørelse af en omkostning, som reelt blev afholdt af selskabet på vegne af dets kunder i forhold til disses træk på ydelserne.

Gebyret til Telestyrelsen skulle derimod medregnes i momsgrundlaget, fordi disse gebyrer reelt påhvilede selskabet på samme måde som andre omkostninger. Sidste del af afgørelsen er en ændring af praksis, hvorfor styrelsen i tilknytning til afgørelsen besluttede, at praksisændringen skulle have virkning fra den 1. april 1997.

►Se SKM2011.429.SR, hvor Skatterådet bekræftede, at de afgifter/gebyrer som en arkitekt- og ingeniørvirksomhed betaler til henholdsvis Erhvervs- og Byggestyrelsen for en tilstandsrapport og til Energistyrelsen for energimærkning, kan betragtes som udlæg som virksomheden har afholdt for kunderne, således at der ikke skal betales moms af kundernes godtgørelse af udlægget. Se SKM2011.429.SR.◄

KreditkortgebyrTold- og Skattestyrelsen har i TSS-cirkulære 2004-40 meddelt, at det gebyr, som virksomhederne fra 1. januar 2005 i medfør af § 14 i lov om visse betalingsmidler (betalingsmiddelloven) kan opkræve fra deres kunder, når kunderne betaler med Dankort m.v., må anses for et særskilt vederlag for en betalingstransaktion omfattet af momslovens § 13, stk. 1, nr. 11. Gebyret er derfor momsfrit. Se afsnit D.A.5.11.6.3.

Styrelsen har i TSS-cirkulære 2004-40 meddelt, at gebyrer omfattet af TfS 2000, 331, fra og med den 1. januar 2005 ligeledes må anses for momsfri. Se afsnit G.1.2.2.

Portoudgifter Told- og Skattestyrelsen har efter forhandling med Dansk Postordreforening fastsat nye retningslinjer for postordrevirksomheders anvendelse af udlægsreglerne for portoudgifter.

Retningslinierne trådte i kraft den 1. oktober 2000. Samtidig blev cirkulære F 7003/90 af 28. september 1990 ophævet. Cirkulæret var udstedt på baggrund af Momsnævnets afgørelse i TfS 1990.446.

Postordrevirksomheder kan herefter jf. TfS 2000.700, anvende udlægsreglerne i momslovens § 27, stk. 3, nr. 3 på følgende måde:

Virksomheden kan ved fakturering af forsendelser til kunder anvende et eller flere standardgebyrer til hel eller delvis dækning af virksomhedens udgifter til porto og interne forsendelsesomkostninger. Gebyrer skal anføres særskilt over for kunden uden angivelse af, at gebyret indeholder moms.

Virksomheden er herefter berettiget til under ét at behandle portoudgifter vedrørende sådanne forsendelser som momsfrie udlæg for kunderne, således at den del af de samlede gebyrer, opgjort under ét, der modsvares af portoudgifter under udlægsordningen, ikke indgår i den momspligtige omsætning. Der kræves ikke en opgørelse kunde for kunde. Portoudgifter under udlægsordningen føres på en samlet udlægskonto.

Der foretages i forbindelse med hver momsangivelse en opgørelse over størrelsen af periodens samlede fakturerede gebyrer og afholdte portoudgifter under udlægsordningen. En afholdt portoudgift, hvis størrelse ikke kendes ved periodeudgang, kan overføres til den efterfølgende periode.

I periodens samlede fakturerede gebyrer kan modregnes de gebyrer, som vedrører forsendelser, som virksomheden modtager retur (både gebyrer vedrørende uafhentede forsendelser og forsendelser, hvor kunden har returret), og for hvilke kunden derfor ikke har betalt gebyret. Det er en betingelse, at der herved foreligger annullering af handlen.

Virksomheden er berettiget til - i stedet for at opgøre de faktiske gebyrer vedrørende returforsendelser - at anvende skøn over disse udgifters størrelse baseret på virksomhedens gennemsnitlige returprocent. Grundlaget for skønnet skal kunne dokumenteres.

Under udlægsordningenFølgende portoudgifter kan medtages under udlægsordningen:

  • portoudgifter, som vedrører afsendelse af forsendelser, hvor virksomheden har faktureret gebyr,
  • portoudgifter, som vedrører afsendelse af delleverancer og efterforsendelser, hvor virksomheden uden at opkræve særskilt gebyr vederlagsfrit eftersender restordre. Det er således en betingelse, at virksomheden tidligere har faktureret gebyr vedrørende ordren, og
  • portoudgifter vedrørende modtagelse af returforsendelser (både uafhentede forsendelser og forsendelser, hvor kunden har returret), hvor kunden har betalt gebyr, herunder tilfælde, hvor der er tale om returnering af en restordre, hvor kunden har betalt gebyr for den første udsendelse, men ikke et selvstændigt gebyr for restordren.

Ikke under udlægsordningenFølgende portoudgifter kan ikke medtages under udlægsordningen:

  • portoudgifter, som vedrører afsendelse af forsendelser, der returneres (både portoudgifter vedrørende uafhentede forsendelser og forsendelser, hvor kunden har returret), og for hvilke kunden derfor ikke har betalt gebyret. Virksomheden er berettiget til - i stedet for at opgøre faktiske portoudgifter vedrørende returforsendelser - at anvende et skøn over disse udgifters størrelse baseret på virksomhedens gennemsnitlige returprocenter. Grundlaget for skønnet skal kunne dokumenteres.
  • portoudgifter, som vedrører afsendelse af forsendelser, hvor virksomheden tilbyder gratis forsendelse, det vil sige uden at virksomheden fakturerer gebyr,
  • portoudgifter, som vedrører modtagelse af returforsendelser (både portoudgifter vedrørende uafhentede forsendelser og forsendelser, hvor kunden har returret), hvor virksomheden tilbyder gratis forsendelse, det vil sige uden at virksomheden fakturerer gebyr, og
  • portoudgifter, som vedrører modtagelse af returforsendelser (både portoudgifter vedrørende uafhentede forsendelser og forsendelser, hvor kunden har returret), og for hvilke kunden derfor ikke har betalt gebyret.
Rabatter fra postDer skal mindst én gang årligt foretages en opgørelse og fordeling af de rabatter, som virksomheden oppebærer fra postvæsenet, hvorefter momsopgørelsen om nødvendigt korrigeres, således at det kun er virkomhedens nettoportoudgifter, der er medtaget under udlægsordningen.