Der skal ikke betales moms af nødvendigt udstyr, der leveres til brug i skibe i udenrigsfart (bortset fra lystfartøjer), samt ydelser, der præsteres for sådanne skibe.

Ved afgørelsen af, om der er tale om udenrigsfart, har sondringen inden for/uden for EU ikke betydning. Der skelnes kun mellem trafik internt i Danmark og mellem Danmark og udlandet.

Ved udenrigsfart forstås herefter fart, der overvejende finder sted mellem havne uden for det danske momsområde, som defineret i momslovens § 2 (se Den juridiske vejledning, afsnit D.A.2.1) og fart, der overvejende finder sted mellem en havn, der er beliggende inden for det nævnte område, og havne, der er beliggende uden for dette område. Som overvejende forstås, at mere end 50% af sejladsen foregår på den nævnte måde. Se TfS 1999, 393.

I SKM2008.554.SKAT har SKAT meddelt, at den definition af udenrigsfart, Tolddepartementet har fastsat i Dep. 1052/88, efter aftale med Skatteministeriet er ophævet med virkning fra 1. juli 2008.  Herefter skal der i forbindelse med momsfritagelse for ydelser præsteret for skibe i udenrigsfart alene anvendes definitionen fastsat i TfS 1999, 393 ved vurderingen af udenrigsfart.

Bestemmelsen omfatter både udstyr til installation og løst udstyr. Det afgørende for momsfriheden er, at udstyret er nødvendigt for skibets drift, herunder udførelsen af de opgaver, som fartøjet løser.

Momsfritagelsen omfatter også ydelser, der præsteres for sådanne skibe. Momsfritagelsen er dog betinget af, at ydelserne udføres for at dække et umiddelbart behov i forbindelse med skibet og dets ladning. Fritagelsen omfatter alene ydelser, der leveres direkte til rederiet, jf. EF-domstolens dom i sagerne C-181/04-C183/04.

Bestemmelsen omfatter også nødvendigt udstyr, der leveres til brug om bord i restaurationer mv. i de nævnte fartøjer.

Leverancer af nødvendigt udstyr og proviant, der indkøbes af et rederi til et nærmere angivet skib, der sejler i udenrigsfart, kan holdes uden for leverandørens momspligtige omsætning, forudsat at der ved rederiets senere levering udfærdiges udførselsangivelse i leverandørens navn. Der skal derimod betales moms ved levering af nødvendigt udstyr samt ydelser til lystfartøjer, selv om fartøjet afgår til udlandet.

Grundstødning mv.

Registrerede virksomheder, der i forbindelse med grundstødning af eller forureningsskader til søs fra skibe i udenrigsfart leverer nødvendigt udstyr samt ydelser til sådanne skibe, skal ikke beregne moms af sådanne leverancer.

Advokatydelser

Advokatydelser, der præsteres for et rederi vedrørende et dansk indregistreret skib i udenrigsfart, skal momses. Dette gælder, når skibet f.eks. involveres i en bjærgningssag (som bjærget eller som bjærgende skib), i kollisionstilfælde eller i en sag om ladningsskader, hvori spørgsmålet om placering af ansvar for det økonomiske tab ved skaden opstår.

Ladningskontrol

Danske og udenlandske rederier har organiseret sig i og bidrager til såkaldte Conferences, der fastsætter de internationale fragtrater. Formålet med kontrollen er at sikre, at de fastsatte rater overholdes, og at de er i overensstemmelse med ladningens art.

Kontrollen finder sted dels i forbindelse med varernes lastning og losning, dels i rederierne på grundlag af forsendelsesdokumenter mv. En del af ladningskontrollen vedrører skibets sikkerhed i forbindelse med stuvning af lasten, overholdelse af visse sikkerhedsbestemmelser samt eventuel tilstedeværelse af våben og andre ulovlige varer.

Sådanne ydelser, der præsteres her i landet i forbindelse med ladningskontrol i skibe i udenrigsfart, kan ske uden moms.