Efter stk. 1, nr. 5 indrømmes der momsfrihed i tilfælde, hvor en vare indføres til Danmark fra lande uden for EU og sendes videre til det endelige bestemmelsessted i et andet EU-land. Importøren skal være momsregistreret her i landet og følge momsreglerne for salg af varer til andre EU-lande. Herunder også kravene til listeindberetning, se evt. N.4.
Bestemmelsen giver mulighed for på visse betingelser at fortolde varer på EU's ydre grænse uden at skulle betale importmoms i tilfælde, hvor varerne er bestemt til et andet EU-land.
Bestemmelsen kan f.eks. anvendes af speditører, der medvirker ved salg af varer fra lande uden for EU til andre EU-lande. Enten skal salgsvirksomheden i landet uden for EU eller købsvirksomheden i et andet EU-land lade sig registrere i Danmark, evt. ved speditøren som herboende repræsentant.
Oplysningskrav
Efter stk. 5. kan skatteministeren fastsætte nærmere regler for oplysningskrav, der skal opfyldes for at opnå afgiftsfritagelse efter stk. 1, nr. 5. Bestemmelsen er indsat i momsloven ved lov nr. 1361 af 8. december 2010 og gennemfører Direktiv 2009/69/EF, artikel 1, nr. 3, i dansk ret. Direktivets formål er bekæmpe momssvig.
Skatteministeren har i momsbekendtgørelsens § 73 a, indsat ved bekendtgørelse nr. 1638 af 15. december 2010, fastsat, at en importør for at opnå fritagelse for importmoms efter lovens § 36, stk. 1, nr. 5, senest på indførselstidspunktet for varerne skal oplyse SKAT om
- importørens eget registreringsnummer, der er udstedt her i landet efter lovens § 47, stk. 1, eller registreringsnummeret, hvorunder importørens herboende repræsentant foretager transaktioner efter momsbekendtgørelsens § 69, og
- momsregistreringsnummeret, der er udstedt i et andet EU-land, for virksomheden, som får leveret varerne efter lovens § 34, stk. 1, nr. 1-3, eller
- momsregistreringsnummeret, der er udstedt i et andet EU-land, for en herværende virksomheds faste forretningssted m.v., som får overført varerne efter lovens § 34, stk. 1, nr. 4.
Efter § 73 a, stk. 2., kan SKAT kan endvidere bestemme, at en importør for at opnå fritagelse for afgift ved indførsel af varer her i landet efter lovens § 36, stk. 1, nr. 5, senest på indførselstidspunktet for varerne skal dokumentere, at de indførte varer er bestemt til at blive leveret i et andet EU-land.
Om momslovens § 34, stk. 1, nr. 1-4, se I.1.1.
Om registrering efter momsbekendtgørelsens § 69, se M.1.3.