Virksomheder, der ikke har samme ejer, og som er registreret under ét efter momslovens § 47, stk. 4, hæfter solidarisk for betaling af moms vedrørende de virksomheder, der er omfattet af den fælles registrering, jf. lovens § 46, stk. 7.
Bestemmelsen i § 47, stk. 4, er nærmere omtalt i afsnit M.1.5.
Højesteret statuerede i sin dom af 25. oktober 1989, at et krav fra Eksportkreditrådet mod én af flere fællesregistrerede virksomheder kunne modregnes i den fællesregistrerede virksomheds momstilgodehavende.
Det blev i denne forbindelse udtalt, at enhver af de fællesregistrerede virksomheder havde stilling som kreditor i forhold til det daværende toldvæsen. Da momsgodtgørelsen således også tilkom den virksomhed, som Eksportkreditrådet havde et krav mod, var modregningen berettiget.
Dommen illustrerer rækkevidden af den fælles hæftelse i fællesregistreringen, der således gælder både i ind- og udbetalingssituationen.
I afgørelse Dep. 891/84 er fastlagt, at i en personligt ejet virksomhed og et selskab, hvor der ikke var nogen egentlig bogføring, og hvor der var foretaget en sammenblanding af afgiftsregnskaberne, hæftes der solidarisk, selvom virksomhederne var registreret hver for sig.
Der var på denne baggrund foretaget modregning mellem negativ moms i den personlige virksomhed og momsskyld i selskabet. Afgørelsen var begrundet i, at der i kontrolperioden ikke var foretaget nogen egentlig bogføring, ligesom der var sket en vis sammenblanding af momsregnskaberne.