Leveringsstedet for korttidsudlejning af et transportmiddel er efter momslovens § 21 b, stk. 1, her i landet, hvis transportmidlet rent faktisk stilles til kundens rådighed her.
Ved korttidsudlejning forstås, jf. stk. 4, at transportmidlet besiddes eller anvendes i en sammenhængende periode på højst 30 dage. For fartøjer dog en sammenhængende periode på højst 90 dage.
►Bestemmelserne svarer til Momssystemdirektivets artikel 56.◄
►Ifølge momsforordningens artikel 38, stk. 1, forstås ved "transportmidler" som omhandlet i artikel 56 og artikel 59, stk. 1, litra g) (se evt. E.3.4.9 og E.3.4.9.7), i Momssystemdirektivet fartøjer og køretøjer, også motoriserede, og andre former for udstyr og anordninger, der er beregnet til at befordre personer eller gods fra et sted til et andet, som kan trækkes eller skubbes af fartøjer og køretøjer, og som normalt er konstrueret til og faktisk egnet til transport.◄
►Transportmidler omfatter efter artkel 38, stk. 2, eksempelvis:◄
►a) landkøretøjer, som f.eks. biler, motorcykler, cykler, trehjulede cykler og campingvogne◄
►b) påhængsvogne og sættevogne◄
►c) jernbanevogne◄
►d) fartøjer◄
►e) luftfartøjer◄
►f) køretøjer, der er specielt konstrueret til befordring af syge eller tilskadekomne personer◄
►g) traktorer og andre landbrugskøretøjer◄
►h) mekanisk eller eldrevne invalidekøretøjer.◄
►Transportmidler omfatter efter artikel 38, stk. 3, ikke permanent stationære køretøjer og containere.◄
►Ifølge momsforordningens artikel 39, stk. 1, fastlægges varigheden af den sammenhængende periode, hvor transportmidlet besiddes eller anvendes, på grundlag af den kontrakt, parterne har indgået. Kontrakten tjener som en formodning, som kan afkræftes af ethvert faktisk eller retligt forhold med henblik på at fastlægge den faktiske varighed af den sammenhængende periode, hvor transportmidlet besiddes eller anvendes. Hvis den periode for korttidsudlejning, som er angivet i kontrakten, overskrides som følge af force majeure, har dette ingen indvirkning på fastlæggelsen af den sammenhængende periode, hvor transportmidlet besiddes eller anvendes.◄
►Hvis udlejning af et og samme transportmiddel er omfattet af flere på hinanden følgende kontrakter mellem de samme parter, er den periode, der efter artikel 39, stk. 2, skal tages i betragtning, varigheden af den sammenhængende periode, hvor transportmidlet besiddes eller anvendes i henhold til samtlige kontrakter. En kontrakt og forlængelserne af denne betragtes som på hinanden følgende kontrakter. Varigheden af den eller de korttidslejekontrakter, der er indgået før den kontrakt, der anses for at være en langtidskontrakt, anfægtes ikke, medmindre der er tale om misbrug.◄
►Medmindre der er tale om misbrug, betragtes på hinanden følgende lejekontrakter mellem de samme parter, men for forskellige transportmidler, efter artikel 39, stk. 3, ikke som på hinanden følgende kontrakter.◄
►Ifølge momsforordningens artikel 40 er det sted, hvor transportmidlet faktisk stilles til kundens rådighed, jf. Momssystemdirektivets artikel 56, stk. 1, det sted, hvor kunden eller en tredjepart, der handler på dennes vegne, får overdraget fysisk besiddelse af det.◄