Hvad SKAT ved
SKAT har modtaget oplysninger om:
- Uddelinger fra foreninger og fonde mv.
- Gruppelivsforsikring betalt af pensionskasse og visse forsikringsselskaber
- Værdien af visse personalegoder (fri helårsbolig, fri sommerbolig her i landet, fri lystbåd og fri tv-licens)
- Tilbagebetaling af præmier til visse forsikringer, hvor tilbagebetalingen skyldes præmiefritagelse.
Oplysningerne står i rubrik 17. Du kan finde oplysningerne på skat.dk under Borger - TastSelv Borger - Skattemappen - Personlige oplysninger - Oplysningssedler. Under "Aktuelle indkomstoplysninger/eSkattekort" kan du se detaljerede indkomstoplysninger.
Der skal ikke betales AM-bidrag af disse indkomster.
Mener du, at oplysningerne er forkerte, skal du skrive det rigtige tal i rubrik 17. Husk det er det samlede beløb der skal anføres.
Uddelinger fra foreninger og fonde
Uddelinger fra foreninger og fonde, der er godkendt af Socialministeriet til at uddele midler til for eksempel sygdomsbekæmpende formål, er skattefri op til 10.000 kroner. Man er skattepligtig af den eventuelle del, der overstiger 10.000 kroner. Denne del er medregnet i rubrik 17.
Skattepligtige uddelinger fra andre foreninger og fonde er medregnet i rubrik 17.
Gruppelivsforsikring
Præmie til en gruppelivsforsikring betalt af en pensionskasse og visse forsikringsselskaber er medregnet i rubrik 17.
Fri helårsbolig
Har du fået stillet hel eller delvis fri bolig til rådighed af din arbejdsgiver, og betaler du en lavere leje end markedslejen, skal du betale skat af forskellen mellem den faktisk betalte leje og markedslejen med tillæg af eventuelle tilskud til for eksempel opvarmning.
Hvis du ikke er hovedaktionær, er værdien fastsat med udgangspunkt i Skatterådets satser for fri bolig. Kan du dokumentere, at en konkret markedsleje er lavere end Skatterådets satser, kan denne anvendes. Du kan få oplyst Skatterådets satser i den kommunale borgerservice eller hos SKAT.
Præster, viceværter, skovfogeder og andre, der har rådighed over en bolig, hvortil der er knyttet en bopæls- og/eller fraflytningspligt, får et nedslag i det skattepligtige beløb. Nedslaget er på 30 procent, hvis der er rådighed over en bolig med både bopæls- og fraflytningspligt.
Er der alene pligt til at flytte ved ansættelsesophør, er nedslaget på ti procent.
Værdien af fri bolig er medregnet i rubrik 17.
Hvis du er ansat hovedaktionær/-anpartshaver, direktør eller anden medarbejder med væsentlig indflydelse på egen aflønningsform, medregnes værdien af fri bolig i rubrik 12. Værdien opgøres i så fald efter særlige regler.
Fri sommerbolig
Værdien af fri sommerbolig er medregnet i rubrik 17.
Hvis din arbejdsgiver har stillet en sommerbolig til rådighed for dig i ugerne 22 til 34, bliver du beskattet af et beløb svarende til 1/2 procent pr. uge af ejendomsværdien den 1. oktober året før rådighedsåret for sommerboligen. For årets øvrige uger udgør satsen 1/4 procent. Betaler du for at bo i sommerboligen, bliver beløbet trukket fra i den skattepligtige værdi.
Er den fri sommerbolig uden offentlig vurdering, for eksempel en sommerbolig i udlandet, skal du selv skrive værdien af fri sommerbolig i rubrik 20.
Hvis du er ansat hovedaktionær/-anpartshaver, direktør eller anden medarbejder med væsentlig indflydelse på egen aflønningsform, skal værdien af fri bolig medregnes under rubrik 12.
Fri lystbåd
Hvis din arbejdsgiver har stillet en lystbåd til rådighed for dig, bliver du beskattet af 2 procent pr. uge af bådens anskaffelsessum inklusive moms og levering. Hvis arbejdsgiveren har lejet/leaset båden, bliver du beskattet med udgangspunkt i den pris, som arbejdsgiveren skulle have betalt, hvis båden var blevet købt.
Værdien er medregnet i rubrik 17.
Hvis du er ansat hovedaktionær/-anpartshaver, direktør eller anden medarbejder med væsentlig indflydelse på egen aflønningsform, skal værdien medregnes under rubrik 12.
Fri radio- og tv-licensHar din arbejdsgiver betalt for eksempel din radio- og tv-licens eller abonnementsudgifter til betalingskanaler, skal din arbejdsgiver oplyse den faktiske udgift, som du så bliver beskattet af. Værdien er medregnet i rubrik 17.