Hvad SKAT ved
SKAT har forhåndsoplysninger om beholdninger primo og ultimo 2010, SKAT har endvidere oplysninger om køb og salg foretaget i 2010. SKAT har dog ikke modtaget oplysninger om gevinst eller tab på salg af beviser/aktier i investeringsforeninger og investeringsselskaber.
Som følge af den nye, obligatoriske indberetningspligt om køb, der er foretaget fra og med den 1. januar 2010, kan SKAT i nogle tilfælde automatisk opgøre og beregne gevinst/tab fra og med indkomståret 2010. SKAT har dog ikke oplysninger om anskaffelsessummer for køb, der er foretaget før den 1. januar 2010, medmindre du har indtastet disse i "Aktier og investeringsforeningsbeviser" på www.tastselv.skat.dk. Hvis SKAT har foretaget en automatisk beregning af gevinst/tab, skal du selv kontrollere om denne beregning er korrekt.
Hvad du selv skal oplyse
Du skal selv oplyse følgende:
- Gevinst/tab (både realiserede og urealiserede - se Opgørelse af gevinst og tab) på aktier og investeringsforeningsbeviser udstedt af et dansk investeringsselskab.
- Gevinst på investeringsforeningsbeviser i danske minimumsudloddende obligationsinvesterende afdelinger (aktier, obligationer mv.) skal oplyses i rubrik 30.
Har du haft gevinst/tab på investeringsforeningsbeviser i minimumsudloddende aktiebaserede foreninger, hvor investeringsforeningen har valgt, at gevinst og tab skal behandles efter samme regler som for aktier, skal du følge vejledningen i rubrik 66. Alle danske investeringsforeninger har valgt, at deres investorer i minimumsudloddende aktiebaserede foreninger skal beskattes efter samme regler som for aktier.
Opgørelse af gevinst og tab på aktier og investeringsforeningsbeviser, som er udstedt af et investeringsselskab
Dit pengeinstitut har i de fleste tilfælde fortalt dig, om dine værdipapirer anses for at være beviser i et investeringsselskab / en hedgefond.
Der gælder særlige regler for beskatning af aktier/beviser i investeringsselskaber, da du også skal oplyse og beskattes af urealiseret gevinst og tab. Urealiseret gevinst / tab opgøres som forskellen mellem aktiens/bevisets værdi ved indkomstårets begyndelse og ved indkomstårets slutning. Har investeringsselskabet andet indkomstår, end du har, opgøres den urealiserede gevinst / tab for den periode, der svarer til investeringsselskabets indkomstår.
Er aktien/beviset købt i indkomståret, anvendes købesummen i stedet for værdien ved ind-komstårets begyndelse. Er aktien/beviset solgt i indkomståret, anvendes salgssummen i stedet for værdien ved indkomstårets udgang.
Tidligere - det vil sige indtil og med indkomståret 2009 - gjaldt der for denne type aktier/beviser tidsforskudt lagerbeskatning. Det betød, at hvis både du og investeringsselskabet havde kalenderåret som indkomstår, skulle gevinst eller tab for kalenderåret 2009 først medregnes i indkomståret 2010. Med virkning fra indkomståret 2010 gælder der nu almindelig lagerbeskatning - altså ikke tidsforskudt.
Det betyder, at du skal medregne urealiseret tab eller gevinst for både 2009 og 2010 i din selvangivelse for indkomståret 2010.
Hvis du har solgt aktierne eller beviserne i et investeringsselskab i indkomståret 2010, skal gevinsten eller tabet for hele perioden fra 1. januar 2009 / købstidspunktet til salgstidspunktet altså med på årsopgørelsen for indkomståret 2010.
Hvis afslutningen af dit og investeringsselskabets indkomstår ikke var ens, var lagerbeskat-ningen før 2010 ikke tidsforskudt. I denne situation skal du derfor alene oplyse / medregne gevinst eller tab for perioden, der afsluttes i dit indkomstår 2010.
For personer er gevinst og tab kapitalindkomst og skal oplyses i denne rubrik. Vær opmærksom på, at udlodning/udbytte på en aktie med videre i et investeringsselskab også bliver beskattet som kapitalindkomst, se rubrik 34.
Overgang til beskatning som beviser i investeringsselskab
Med virkning fra og med indkomståret 2009 er der flere selskaber end tidligere, som anses for at være investeringsselskaber. Du vil typisk få besked fra dit pengeinstitut mv., hvis du har værdipapirer, der er omfattet af ændringen.
Ændringen har virkning fra og med gevinst og tab, der opgøres for indkomståret 2009 og i nogle tilfælde henføres til indkomståret 2010. Overgangstidspunktet er også afhængigt af, om dit og investeringsselskabets indkomstår er ens. SKAT har derfor udsendt et styresignal (SKM2009.595.SKAT), der handler om overgangsreglerne for aktier/beviser, som skifter status til investeringsselskab. Styresignalet indeholder blandt andet oplysninger om tidspunktet for investors overgang til lagerbeskatning som følge af, at selskabet overgår til at være et investeringsselskab, og reglerne for beskatning af gevinst og tab, både før og efter overgangen.
Du kan finde styresignalet samt yderligere vejledning på hjemmesiden www.skat.dk/aktier.
Er du i tvivl om, hvordan du skal selvangive gevinst eller tab, så kontakt SKAT på telefon 72 22 18 18.
Gevinst og tab - udland
Har du beholdning i udenlandsk investeringsforening-/selskab/fond, skal du læse afsnittet Indkomst fra udlandet om selvangivelsen for udenlandsk indkomst.