Hvad SKAT ved
SKAT har kun ganske få forhåndsoplysninger om anden kapitalindkomst.
Finansielle kontrakter
SKAT har i visse tilfælde oplysninger, hvis du har indgået en finansiel kontrakt eller aftale (finansielle instrumenter, for eksempel terminskontrakt, option og futures) eller investeret i en indekseret/struktureret obligation, CFD-kontrakt, puljeordninger eller andet syntetisk finansielt produkt. SKAT har dog ikke tilstrækkelige oplysninger til at opgøre gevinst eller tab og har derfor ikke på forhånd udfyldt rubrikken. Du skal derfor opgøre gevinst eller tab og oplyse dette. Gevinst og tab på en finansiel kontrakt eller aftale bliver beskattet hos investorerne efter et lagerprincip. Det vil sige en løbende beskatning af både realiserede og urealiserede gevinster og tab, se dog herunder om tab.
Nettotab på finansielle kontrakter kan fradrages i kapitalindkomsten i det omfang, tabet ikke overstiger tidligere indkomstårs skattepligtige nettogevinster på finansielle kontrakter. Skattepligtige nettogevinster i indkomstår før 2002 tages dog ikke i betragtning.
Yderligere tab kan overføres til en ægtefælle eller fremføres til senere år, jævnfør afsnittet Samlet fradragsberettiget tab vedrørende indkomstårene 2002 til 2010 til fremførsel til senere indkomstår vedrørende afståelse af fast ejendom samt vedrørende finansielle kontrakter og aftaler mv.
Hvis tabet vedrører kontrakter, der udelukkende indeholder ret eller pligt til at afstå eller erhverve aktier eller er baseret på et aktieindeks, og enten kontrakten, de underliggende aktier eller de aktier, der indgår i det pågældende aktieindeks, er optaget til handel på et reguleret marked, kan du vælge at modregne dette tab i årets nettogevinster på dine eller din ægtefælles aktier, der er optaget til handel på et reguleret marked.
Obligationer og andre fordringer
SKAT har i visse tilfælde oplysninger om salg og indfrielse af obligationer, men ikke tilstrækkelige oplysninger til at opgøre gevinst eller tab. Dem skal du selv opgøre og oplyse.
Har du inden den 27. januar 2010 købt obligationer i danske kroner, der opfyldte mindsterentekravet, skal du ikke beskattes af gevinst på disse papirer. Du har ikke fradrag for tab på obligationer i danske kroner, købt før 27. januar 2010.
Renteindtægter af pantebreve, der ikke er i depot
Hvornår du skal betale skat af renter
Renter af pantebreve, der forfalder til betaling i 2010, skal i almindelighed med - også selvom de ikke er betalt, se rubrik 31. Har du i 2010 købt pantebreve med videre, kan du allerede nu fratrække det vederlag for renter, du betalte til sælger. Det gælder også, selvom renten først forfalder efter 31. december 2010.
Har du både købt og solgt pantebreve med videre i 2010, skal nettorenteindtægten oplyses i rubrik 39. Underskud angives med minus (-).
Hvad du selv skal oplyse
SKAT har ikke oplysninger om anden kapitalindkomst. Du skal derfor selv skrive beløbet i rubrik 39. Du skal for eksempel oplyse skattepligtig valutakursgevinst/tab på fordringer og gæld i Danmark, som ikke er omfattet af reglerne for finansielle kontrakter med videre.
Læs mere om: