Aktier og investeringsforeningsbeviser
Fra og med årsopgørelsen for 2010 vil SKAT i visse tilfælde beregne gevinst og tab ved salg af aktier, der er optaget til handel på et reguleret marked, og investeringsforeningsbeviser. Begrebet "aktier, optaget til handel på et reguleret marked", omfatter lidt flere aktier end det tidligere begreb "børsnoterede aktier". SKAT får fra og med kalenderåret 2010 automatisk oplysning om køb og salg af aktier, optaget til handel på regulerede markeder, og investeringsforeningsbeviser, hvis værdipapirerne købes eller sælges gennem en dansk værdipapirhandler. Vi kan derfor ikke beregne gevinster og tab for dig, hvis du sælger aktier og investeringsforeningsbeviser, du har købt før 2010, medmindre du har givet oplysning om den skattemæssige anskaffelsessum til SKAT.
Vi har forberedt en oversigt over dine aktier optaget til handel på regulerede markeder og investeringsforeningsbeviser i "Aktier og investeringsforeningsbeviser" på www.tastselv.skat.dk.
For at du fremover kan få beregnet gevinst og tab, beder vi dig om at indtaste:
- Købsprisen for dine aktier og investeringsforeningsbeviser købt før 1. januar 2010.
- Tidspunktet for, hvornår du købte dem.
- Om du var omfattet af reglen om skattefritagelse (den såkaldte "100.000 kroners regel"), hvis du har købt papirerne før 1. januar 2006, og din beholdning den 31. december 2005 havde en værdi på 136.600 kr. eller derunder. For ægtefæller samlet er beløbsgrænsen 273.100 kr.
Indtastningen er frivillig. Hvis du ikke ønsker at indtaste dine købspriser i TastSelv, vil SKAT ikke beregne dine gevinster og tab ved salg af disse papirer, og du skal derfor selv angive gevinst eller tab på din årsopgørelse. Vær opmærksom på, at selvom du har oplyst os om købspriser med videre, skal du gemme dokumentation for købet.
Bemærk, at du kun kan få fradrag for tab på aktier, der er optaget til handel på regulerede markeder, hvis SKAT har modtaget oplysning om købet af aktierne inden udløbet af selvangivelsesfristen for erhvervelsesåret. Du skal oplyse om aktiernes identitet, antal, anskaffelsestidspunkt og anskaffelsessum. SKAT anser betingelsen for at være opfyldt, hvis vi har fået indberetning fra for eksempel din bank om købet. Hvis købet ikke er indberettet til SKAT, skal du selv oplyse købet til SKAT inden udløbet af fristen for at oplyse beløb til årsopgørelsen. Det gælder for eksempel for aktier, der er optaget til handel på regulerede markeder, og som ikke er indlagt i dansk depot, samt visse aktier, der er registreret med flere ejere.
For aktier købt før den 1. januar 2010 anser vi betingelsen for at være opfyldt, hvis for eksempel din bank har indberettet aktiebeholdningen pr. 31. december 2009 til SKAT. Hvis beholdningen ikke er indberettet til SKAT, er et eventuelt fradrag for tab betinget af, at du oplyser SKAT om købet inden udløbet af fristen for at oplyse beløb til årsopgørelsen for 2010 - det vil sige 1. maj 2011 eller 3. juli 2011.
Din danske aktieindkomst består normalt af
- udbytte fra fx danske aktier
- skattepligtige fortjenester og tab ved salg af fx danske eller udenlandske aktier
- skattepligtige fortjenester og tab ved salg af investeringsforeningsbeviser i minimumsudloddende aktiebaserede investeringsforeninger og akkumulerende investeringsforeninger, der ikke er investeringsselskaber.
- den del af udlodninger fra investeringsforeninger, der efter de nærmere beskrevne regler er aktieindkomst.
Du behøver ikke at indberette aktieindkomsten, hvis alle nedenstående betingelser er opfyldt:
- Både din og din ægtefælles aktieindkomst består alene af udbytte, hvori der er indeholdt endelig udbytteskat.
- Hverken du eller din ægtefælle har fremførte tab fra tidligere år.
- Aktieindkomsten udgør i alt 5.000 kr. eller derunder (for ægtefæller 10.000 kr.).
Ovenstående undtagelse gælder dog ikke, hvis du har modtaget udbytte fra udenlandske aktier. Heller ikke, hvis indkomsten udgør under 5.000 kr.
Du kan læse mere om beskatningen af aktier og investeringsforeningsbeviser i vejledningen Har du aktier eller investeringsforeningsbeviser.
Læs mere om de enkelte rubrikker
Læs mere om de enkelte rubrikker på årsopgørelsen/oplysningskortet for: