Hvad er personlig indkomst
Løn, honorarer, pension, dagpenge og indtægt ved selvstændig erhvervsvirksomhed er personlig indkomst. Derudover er personlig indkomst alle de indtægter, der ikke er kapitalindkomst eller aktieindkomst.
Sådan udfylder du rubrikkerne for personlig indkomst
Indtægter, der er personlig indkomst, og som du skal betale AM-bidrag af, skal med i rubrik 11 til 15. Indtægter, der er personlig indkomst, men som du ikke skal betale AM-bidrag af, skal med i rubrik 16 til 20.
Resultat af selvstændig erhvervsvirksomhed skal dog med på den udvidede selvangivelse.
I det følgende kan du se, hvilke former for indkomst der skal betales AM-bidrag af, og hvilke der ikke skal.
Ved opgørelsen af den personlige indkomst kan du fratrække præmier og bidrag til visse pensionsordninger, tilbagebetalt kontanthjælp og introduktionsydelse, indskud på iværksætterkonto samt udgift til erhvervsmæssig befordring ved kundeopsøgende aktiviteter for flere arbejdsgivere på en gang. Se afsnittet Fradrag i personlig indkomst.
Øvrige udgifter
Øvrige udgifter i forbindelse med indtjening af løn kan ikke trækkes fra i den personlige indkomst. Disse udgifter kan kun trækkes fra i den skattepligtige indkomst. Se nærmere i afsnittet Ligningsmæssige fradrag.
Du kan læse om AM-bidrag under afsnittet Specielle forhold.