Hvad SKAT ved
SKAT har modtaget oplysninger om gaver til almennyttige foreninger, stiftelser og institutioner, der er godkendte til at modtage gaver med fradragsret for giveren.
Beløbet står i rubrik 55 på årsopgørelsen.
De samlede gaver til den enkelte forening er på mindst 500 kroner for at tælle med, og der er ikke fradrag for de første 500 kr. af årets samlede gaver.
Eksempel |
Gaver til forening X |
1.000 kr. |
Gaver til forening Y |
400 kr. |
Gaver til forening Z |
14.000 kr. |
Gaven til forening Y er under 500 kr. og tæller derfor ikke med som en fradragsberettiget gave. Gaverne til X og Z på i alt 15.000 kr. er fradragsberettiget med (15.000 - 500 = 14.500 kr.) som er det beløb du maksimalt kan få fradrag for i 2010.
I vejledningen Gaver til velgørende foreninger kan du læse mere om fradragsreglerne med videre. Vejledningen kan hentes på www.skat.dk - Borger eller hos SKAT.
Er du uenig i beløbet, kan du ikke selv rette det i denne rubrik, medmindre du har en udvidet selvangivelse. Du skal i stedet bede foreningen lave en ny indberetning til SKAT. På TastSelv under "Ændre årsopgørelsen" kan du klikke under det fortrykte beløb og få en specifikation af beløbet i rubrikken. Du kan gøre foreningen opmærksom på, at du er uenig i indberetningen, ved at klikke på knappen "send besked" under de specificerede beløb.
Hvis vi har fået indberetninger, som vi ikke er sikre på skal bruges, er der en pil ud for rubrikken på TastSelv under "Ændre årsopgørelsen". Du kan klikke på pilen og få en specifikation af de oplysninger, der er indberettet.
Når vi får en ny indberetning, laver vi en ny årsopgørelse til dig. Når den nye årsopgørelse er klar i skattemappen, sender vi dig en e-mail eller SMS, og har du ønsket papir, modtager du den også med posten.
Hvis vi får indberetninger efter fristen er udløbet (1. maj eller 3. juli 2011), skriver vi til dig, inden du får en ny årsopgørelse.