For konsulenter med bopæl i Danmark skal der hverken indeholdes A-skat eller AM-bidrag i de udbetalte vederlag, medmindre de udbetales som led i et egentligt ansættelsesforhold. Ved afgørelsen af, om der foreligger et lønmodtagerforhold, eller om der er tale om selvstændig erhvervsvirksomhed, må der foretages en samlet bedømmelse af det konkrete beskæftigelsesforhold.

Efter KSL § 43, stk. 2, litra i, jf. KSLbek. § 18, nr. 29, henregnes til A-indkomst vederlag, der ikke er omfattet af litra a, som en person, der har været skattepligtig efter KSL § 1, nr. 1, modtager fra en virksomhed her i landet som rådgiver, konsulent eller anden lignende medhjælp for virksomheden. Det er dog en betingelse, at personen har eller på noget tidspunkt inden for de seneste 5 år forud for ophøret af den fulde skattepligt har haft - direkte eller indirekte - del i ledelsen af, eller kontrollen med kapitalen i den virksomhed, der udreder vederlaget. Der skal ikke indeholdes AM-bidrag i ovennævnte ydelser, jf. AMBL § 1.

Til belysning af hvorledes konsulenter indeholdelsesmæssigt behandles kan nævnes TfS 1989, 486 (ØLD), hvor EDB-konsulenter (vikarbureau), ansås for at udføre et personligt arbejde i tjenesteforhold. Udbetalingerne blev derfor anset som A-indkomst.

Se endvidere SKM2004.452.LSR, hvor Landsskatteretten anså en IT-konsulent for at være selvstændigt erhvervsdrivende. Afgørelsen er nærmere uddybet under B.1.1.1.

Højesteret har, jf. TfS 1996, 449, (Tupperware-dommen), ud fra en samlet vurdering anset tupperwareforhandlerne for selvstændigt erhvervsdrivende.

Højesteret henviste til kriterierne i cirk. nr. 129 af 4. juli 1994 om personskatteloven og lagde specielt vægt på,

• at forhandlerne frit bestemmer deres arbejdstid,
• at de selv afholder alle udgifter,
• at disse medfører en betydelig omkostningsprocent,
• at forhandlerne ikke anses som lønmodtagere ved praktiseringen af ferieloven mv.,
• at de er frit stillet med hensyn til at arbejde for andre og antage medhjælp,
• at de er momsregistreret, samt
• at de påtager sig en vis økonomisk risiko.

Som eksempel på en situation, hvor der efter en konkret vurdering blev statueret lønmodtagerforhold kan nævnes TfS 1997, 473 (HD), hvor en ingeniør blev anset for lønmodtager i forhold til en indgået aftale om konsulentbistand med Naturgas Syd. Højesteret fandt efter en samlet vurdering, at ingeniøreren ikke havde drevet erhvervsvirksomhed for egen regning og risiko. Højesteret lagde særlig vægt på, at ingeniøreren var engageret af Naturgas Syd for en længere periode, hvor han var undergivet forflyttelsespligt, og at han ikke havde afholdt driftsudgifter af en sådan art og størrelse, som man måtte forvente af en selvstændigt erhvervsdrivende indenfor den pågældende branche.