Det er modsat den tidligere retsstilling nu ikke en betingelse for privat skifte, at arvingerne hæfter personligt for afdødes gæld.

Indtil arvingerne deler boet, kan krav mod afdøde rettes mod boet dvs., at der kan foretages individualforfølgning mod boet fra boets udlevering og indtil dets deling mellem arvingerne.

Solidarisk hæftelse som hovedregelDer indtræder efter lovens § 27, stk. 1, hæftelsesansvar for arvingerne for afdødes gæld og al massegæld i det øjeblik, hvor de deler boets aktiver eller anvender samtlige bomidler til dækning af gæld uden at opfylde eller sikre opfyldelsen af forpligtelser, der kan kræves dækket i boet. Det bemærkes, at hæftelsen også omfatter afdødes skat for forudgående år og mellemperioden.

Hæftelsen er personlig og solidarisk, dvs., at kreditorerne efter boets deling kan holde sig til enhver af arvingerne for hele skylden § 27, stk. 1, sidste punktum.

Undtagelse for visse arvingerEfter dødsboskiftelovens § 27, stk. 2, hæfter arvinger, der ved boets udlevering var repræsenteret ved værge eller var under konkurs, kun med værdien af det, de eller konkursboet har modtaget (begrænset), og i det forhold, de er berettiget til at modtage arv (pro rata).

Ret til at fortrydePå samme lignende måde som omtalt ved N.3.2.2. kan arvingerne i medfør af dødsboskiftelovens §§ 29 og 30 "bakke ud" af privatskiftet, hvis boet viser sig insolvent. Det er nok, at én arving kræver dette, og boet overgår da til bobestyrerbo. Virkningen heraf er, at arvingerne ikke længere hæfter for afdødes gæld.

I tilfælde, hvor boet endnu ikke er delt, er der, jf. ovenfor, ingen hæftelse indtrådt. Her skal boaktiverne blot returneres, jf. samme lovs § 104.

Er boet delt, og hæftelsen derfor indtrådt, hæfter § 27, stk.1 arvinger for det, de har modtaget og også for det, de andre arvinger har modtaget. dvs. personligt og solidarisk. § 27, stk.2, arvinger (værgemål) hæfter kun med værdien af det modtagne.

For så vidt angår den skattemæssige hæftelse hæfter boet for dødsboskat, mellemperiodeskat samt efterbetaling og tillægsskat. Er udlevering til privat skifte sket, finder ovennævnte § 27, stk. 1 og 2 anvendelse, således at arvingerne hæfter som ovenfor nævnt.