Formål

Formålet med importkontrolsystemet er at tilvejebringe grundlaget for risikobaseret indgangskontrol af varer, der ankommer til EU fra et ikke EU-land. Primært af sikkerhedshensyn for at hindre indførsel af varer, der udgør en trussel mod EUs sikkerhed, folkesundhed, miljø eller forbrugere.

For at muliggøre en sådan risikobaseret indgangskontrol, er det nødvendigt, at der inden ankomst sker underretning af indgangstoldstedet om alle varer i transportmidler, der ankommer til EU.

Underretning af indgangstoldstedet sker ved indgivelse af en summarisk indgangsangivelse (ENS), før varerne føres ind i EU.

Endvidere er det nødvendigt, at der senest i forbindelse med transportmidlets ankomst afgives en ankomstdeklaration til SKATs manifestsystem, hvori der henvises til de summariske indgangsangivelser, der tidligere er indsendt for varerne.

Det legale grundlag

Reglerne om summarisk indgangsangivelse findes i artikel 36a - 36c i EF's toldkodeks, og artikel 181b - 184g i gennemførelsesbestemmelserne til EF's toldkodeks.

Hjemlen til en fælles ramme for risikoforvaltning findes i artikel 13 i EF's toldkodeks, og artikel 4f - 4j i gennemførelsesbestemmelserne til EF's toldkodeks.

TK art 36a GB art. 1, nr. 17) og art. 186

EF's toldkodeks og gennemførelsesbestemmelserne til denne indeholder to forskellige summariske angivelser; en summarisk indgangsangivelse til sikkerhedsformål og en summarisk angivelse til midlertidig opbevaring til toldmæssige formål.

Dette kapitel omhandler udelukkende den summariske indgangsangivelse til sikkerhedsformål (ENS/entry summary declaration).