Afsnittet er omskrevet og flyttet til Den juridiske vejledning. Se afsnit D.A.6.2.8.6 om formidlingsydelser ML § 17.

 x 

Leveringsstedet for ydelser, der leveres til en ikke-afgiftspligtig person af en formidler, som handler i andres navn og på andres vegne, er efter § 17 her i landet, såfremt den underliggende transaktion foretages her i landet.

Efter de hidtidige gældende regler i momsloven har der været en række bestemmelser, hvorefter leveringsstedet for formidlingsydelser i andens navn og for andens regning var der, hvor den formidlende transaktion blev foretaget, eller hvor aftageren var momsregistreret.

Leveringsstedet for formidlingsydelser leveret til afgiftspligtige personer følger nu hovedreglen i § 16, stk. 1, for leverancer til afgiftspligtige personer, se E.3.2.

For sådanne formidlingsydelser leveret til ikke-afgiftspligtige personer er de hidtiidge leveringsstedsbestemmelser samtidig blevet samlet i én bestemmelse.

Den nye bestemmelse for levering af formidlingsydelser til ikke-afgiftspligtige personer svarer til den hidtidige § 21, nr. 3, 1. led.

Leveringsstedet for hovedtransaktionen fastlægges efter de almindelige regler i momslovens §§ 14-21 d og § 22.

Formidlingsydelser, der er omfattet af § 17, adskiller sig fra de formidlingsydelser, der er nævnt i § 4, stk. 4, ved at formidleren handler i andens navn og for andens regning (kommission), se evt. D.A.4.2.3om formidlingsydelser omfattet af § 4, stk. 4.

Momspligtige personer, der handler i andens navn og for anden regning, vil typisk handle efter fuldmagt. Handelsagenter afsætter varer for en anden (agenturgiveren) ved at optage købstilbud eller ved at sælge varer i dennes navn, jf. Lov om handelsagenter og handelsrejsende, § 2. Mægler er ikke det samme som fuldmagtshaver, men den præsterede ydelse er alligevel en formidling, da en mægler i princippet skal være en upartisk mellemmand mellem køber og sælger.

Speditører er ikke omfattet af § 17, fordi de foretager forsendelser af gods i eget navn, men for fremmed regning, jf. næringslovens nu ophævede § 19.

Bestemmelsen svarer til Momssystemdirektivets artikel 46.

Det fremgår af artikel 30 i momsforordningen, at ydelser, der leveres af en formidler, jf. artikel 46 i Momssystemdirektivet, omfatter ydelser, der leveres af en formidler, som handler i modtageren af den formidlede ydelses navn og på dennes vegne, og ydelser, der leveres af formidlere, der handler i leverandøren af den formidlede ydelses navn og på dennes vegne.

Det fremgår af artikel 31 i momsforordningen, at ydelser, der leveres af en formidler, som handler i andres navn og på andres vegne, og som består i formidling af indkvartering i hotelsektoren eller i sektorer med en tilsvarende funktion, er omfattet af:

a) artikel 44 i Momssystemdirektivet, hvis de leveres til en momspligtig person, der handler som sådan, eller til en ikke-momspligtig person, der betragtes som en momspligtig person (se evt. E.3.2)

b) artikel 46 i Momssystemdirektivet, hvis de leveres til en ikke-momspligtig person.

Artiklen er udtryk for, at de pågældende formidlingsydelser ikke anses for ydelser vedrørende fast ejendom. Se evt. Momsvejledningens afsnit E.3.3.1.

EF-domstolen har ved besvarelsen af det andet spørgsmål i sag C-68/03, D. Lipjes, taget stilling til, om det, når en formidlingstransaktion henhører under sjette direktivs artikel 28b, punkt E, stk. 3 (Momssystemdirektivets artikel 44, stk. 1, som affattet før 1. januar 2010), er de almindelige bestemmelser i sjette direktivs artikel 8 eller specialbestemmelserne i samme direktivs artikel 28b, der skal anvendes med henblik på fastsættelsen af det sted, hvor den transaktion, der ligger til grund for formidlingsydelsen, er blevet udført.

EF-domstolen fastslår i dommens præmis 25, at det i denne henseende er tilstrækkeligt at fastslå, at det følger af sjette direktivs ordlyd, at stedet for erhvervelse inden for Fællesskabet af goder er reguleret i direktivets artikel 28b, punkt A og B, som således fraviger de almindelige bestemmelser i direktivets artikel 8, som regulerer levering af goder inden for en medlemsstat. En anden bedømmelse var under de i den nederlandske hovedsag foreliggende omstændigheder ikke påkrævet.

EF-domstolen besvarede det andet spørgsmål med, at når en formidlingstransaktion henhører under sjette direktivs artikel 28b, punkt E, stk. 3, skal direktivets artikel 28b, punkt A (stedet for erhvervelse inden for Fællesskabet af goder) og B (leveringsstedet ved fjernsalg), anvendes med henblik på fastsættelsen af det sted, hvor de transaktioner, der ligger til grund for formidlingsydelserne, er blevet udført.

På baggrund af EF-domstolens dom i sag C-68/03, D. Lipjes, besluttede Told- og Skattestyrelsen at ændre praksis for fastlæggelsen af leveringsstedet for formidlingsydelser omfattet af momslovens § 21, nr. 3. Styrelsen udsendte TSS-cirkulære 2004-35. Praksisændringen vedrørte tilfælde, hvor formidler på vegne af køber formidler erhvervelsen af en vare.

Den ændrede praksis betyder, at når en formidler, der handler i en andens navn og for en andens regning, leverer formidlingsydelser omfattet af dagældende § 21, nr. 3 (andre formidlingsydelser), på vegne af køberen, skal formidler anses for at have formidlet en erhvervelse og ikke en leverance. Stedet for erhvervelsen skal fastlægges efter momslovens § 14, nr. 2, 2. pkt., sidste bisætning, og 3. pkt., og nr. 3, samt § 22. Hvis varen transporteres fra et andet EU-land til Danmark er leveringsstedet for erhvervelsen således i Danmark. Hvis varen transporteres fra Danmark til et andet EU-land er leveringsstedet for erhvervelsen ikke i Danmark.

Levering uden for EU

Hvis hovedtransaktionen har sit leveringssted uden for EU, vil formidlingsydelsen tilliige være momsfri efter § 34, stk. 1, nr. 13. Se I.1.11.

x