Spørgsmål

Kan SKAT bekræfte, at de to direktører X og Y ikke skal beskattes af nogen del som personalegode efter reglerne i ligningslovens § 16, hvis arbejdsgiveren A A/S og B A/S betaler udgifterne til sikring med overfaldsalarm for de to personer på deres privatadresse?

Svar

Nej, se dog sagsfremstilling og begrundelse.

Beskrivelse af de faktiske forhold

A A/S og B A/S ejes begge af C Holding A/S, og begge selskaber handler med ure i den dyre prisklasse samt smykker og accessories. A A/S driver engroshandel, og B A/S driver 10 detailforretninger.

Som bekendt har der været en række røverier mod urforretninger og guldsmede i Danmark de senere år, og der er tydeligvis sket en forgrovelse af kriminaliteten fra simpelt tyveri til røveri, overfald og gidseltagning. Samtidigt synes der at være en tendens til, at en del af røverierne foretages i private hjem tilhørende ofrene. Politiet har direkte henvendt sig til de to firmaer og advaret mod røverier o.l., og herunder advaret mod, at der kunne tænkes foretaget røverier ved at tage de ledende medarbejdere som gidsler for derved at få åbnet adgang til potentielle koster i de pågældende firmaer. På baggrund heraf styrker de to selskaber hele tiden deres sikkerhed og forebyggende indsats mod kriminelle overfald m.v.

Som et led heri har selskaberne besluttet, at de som et led i selskabernes sikkerhedssystemer vil sikre de to direktører i selskaberne: X og Y, således at deres private bopæl forsynes med overfaldsalarm m.v. Alarmsystemet vil bestå i et trådløst sikringssystem, der reagerer mod indbrud og ved kontakt vedrørende overfaldsalarm, og der vil i sådanne tilfælde ske meddelelse til alarmcentral og politiet.

Systemet er først og fremmest indrettet på at sikre alarm ved overfald o.l. mod de to direktører i deres private hjem, hvor der ikke findes varelager eller værdier tilhørende selskaberne. Overfaldsalarmen skal modvirke, at potentielle røvere tager de pågældende som gidsler. Sikringssystemet vil også fungere som en almindelig tyverialarm, men dette er for så vidt ikke formålet, og de to direktører har ikke specielle værdier, der kræver særlig sikring, ligesom de pågældende - på grund af deres tilknytning til smykke- og urbranchen - netop ikke har likvide beholdninger o.l. i hjemmet.

Sikringssystemet forventes at koste t.kr. 5-7 årligt i abonnement for hvert af de to selskaber, og er derved en beskeden udgift i relation til de to firmaers samlede udgifter til tyveri- og røverisikring m.v.

X er hovedaktionær i C Holding A/S, der ejer de to selskaber. Y har ikke ejerskab i de to selskaber.

Spørgers eventuelle opfattelse ifølge anmodning og bemærkninger til sagsfremstilling

Det er vor opfattelse, at de pågældende sikkerhedstrusler er en følge af de to selskabers virke som forhandlere af ure og smykker. Truslen mod de to ansatte personer er en direkte følge heraf, og etablering af overfaldsalarmer er en relevant modforholdsregel mod denne trussel.

Sikringssystemet har desuden til formål at sikre arbejdsgiverens værdier. Selv om det direkte er et system, der skal sikre mod overfald o.l. på de to direktører, er formålet jo at sikre mod muligheder for - gennem gidseltagning eller trusler om samme - at forbrydere afpresser de pågældende oplysninger om firmaernes sikringssystemer, så der kan foretages røveri af firmaernes værdier.

Vi er opmærksomme på Ligningsrådets Bindende forhåndsbesked af 16. november 2004 (SKM2004.462.LR) og Skatterådets Bindende svar af 26. september 2006 (SKM2006.637.SR), hvor der i begge tilfælde blev udtalt, at en arbejdsgiverbetalt tyverisikring af ansattes privathjem ville medføre beskatning af den ansatte efter reglerne i Ligningslovens § 16, og at personalegodet ikke var omfattet af bagatelgrænsen i LE § 16, stk. 3, 3 pkt. De pågældende anmodninger om bindende svar var imidlertid indgivet af firmaer, der solgte tyverialarmsystemer, og der var tale om traditionelle tyverialarmer, der sikrede mod indbrud i de private hjem hos ansatte, og således sikrede de ansattes private værdier.

I nærværende tilfælde er formålet at sikre mod overfald og afpresning, der har som mål at angribe arbejdsgivers værdier (ure- og smykkelager). De potentielle trusler, som politiet har advaret imod, er en følge af arbejdsgiverens virksomhed. Efter vore oplysninger er der ikke praksis for, at personer, der får stillet særlig sikkerhed til rådighed af deres arbejdsgiver eller det offentlige, bliver beskattet af en sådan udgift afholdt af arbejdsgiver eller det offentlige.

Det er derfor vor opfattelse, at der ikke i den foreliggende situation foreligger et personalegode for de to direktører, der er skattepligtigt efter reglerne i ligningslovens § 16. 

SKATs indstilling og begrundelse

Udgangspunktet efter statsskattelovens (SL) § 4 er, at den skattepligtiges samlede årsindtægt betragtes som skattepligtig indkomst uanset fremtrædelsesformen, hvis der ikke i lovgivningen i øvrigt er gjort positive undtagelser herfra. Skattepligten efter statsskatteloven omfatter således også tillæg til arbejdsindkomst i form af naturalier, såkaldte "personalegoder".

I ligningslovens (LL) § 16 findes de særlige bestemmelser for økonomiske fordele (goder), der ydes som led i arbejdsaftaler, når fordelen har en anden form end penge. Sådanne økonomiske fordele sidestilles efter bestemmelsen med arbejdsvederlag, og værdien af fordelen medregnes ved opgørelsen af den ansattes skattepligtige indkomst.

Når et personalegode stilles til rådighed for en ansat, er det skattepligtigt uanset i hvilket omfanget den ansattes benytter godet. Det er altså selve rådigheden over godet, der beskattes. Efter LL § 16 skal personalegoder som udgangspunkt værdiansættes til markedsprisen.

Personalegoder, som arbejdsgiveren i overvejende grad har stillet til rådighed af hensyn til den ansattes arbejde, beskattes kun, hvis den samlede værdi af disse goder overstiger et grundbeløb på 3.000 kr. årligt jf. LL § 16, stk. 3, Beløbet reguleres efter PSL § 20, således at det udgør 5.500 kr. i 2009.

Hvis personalegodernes samlede værdi overstiger grundbeløbet, skal hele den samlede værdi beskattes og altså ikke kun det overskydende beløb, idet der ikke er tale om en bundgrænse. Der skal således betales skat af alle de personalegoder, der er omfattet af grundbeløbet, hvis de sammenlagt har en værdi, der overstiger bagatelgrænsen.

Ved bedømmelsen af, om grænsen overskrides, skal der kun medregnes de personalegoder, der hovedsagelig er stillet til rådighed af hensyn til den ansattes arbejde. Der skal være en direkte sammenhæng mellem godet og arbejdets udførelse. Dvs., at goderne kun falder ind under grundbeløbet, når det hovedsageligt er af hensyn til det konkrete arbejde, at arbejdsgiveren har stillet dem til rådighed.

I forarbejderne til LL § 16 stk. 3 er der angivet en række eksempler på goder, der kan falde ind under bagatelgrænsen. Det drejer sig bl.a. om gratis mad og drikkevarer i særlige tilfælde, f.eks. i forbindelse med overarbejde, vaccination af medarbejdere, der vanskeligt kan undværes under en kommende spidsbelastning, fri avis til brug for arbejdet, afholdelse af ferie under eller i forlængelse af en tjenesterejse, f.eks. når dette medfører en besparelse for arbejdsgiveren, vareafprøvning af virksomhedens produkter, et delvist arbejdsgiver betalt kørekort, der skal bruges som led i arbejdets udførelse, beklædning som er ønsket og betalt af arbejdsgiveren, evt. med arbejdsgiverens logo m.fl.

Som eksempler, hvor et personalegode ikke blev anset omfattet af bagatelgrænsen kan nævnes:

SKM2008.1034.SR om arbejdsgiver, der var grossist med golfudstyr, betalte medlemskab til golfklub for de ansatte.
SKM2008.306.SR om arbejdsgiverens betaling af livmoderhalskræftvaccination.
SKM2004.522.LR, hvor Ligningsrådet fandt, at arbejdsgiverbetalt beklædning kun er omfattet af bagatelgrænsen i ligningslovens § 16, stk. 3, 3. pkt., hvis tøjet fremstår som firmabeklædning med synligt navn, logo eller tilsvarende.
SKM2004.505.LSR om et selskab, der modtog et gratis medlemskab til en golfklub pga. en sponsoraftale med klubben, og overgav benyttelsen af dette til hovedaktionæren og dennes ægtefælle.
SKM2003.32.LSR om distributionsmedarbejdere ved et bryggeri, der blev anset for skattepligtig af fri leverancer af øl og læskedrikke.

Om tyverialarmer se de af repræsentanten nævnte afgørelser:

SKM2006.637.SR hvor arbejdsgiveren påtænkte at installere en tyverialarm i medarbejderens hjem for at sikre arbejdsgiverens aktiver og fortroligt materiale, når det befandt sig hjemme hos medarbejderen. Ikke anset for omfattet af bagatelgrænsen.
SKM2004.462.LR om arbejdsgiverens betaling af en tyverialarm til sikring af medarbejderens hjem, uanset at formålet var at sikre arbejdsgiverens egne værdier. Ikke anset for omfattet af bagatelgrænsen.

Arbejdsgiverens betaling af en tyverialarm til sikring af en medarbejders hjem udgør et skattepligtigt personalegode for den ansatte uanset om formålet med installationen er at sikre arbejdsgiverens værdier. Installationen indebærer, at medarbejderens hjem, og indbogenstande også sikres. Det er i den forbindelse uden betydning, om der er tilsigtet et vederlag eller ej, eller om den ansatte har mulighed for at fravælge den private nytte eller ej. Det afgørende er, at den ansatte har opnået en økonomisk fordel ved at få sikret sit hjem. Se SKM2004.462.LR.

Det er SKATs opfattelse, at arbejdsgiverens betaling af en overfaldsalarm til sikring af medarbejderen mod overfald i dennes private hjem ligeledes vil udgøre et skattepligtigt personalegode for den ansatte, da den ansatte har opnået en økonomisk fordel ved overfaldsalarmen. De to medarbejdere vil således også få nytte af overfaldsalarmen, skulle de blive overfaldet i deres hjem uden forbindelse til deres arbejde. Hertil kommer, at overfaldsalarmen også fungerer som tyverialarm.

Den private værdi af alarmen formindskes ikke af, at den i en vis udstrækning samtidig har værdi for medarbejderens arbejdsmæssige funktion hos selskabet.

Selskabets betaling af alarm ved overfald og almindelig tyverialarm for de ansatte er derfor en del af det skattepligtige arbejdsvederlaget for de ansatte, jf. SL § 4. Det bemærkes, at personalegodets værdi skal ansættes til det beløb, det ville koste medarbejderen selv at erhverve alarmen i almindelig fri handel jf. LL 16 stk. 3.

Installation af en tyverialarm i en ansats private bolig kan ifølge praksis som udgangspunkt ikke antages i overvejende grad at være stillet til rådighed af hensyn til arbejdet og dermed falde ind under bagatelgrænsen i ligningslovens § 16, stk. 3. Der findes ikke offentliggjort praksis om overfaldsalarmer.

I ovennævnte sag SKM2004.462.LR fremgår det, at der ved bedømmelsen af om en tyverialarm kan siges at være stillet til rådighed i overvejende grad af hensyn til arbejdet kan lægges vægt på, om det er værdifulde arbejdsrelevante aktiver eller konfidentielt materiale, der søges sikret, om udstyret eller materialet permanent befinder sig på bopælen, eller det kun er lejlighedsvist, om der er proportionalitet mellem udgiften til tyverialarmen og det arbejdsrelevante materiale, der søges sikret, værdien af det sikrede private indbo, samt om installationen af en tyverialarm er et krav fra arbejdsgiverens side eller et valg fra den ansattes side.

Det er SKATs opfattelse, at samme kriterier vil være relevante ved vurderingen af en overfaldsalarm installeret i medarbejderens hjem til beskyttelse af arbejdsgiverens aktiver.

I denne sag er der efter det oplyste tale om ure i den dyre prisklasse og smykker og accessories, som dog ikke direkte befinder sig på de pågældende direktørers bopæl, men som søges sikret gennem en mindre udgift til overfaldsalarm på de 2 direktørers bopæl, og hvor det er oplyst, at der ikke i øvrigt befinder sig private værdier, som kræver særlig sikring.

Det er herefter SKATs opfattelse, at der efter en konkret vurdering må siges at foreligge den nødvendige sammenhæng mellem de 2 direktørers arbejde og installeringen af en overfaldsalarm i deres hjem til, at godet kan anses for i overvejende grad at være stillet til rådighed af hensyn til den ansattes arbejde. SKAT har herved henset til den konkrete henvendelse fra politiet til de 2 firmaer med advarslen om, at der kunne tænkes foretaget røverier ved at tage de ledende medarbejdere som gidsler for derved at få åbnet adgang til potentielle koster i de pågældende firmaer.

Bagatelgrænsen i LL § 16 stk. 3 kan derfor finde anvendelse fordi, der er tale om et personalegode, som arbejdsgiveren i overvejende grad kan anses at have ydet af hensyn til den ansattes arbejde.

Det bemærkes, at såfremt alarmen koster mere end 5.500 kr. - uanset om det kunne anses for stillet til rådighed af hensyn til den ansattes arbejde - alligevel ikke vil være omfattet af bagatelgrænsen, fordi det beløbsmæssigt overstiger grænsen, der for indkomståret 2009 udgør kr. 5.500. Ved vurderingen af om bagatelgrænsen er overskredet, er det desuden den samlede værdi af alle de personalegoder, de to ansatte modtager, der er omfattet af grundbeløbet, der skal indgå i opgørelsen.

SKAT indstiller derfor, at Skatterådet svarer nej til spørgsmålet.

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltræder SKATs indstilling og begrundelse.