Indhold
Dette afsnit beskriver reglerne for forsendelse af beskattede varer.
Afsnittet indeholder:
- Ledsagedokumentet ved forsendelse af beskattede varer
- Udfærdigelse af det forenklede ledsagedokument
- Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre.
Ledsagedokumentet ved forsendelse af beskattede varer
Ved forsendelse af beskattede varer skal der bruges et forenklet ledsagedokument i papirform. Se Kommissionens forordning nr. 3649/92. EMCS kan ikke bruges i disse tilfælde. Ledsagedokumentet for beskattede varer indeholder færre oplysninger end det elektroniske ledsagedokument.
Det betyder, at ved forsendelse af EU-punktafgiftspligtige varer til et andet EU-land, hvor afgiften er betalt i afsenderlandet, skal der udfærdiges et forenklet ledsagedokument.
Når afgiften er betalt i afsenderlandet, er disse varer i princippet overgået til frit forbrug i det pågældende EU-land, men hvis varerne efterfølgende sendes til et andet EU-land til erhvervsmæssigt brug, skal der udstedes et forenklet ledsagedokument, da varernes forbrugssted herved flyttes til modtagerlandet.
Det forenklede ledsagedokument bruges ved forsendelse af beskattede EU-punktafgiftspligtige varer, herunder også vareprøver mellem EU-lande eller gennem EU-lande til ikke-EU-lande (tredjelande), fx til Norge via Sverige eller til og fra Bornholm via Sverige.
Det forenklede ledsagedokument skal også bruges ved forsendelse mellem EU-landene af fuldstændig denatureret alkohol, dvs. husholdningssprit og lignende sprit i de øvrige EU-lande.
Eksempel
Landsretten fandt i SKM2010.304.ØLR, at der som følge af en "cash and carry" virksomheds handelsbetingelser og markedsføringsmateriale, bestod en formodning for, at virksomhedens svenske momsregistrerede kunder indkøbte spiritusvarer med henblik på videresalg i Sverige. Landsretten fandt desuden, at der var hjemmel i SPRITAL § 20, stk. 4 og 5 til at pålægge "cash and carry" virksomheden, at drage omsorg for, at der til virksomheden bliver udleveret eksemplar 1 af det forenklede ledsagedokument ved salg af spiritus til virksomhedens svenske kunder. Sagen er anket til Højesteret.
Udfærdigelse af det forenklede ledsagedokument
Det forenklede ledsagedokument kan udfærdiges på en SKAT-blanket nr. 22.069 (EU-blanket) eller være et handelsdokument, fx faktura, men det forudsætter, at fakturaen indeholder mindst samme oplysninger som SKAT-blankettens rubrikker (numre og overskrifter).
Hvis der bruges et handelsdokument, skal dette tydeligt mærkes med følgende meddelelse: "Forenklet ledsagedokument (punktafgiftspligtige varer) til afgiftskontrol."
SKAT-blanketten nr. 22.069 kan findes på SKATs hjemmeside under virksomheder, blanketter. Blanketten er i 3 eksemplarer:
- Eksemplar 1: Opbevares af afsenderen
- Eksemplar 2: Sendes sammen med varerne til modtageren og opbevares af denne
- Eksemplar 3: Sendes sammen med varerne til modtageren, som returnerer det til afsenderen med kvittering for varernes modtagelse, hvis vareafsenderen anmoder om det.
Ledsagedokumentets eksemplar 2 og 3 skal fysisk følge varerne, så dokumentet under transporten på forlangende kan forevises myndighederne.
Blanketten til forsendelse af beskattede varer skal udfyldes i overensstemmelse med rubriceringen. På bagsiden af blankettens eksemplar 1 er der en vejledning i at udfylde de enkelte rubrikker.
Forud for afsendelsen af varerne skal der være indgivet en angivelse til afgiftsmyndigheden i bestemmelseslandet og stillet sikkerhed for punktafgiften.
Hvis vareafsenderen skal bruge en kvittering til at få afgiftsgodtgørelse hos egne myndigheder, skal varemodtageren sende eksemplar 3 af ledsagedokumentet med kvittering for varens modtagelse tilbage til vareafsenderen. Der skal samtidig foreligge en påtegning eller attestation fra afgiftsmyndigheden i modtagerlandet på ledsagedokumentet eventuelt i et særskilt dokument, at afgiften i modtagerlandet er eller vil blive betalt.
Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre
Skemaet viser relevante afgørelser på området:
Afgørelse
samt evt. tilhørende SKAT-meddelelse |
Afgørelsen i stikord |
Yderligere kommentarer |
Landsretskendelser |
SKM2010.304.ØLR |
Landsretten fandt i lyset af en "cash and carry"-virksomheds handelsbetingelser og markedsføringsmateriale, at der bestod en formodning for, at virksomhedens svenske momsregistrerede kunder indkøber spiritusvarer med henblik på videresalg i Sverige. Landsretten fastslog desuden, at der er fornøden hjemmel i cirkulationsdirektivets artikel 7, stk. 3-5, som implementeret i SPRITAL § 20, stk. 4 og 5, for at pålægge virksomheden at drage omsorg for, at eksemplar 1 af det forenklede ledsagedokument udleveres til virksomheden. Landsretten afviste, at overholdelsen af reglerne i cirkulationsdirektivet afskar virksomheden fra at handle med svenske kunder, men kun indebærer, at virksomheden pålægges visse administrative forpligtelser i denne forbindelse, hvilket var en følge af virksomhedens eget forretningskoncept og derfor ikke udtryk for en usaglig forskelsbehandling af virksomheden i forhold til andre detailhandlere, der sælger spiritus til almindelige forbrugere. |
Sagen er anket til Højesteret |