Indhold

Afsnittet beskriver reglerne for beskatning af pension fra FN’s pensionsfond - United Nations Joint Staff Pension Fund (UNJSPF).

Afsnittet indeholder:

  • Beskatning af FN-pensioner
  • Beskatning af værditilvæksten af FN-pensioner
  • Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre.

Bemærk

Pensionsbidrag til FN’s pensionsordning (UNJSPF) er ikke fradragsberettiget ved indkomstopgørelsen. Se skd. 31.12.

Beskatning af FN-pensioner

Pensioner udbetalt af FN’s pensionsfond er skattepligtig indkomst, når de udbetales som led i et tidligere ansættelsesforhold.

Personer, der har en ordning oprettet eller erhvervet før den 18. februar 1992, kan vælge, at beskatningen af pensionsordningen skal ske efter PBL § 53A eller 53B. Se lov nr. 1338 af 20. december 2004 § 5, nr. 2.

Told- og Skattestyrelsen er blevet bedt om at tage stilling til, hvordan medarbejderne i WHO i Danmark vil blive beskattet, hvis de vælger, at deres FN-pensionsordning (UNJSPF) skal være omfattet af PBL § 53A og 53B. Told- og Skattestyrelsen svarede, at den årligt tilskrevne rente på pensionsordningen skal medregnes i den skattepligtige indkomst. Se SKM2005.51.TSS.

Eksempel: Pensionsudbetalinger fra FN’s pensionsordning var skattepligtige i Danmark

Højesteret har stadfæstet en Østre Landsretsdom om beskatning af pensionsudbetalinger fra FN’s pensionsordning (UNJSPF).

Skattefritagelsesbestemmelsen i værtsoverenskomsten med WHO, som er identisk med FN-konventionens (WHO er en organisation under FN), omfatter kun personer, der aktuelt er ansat i en FN-organisation. Skattefriheden gælder derfor kun for gager og ydelser, men ikke for pensioner.

Landsretten fandt ikke grundlag for at betragte sagsøgerens pension som en udskudt lønudbetaling.

Det var uden betydning, at sagsøgeren under sin ansættelse havde betalt skat til FN af den del af hendes løn, som udgjorde hendes egenbetaling til pensionen. Det var også uden betydning for kvalifikationen af udbetalingerne, om FN's pensionsfond ville kunne drive pensionskassevirksomhed i Danmark. Se SKM2006.486.HR.

Beskatning af værditilvæksten af FN-pensioner

Værditilvæksten af FN-pensioner skal beskattes, medmindre personen stadig er i aktiv tjeneste.

Skemaet viser, hvordan værditilvæksten skal beskattes:

Dato for medlemmets indtræden i pensionsordningen

Sådan skal værditilvæksten beskattes

Den 18. februar 1992 eller senere

Værditilvæksten skal beskattes efter PBL § 53A, stk. 3.

Før den 18. februar 1992

Medlemmet kan vælge at blive beskattet efter PBL § 53A, stk. 3. Se lov nr. 1388 af 20. december 2004 § 5, nr. 2. Hvis medlemmet ikke vælger at blive beskattet efter PBL § 53 A, stk. 3 skal de løbende livsbetingede ydelser indkomstbeskattes ved udbetalingerne.

Ændring af værtskabsaftaler: Værditilvækst må ikke længere beskattes, hvis medlemmet er i aktiv tjeneste

Tidligere er værditilvæksten blevet beskattet uanset om medlemmet var i aktiv tjeneste eller var fratrådt med eller uden pension fra pensionsfonden.

Værtskabsaftalerne mellem den danske regering og FN-kontorerne i København er ændret vedrørende beskatning af værditilvæksten på FN-pensionsordningen.

Det betyder, at Danmark ikke længere må beskatte værditilvæksten hos personer, der er i aktiv tjeneste. Ændringen berører ikke tidligere ansatte på et FN-kontor, der er fratrådt med eller uden pension.

Ændringen har virkning fra nedenstående tidspunkter, afhængigt af hvilken værtskabsaftale der bliver anvendt for det FN-kontor, som medlemmet af FN-pensionsordningen er ansat på.

Er FN-kontoret omfattet af værtskabsaftalen med:

  • WFP (World Food Programme), gælder ændringen fra den 20. oktober 2006
  • WHO (World Health Organization), gælder ændringen fra den 25. september 2006
  • UNFPA (United Nations Population Fund), gælder ændringen fra den 23. oktober 2006.

Se SKM2006.743.SKAT.

Udenrigsministeriet har over for SKAT bekræftet, at ansatte hos UNICEF er omfattet af fritagelsen for beskatning af værditilvæksten på FN-pensionsordningen fra 29. december 2006, hvis medlemmet er i aktiv tjeneste. Se SKM2007.158.SKAT.

Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse

samt evt. tilhørende SKAT-meddelelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Højesteretsdomme

SKM2006.486

Højesteret har stadfæstet en Østre Landsretsdom om beskatning af pensionsudbetalinger fra FN’s pensionsordning (UNJSPF).

Skattefritagelsesbestemmelsen i værtsoverenskomsten med WHO, som er identisk med FN-konventionens (WHO er en organisation under FN), omfatter kun personer, der aktuelt er ansat i en FN-organisation. Skattefriheden gælder kun for gager og ydelser, men ikke for pensioner.

SKAT

SKM2006.743.SKAT

Danmark må fra anførte datoer ikke længere beskatte værditilvæksten på FN’s pensionsordning, hvis personen stadig er i aktiv tjeneste.

SKM2005.51.TSS

Told- og Skattestyrelsen redegør for de skattemæssige konsekvenser, hvis et medlem af FN’s pensionsordning vælger beskatning efter reglerne i PBL §53 A.