Indhold

Afsnittet handler om momsfritagelsen i forbindelse med luftfartøjer, som anvendes af statsinstitutioner. Se ML § 34, stk. 1, nr. 13.

Afsnittet indeholder:

  • Lovgrundlag
  • Formål
  • Regel.

Lovgrundlag

ML § 34, stk. 1, nr. 13 har følgende ordlyd:

”§ 34. Følgende leverancer af varer og ydelser er fritaget for afgift:

13) Salg, ombygning, reparation, vedligeholdelse, befragtning og udlejning af luftfartøjer, som benyttes af statsinstitutioner, og af genstande, der er indbygget i eller anvendes ved udnyttelse af disse luftfartøjer.”

Bestemmelsen har hjemmel i Direktiv 2006/112/EF (Momssystemdirektivet), artikel 371, og bilag X, del B, nr. 11, som har følgende ordlyd:

”DEL B. Transaktioner, som medlemsstaterne kan fortsætte med at fritage for afgift

11) Levering, ombygning, reparation, vedligeholdelse, befragtning og udlejning af luftfartøjer, som benyttes af statsinstitutioner, samt af genstande, der er indbygget i eller anvendes ved udnyttelse af disse luftfartøjer”.

Formål

Forsvaret er en statslig institution og har dermed ikke fradragsret for købsmoms. For ikke at stille forsvaret dårligere kan leveringer af og til fly, der bruges af statsinstitutioner, ske momsfrit. Se ML § 34, stk. 1, nr. 13.

Regel

Leverancer I forbindelse med:

  • salg
  • ombygning
  • reparation
  • vedligeholdelse
  • befragtning
  • udlejning

af luftfartøjer, som benyttes af statsinstitutioner, er fritaget for moms. Se ML § 34, stk. 1, nr. 13.

Momsfritagelsen omfatter også levering af genstande, der er indbygget i eller anvendes ved udnyttelsen af disse luftfartøjer.