Dato for udgivelse
22 Dec 2011 10:58
Til
Virksomheder, der sælger sukkerholdige varer, vin, øl og tobak
Sagsnummer
1.0
Ved spørgsmål, kontakt
72 22 18 18
Resumé
1. januar 2012 stiger afgiftssatserne på en række usunde fødevarer, øl og vin. Afgiftssatserne på cigaretter og røgtobak stiger 1. april 2012. Se satserne i dette nyhedsbrev.

1. januar 2012 stiger afgiftssatserne på en række usunde fødevarer, øl og vin. Afgiftssatserne på cigaretter og røgtobak stiger 1. april 2012.

Stigningen er en del af finansieringen af finanslovens for 2012 og skal bidrage til en bedre folkesundhed (L33).

Nedenfor kan du se alle nye afgiftssatser, der gælder fra hhv. 1. januar 2012 og 1. april 2012.

1. januar 2012 forhøjes følgende afgiftssatser

Chokolade- og sukkervarer
Afgiftssatsen på sukkerholdige varer forhøjes fra 17,75 kr. pr. kilo til 23,75 kr. pr. kilo.

Afgiftssatsen på sukkerfrie varer forhøjes fra 14,20 kr. pr. kilo til 20,20 kr. pr. kilo(Chokoladeafgiftslovens § 2).

Konsum-is
Afgiftssatsen på sukkerholdige varer forhøjes fra 4,25 kr. pr. liter til 6,38 kr. pr. liter.

Afgiftssatsen på sukkerfrie varer forhøjes fra 3,40 kr. pr. liter til 5,10 kr. pr. liter(Lov om afgift af konsum-is § 1).

Mineralvand, herunder sodavand, læskedrikkoncentrater mv.
Afgiftssatsen på sukkerholdige varer forhøjes fra 108 øre pr. liter til 158 øre pr. liter.

Afgiftssatsen på sukkerfrie varer forhøjes ikke og er uændret 57 øre pr. liter (Lov om afgift af mineralvand mv. § 2).

Øl
Afgiftssatsen på øl forhøjes fra 50,90 kr. pr. ren liter alkohol til 63,60 kr. pr. ren liter alkohol (øl- og vinafgiftslovens § 1).

Som følge af forhøjelsen af ølafgiften nedsættes tillægsafgiften på ølbaserede alkoholsodavand, således at afgiften på en alkoholsodavand forbliver den samme, hvad enten den er øl-, vin- eller spiritusbaseret.

Afgiften nedsættes således (øl- og vinafgiftslovens § 3 B):

  1. Blandinger med et alkoholindholdpå 10 pct. vol. eller derunder nedsættes fra 8,60 kr. pr. liter til 7,90 kr. pr. liter     
  2. Blandinger med et alkoholindhold, som overstiger 10 pct. vol. nedsættes fra 15,05 kr. pr. liter til 13,52 kr. pr. liter.            

Som følge af forhøjelserne af ølafgiften stiger satserne i ølmoderationsordningen ligeledes 25 pct. (øl- og vinafgiftslovens § 2).

Vin
Afgiftssatserne for vin, frugtvin mv. og mousserende vin, forhøjes som følger (øl- og vinafgiftslovens § 3):

  1. Vin med et alkoholindhold over 1,2 pct. vol., men ikke over 6 pct. vol. stiger fra 3,90 kr. pr. liter til 4,88 kr. pr. liter
  2. Vin med et alkoholindhold over 6 pct. vol., men ikke over 15 pct. vol. stiger fra 6,87 kr. pr. liter til 10,62 kr. pr. liter
  3. Vin med et alkoholindhold over 15 pct. vol., men ikke over 22 pct. vol. stiger fra 9,20 kr. pr. liter til 14,22 kr. pr. liter

Som følge af forhøjelsen af vinafgiften nedsættes tillægsafgiften på vinbaserede alkoholsodavand, således at afgiften på en alkoholsodavand forbliver den samme, hvad enten den er øl-, vin- eller spiritusbaseret.

Afgiften nedsættes således (se øl- og vinafgiftslovens § 3 C):

  1. Blandinger med et alkoholindhold på 10 pct. vol. eller derunder nedsættes fra 7,50 kr. pr. liter til 6,52 kr. pr. liter. 
  2. Blandinger med et alkoholindhold, som overstiger 10 pct. vol. nedsættes fra 14,27 kr. pr. liter til 10,52 kr. pr. liter.

Tillægsafgiften for mousserende vin, jf. øl- og vinafgiftslovens § 3 A, forbliver uændret.

1. april 2012 forhøjes følgende afgiftssatser (og gælder til 31. december 2012) 

Cigaretter
Værdiafgiften nedsættes fra 21,65 pct. af detailprisen til 1 pct. af detailprisen.

Stykafgiften forhøjes fra 67,50 øre pr. styk til 116,65 øre pr. styk. Minimumsafgiften på 103,65 øre pr styk ophæves som følge af forhøjelsen af stykafgiften.

Afgiftsforhøjelserne svarer til, at en pakke cigaretter med 20 styk stiger gennemsnitligt med 3 kr.(Lovforslagets (L33) § 7, stk. 4).

Røgtobak
Afgiftssatsen for groftskåret røgtobak forhøjes fra 602,50 kr. pr. kilogram til 722,50 kr. pr. kilogram.

Afgiftssatsen for finskåret røgtobak forhøjes fra 652,50 kr. pr. kilogram til 772,50 kr. pr. kilogram.

(Lovforslagets (L33) § 7, stk. 4).

Mere information
Hvis du har spørgsmål om stigningen i punktafgifterne, kan du i hverdagene mellem jul og nytår kontakte SKAT på telefon 72 22 12 43 mellem kl. 10.00 og 13.00. Efter nytår er du velkommen til at kontakte SKAT på telefon 72 22 18 18.