Indhold

Ud over et fastsat rådighedsbeløb skal RIM i en betalingsevnevurdering fratrække skyldners konkrete relevante udgifter. Dette afsnit beskriver nærmere hvilke, og hvornår de enkelte udgifter skal fradrages.

Afsnittet indeholder:

  • Boligudgifter
  • Udgifter til mindreårige hjemmeboende børn
  • Udgifter til samvær med mindreårige børn
  • Bidragsforpligtelser
  • Udgifter til særlige behov
  • Udgifter til ganske særlige behov
  • Ydelser på ægtefællens gæld
  • Ydelser på anden gæld
  • Oversigt over afgørelser, domme, kendelse, SKAT-meddelelser med videre

Bemærk

►Reglerne i kapitel 6 finder kun anvendelse, når ægtefællerne har samme folkeregisteradresse og dermed kan anses for samlevende ved betalingsevnevurderingen. Er ægtefællerne ikke samlevende, opgøres nettoindkomsten separat for skyldner med fradrag af de omkostninger, jf. § 13, stk. 2, der kan henføres til skyldners folkeregisteradresse. Se inddrivelsesbekendtgørelsens § 24, stk. 2.◄

Den budgetbetragtning, der kommer til udtryk i SKM2006.558.LSR, finder også anvendelse på de øvrige udgifter i inddrivelsesbekendtgørelsens kapitel 6. Har skyldner en forpligtelse til at betale en udgift, som nævnt i inddrivelsesbekendtgørelsens kapitel 6, kan denne fradrages i nettoindkomsten, således at skyldners betalingsevne reduceres med udgiften. Dette gælder uanset om der rent faktisk sker betaling af forpligtelsen. Se SKM2007.647.SKAT.

Boligudgifter

Nettoboligudgiften udgør følgende udgifter:

  • udgifter til lejebetaling
  • ydelser på prioritetsgæld
  • fællesudgifter vedrørende ejendommen
  • ejendomsskat
  • ejendomsværdiskat
  • el, gas, vand og varme
  • renovation og lignende
  • bygnings- og brandforsikring for skyldneren, dennes ægtefælle og husstandens hjemmeboende mindreårige børn.

Se inddrivelsesbekendtgørelsens § 15.

Boligstøtte og andre boligydelser skal fratrækkes

De ovenstående udgifter skal dog fratrækkes boligstøtte og andre ydelser, der tilfalder husstanden i kraft af boligen. Boligstøtte og andre boligydelser medregnes nemlig ikke i indtægterne. Jf inddrivelsesbekendtgørelsens § 14, stk. 2, nr. 3

Alene rimelige boligudgifter

Der kan alene fradrages en rimelig nettoboligudgift. Dette indebærer, at RIM efter et konkret skøn kan lade boligudgifterne indgå med et mindre beløb end det, som en anvendelse af § 14, 1. pkt., fører til. Se inddrivelsesbekendtgørelsens § 13, stk. 2.

Byretten har i en sag tiltrådt den af Landsskatteretten fastsatte skønnede, rimelige boligudgift, på kr. 6.400 selv om det skønnede beløb var væsentligt lavere end de konkret opgjorte udgifter til bolig. Se SKM2011.35.BR. ►Byrettens dom er efterfølgende stadfæstet af Østre Landsret. Se SKM2011.592.ØLR

Landsskatteretten har fastslået, at der ved beregning af skyldners betalingsevne skulle fradrages skyldners fulde huslejeudgift, således at det månedlige afdrag blev væsentligt nedsat, selv om husstanden omfattede voksne børn. I den pågældende sag havde skattecentret fratrukket 50 % af boligudgiften i nettoindkomsten, da man var af den opfattelse, at alle voksne medlemmer af husstanden skulle bidrage til huslejeudgiften. Se SKM2006.681.LSR.

Udgifter til mindreårige hjemmeboende børn

Det er kun nettoudgiften der kan fradrages

Det er alene nettoudgiften til husstandens mindreårige hjemmeboende børn, der kan fradrages. Jf. inddrivelsesbekendtgørelsens § 13, stk. 2.

Udgifter til husstandens mindreårige hjemmeboende børn kan derfor kun fradrages, hvis udgifterne overstiger indtægterne.

Oversigt over, hvordan nettoudgiften beregnes:

 

Som indtægter medregnes

  • børne- og ungeydelse
  • børnetilskud
  • børnebidrag
  • børnepension
  • andre indtægter, der vedrører barnet og ikke hidrører fra barnets personlige formue eller selvstændige indsats

Som udgifter regnes

 

  • udgifter vedrørende pasning af barnet
  • udgifter til barnets særlige behov. Jf. inddrivelsesbekendtgørelsen § 19
  • udgifter til barnets ganske særlige behov. Jf. inddrivelsesbekendtgørelsen § 20
  • et rådighedsbeløb, der afhænger af barnets alder.

Se inddrivelsesbekendtgørelsens § 16.

Nettoudgiften opgøres separat for hvert barn. Jf. inddrivelsesbekendtgørelsens § 16, stk. 4.

Rimelige udgifter, som en skyldner eller dennes ægtefælle har i forbindelse med et mindreårigt barns samvær med den anden forælder, hvor barnet ikke har folkeregisteradresse, kan dog altid fradrages. Se inddrivelsesbekendtgørelsens § 16, stk. 1.

Rådighedsbeløbene fremgår af inddrivelsesbekendtgørelsens § 16, stk. 3, nr. 3, og reguleres hvert år pr. 1. januar. jf. inddrivelsesbekendtgørelsens § 42. Rådighedsbeløbene er for år 2011 reguleret i SKM.2010.724.SKAT

Særligt hvis børne- og ungeydelsen fratages

Ved lov nr. 289 af 7. april 2006 om ændring af lov om social service og lov om en børnefamilieydelse (nu børne- og ungeydelse), er der i henhold til ændringslovens §§ 1 - 3 i de respektive love indsat bestemmelser om, at kommunalbestyrelsen kan træffe afgørelse om forældrepålæg med den konsekvens, at manglende overholdelse medfører, at retten til at modtage børne- og ungeydelse fratages for en periode.

Dette kan have betydning for en eventuel gennemført betalingsevneberegning foretaget efter inddrivelsesbekendtgørelsens kapitel 6, idet det alene er nettoudgiften på det enkelte barn, der skal fradrages. Fratagelse af børne- og ungeydelsen kan i så fald medføre, at der for en periode skal tages hensyn til udgiften for et barn, der ikke tidligere er indgået i betalingsevneberegningen.

Ligeledes vil fratagelse af børne- og ungeydelsen medføre periodevist bortfald af eventuel modregningsadgang.

Udgifter til samvær med mindreårige børn

Som udgifter til samvær med børn medregnes rimelige udgifter, som en skyldner eller dennes ægtefælle har til samvær med et mindreårigt barn, som ikke har samme folkeregisteradresse som skyldneren. Se inddrivelsesbekendtgørelsens § 17, stk. 1.

Landsskatteretten har udtalt, at rimelige udgifter til samvær blandt andet må antages at omfatte transportudgifter og udgifter til mad mv. Udgifter til forlystelser mv. må derimod antages at skulle afholdes af det rådighedsbeløb, der er afsat til skyldner. Jf. inddrivelsesbekendtgørelsens § 21. Se SKM2007.617.LSR.

I de tilfælde, hvor der er fælles forældremyndighed over et barn, der opholder sig lige meget hos begge forældre, kan der, hos den af forældrene, hvor barnet ikke er tilmeldt folkeregisteret, i stedet for udgifter til samvær efter inddrivelsesbekendtgørelsen § 13, stk. 2, fradrages et beløb, der efter en konkret vurdering udgør halvdelen eller mere af rådighedsbeløbet efter inddrivelsesbekendtgørelsen § 16, stk. 3, nr. 4. Se inddrivelsesbekendtgørelsens § 17, stk. 2.

Bidragsforpligtelser

Som bidragsforpligtelser medregnes skyldnerens og dennes ægtefælles pligt til at betale børnebidrag og underholdsbidrag. Se inddrivelsesbekendtgørelsens § 18, stk. 1

Den del af børnebidraget, der kan fradrages efter inddrivelsesbekendtgørelsen § 13, stk. 2, kan ikke overstige størrelsen af det bidrag, der kan fastsættes i medfør af kapitel 2 i lov om børns forsørgelse ("børneforsørgelsesloven"). Se inddrivelsesbekendtgørelsens § 18, stk. 2.

En skyldners pligt til at betale løbende børnebidrag og underholdsbidrag fradrages som en udgift, uanset om der rent faktisk sker betaling af de løbende bidrag. Dette er en konsekvens af Landsskatterettens afgørelse i SKM2006.558.LSR

Se afsnittet Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre, hvor der er gengivet flere afgørelser, der er relevante i forbindelse med bidragsforpligtelser.

Udgifter til særlige behov

Nødvendige udgifter til medicin, behandlinger, transport mv., der afholdes på grund af en kronisk sygdom eller handicap hos skyldneren eller dennes ægtefælle kan fradrages. Se inddrivelsesbekendtgørelsens § 19, 1. pkt.

Det beløb, der kan fradrages efter inddrivelsesbekendtgørelsens § 13, stk. 2, udgør

  • den afholdte udgift

fratrukket

  • ydelser
  • erstatninger
  • tilskud mv.

der er ydet direkte til dækning af udgiften

  • ydelser
  • godtgørelser mv.

der er af personlig karakter og må antages, at skulle kompensere for en ikke-økonomisk skade, hvis der åbenbart er årsagssammenhæng mellem det forhold, der har udløst ydelsen, godtgørelsen mv. og udgiften til medicin mv.

Se inddrivelsesbekendtgørelsens § 19, 2. pkt.

Nedsat syn, der alene medfører behov for anvendelse af briller og/eller kontaktlinser, kan ikke anses som et handicap omfattet af inddrivelsesbekendtgørelsens § 19. Se SKM2010.835.LSR

Se også

SKM2011.35.BR, hvor byretten fandt at skyldners udgift til tandlæge og fodterapeut ikke fandtes at være en udgift afholdt på grund af kronisk sygdom. ►Byrettens dom er efterfølgende stadfæstet af Østre Landsret. Se SKM2011.592.ØLR

Rimelige udgifter til ganske særlige behov for skyldneren eller dennes husstand kan undtagelsesvist fradrages efter inddrivelsesbekendtgørelsens § 13, stk. 2. Jf. dog § 16, stk. 1. Afgørelsen træffes ud fra et konkret skøn. Se inddrivelsesbekendtgørelsens § 20.

Ydelser på ægtefællens gæld

Ydelser på gæld, som ægtefællen hæfter for, kan fradrages efter inddrivelsesbekendtgørelsen § 13, stk. 2, i det omfang, afdragenes størrelse ikke overstiger ægtefællens nettoindkomst. Jf. inddrivelsesbekendtgørelsen § 14, med fradrag af halvdelen af udgifterne efter inddrivelsesbekendtgørelsen § 13, stk. 2, nr. 1-7. Se inddrivelsesbekendtgørelsens § 22.

►Gæld, der vedrører ægtefællens nuværende bolig og transportmiddel, kan ikke fradrages efter inddrivelsesbekendtgørelsens § 22, hvis ydelsen er godkendt◄

  • ►ved opgørelse af udgifter til rimelig bolig, jf. § 13, stk. 2, nr. 1, eller◄
  • ►Vedrørende transportmidler er fradraget i opgørelse af nettoindkomsten, jf. § 14, stk. 4, nr. 3.◄

►Med ægtefælle sidestilles samlevende. Jf. inddrivelsesbekendtgørelsens § 24.◄

►Ydelser på anden gæld◄

►Inddrivelsesbekendtgørelsens § 23 fastslår, at◄

  • ►ydelser på studiegæld◄
  • ►tilbagebetalingspligtige sociale ydelser◄
  • ►ydelser, der betales på afdragsordninger omfattet af INDOG § 2, stk. 3◄
  • ►ydelser, der betales på afdragsordninger omfattet af inddrivelsesbekendtgørelsens § 5◄
  • ►ydelser, som inddrives ved lønindeholdelse◄

►kan fradrages efter inddrivelsesbekendtgørelsens § 13, stk. 2.◄

►Trangsbeneficiet◄

►Ydelser på privat gæld, der vedrører erhvervelser omfattet af trangsbeneficiet i RPL § 509, kan endvidere fradrages efter inddrivelsesbekendtgørelsen § 13, stk. 2.◄

►Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre◄

►Nedenfor angives relevante afgørelser fra Landsskatteretten, der forholder sig til hvilke bidragsforpligtelser, der skal fradrages i en betalingsevnevurdering.◄

►Skemaet viser relevante afgørelser på området:◄

Afgørelse
samt evt. tilhørende SKAT-meddelelse
Afgørelsen i stikord Yderligere kommentarer
Byretten

SKM2011.35.BR

Retten fandt ikke, at en opgørelse efter betalingsevnevurderingen kunne føre til en tilsidesættelse af det fastsatte månedlige afdragsbeløb eller den opgjorte lønindeholdelsesprocent. Retten lagde den af SKAT opgjort nettoindkomst til grund ved opgørelsen.

Vedrørende udgifter tiltrådte retten, at der ikke - bortset fra et mindre beløb til medicin - kunne fratrækkes yderligere udgifter end de af Landsskatteretten anerkendte. Retten tiltrådte det af Landsskatterettens skønsmæssigt fastsatte rådighedsbeløb på kr. 5.000,- og den af Landsskatteretten skønnede, rimelige boligudgift, som var væsentligt lavere end de af sagsøgeren konkret opgjorte udgifter til bolig.

►Byrettens dom er stadfæstet af Østre Landsret. Se SKM2011.592.ØLR

Landsskatteretskendelser
SKM2006.558.LSR Landsskatteretten har udtalt, at bidragsforpligtelser skal fradrages i den månedlige nettoindkomst. Jf. inddrivelsesbekendtgørelsens § 13, stk. 1, 4. pkt., jf. § 18 (§ 12, stk. 1, 4. pkt., jf. § 17) Efter inddrivelsesbekendtgørelsens § 18, stk. 1, (§ 17, stk. 1) medregnes som bidragsforpligtelse skyldners og dennes ægtefælles pligt til at betale børnebidrag og underholdsbidrag. Det er ikke efter § 18, (§ 17) en betingelse, at der rent faktisk sker betaling af de løbende bidrag. Formuleringen af inddrivelsesbekendtgørelsen § 13, stk. 2, (§ 12, stk. 2), hvorefter afdraget fastsættes bl.a. under hensyn til klagerens udgifter, giver heller ikke i sig selv tilstrækkelig belæg for at antage, at der ved beregning af betalingsevne kun skal foretages fradrag for bidrag, der løbende betales. Skyldners løbende bidragsforpligtelse skal derfor fradrages nettoindkomsten, således at skyldners betalingsevne reduceres med dette beløb og således, at afdraget på gælden fastsættes under hensyn til denne betalingsevne.  Landsskatterettens afgørelse er ikke indbragt for domstolene og er derfor endelig.

SKM2009.613.LSR

Landsskatteretten udtalte, at:

"Den del af underholdsbidraget, der kan fradrages efter inddrivelsesbekendtgørelsen § 13, stk. 2, kan ikke overstige størrelsen af det bidrag, der kan fastsættes i medfør af kapitel 5 i lov om ægteskabs indgåelse og opløsning."

I forbindelse med separation eller skilsmisse træffes der bestemmelse om, hvorvidt der skal påhvile en ægtefælle pligt til at yde bidrag til den andens underhold. Se § 49 i lov om ægteskabs indgåelse og opløsning.

Hvis ægtefællerne ikke selv indgår aftale herom, afgør retten spørgsmålet om bidragspligt, herunder spørgsmålet om pligtens varighed, mens Statsforvaltningen fastsætter bidragets størrelse. Jf. § 50, stk. 1 i lov om ægteskabs indgåelse og opløsning. Af samme lov § 50, stk. 2, fremgår det, hvilket hensyn der indgår ved afgørelser efter stk. 1. Justitsministeriet har endvidere ved vejledning nr. 9857 af 11. december 2008 fastsat retningslinjer for fastsættelse af ægtefællebidrag i 2009.

Der er indgået en bindende aftale om bidragspligt mellem klageren og hans fraseparerede ægtefælle, som er optaget som vilkår for separationen.

Aftalen om, at klageren skal betale ægtefællebidrag, er indgået på et tidspunkt, hvor klageren havde betydelige restancer til det offentlige. Under disse omstændigheder må det påhvile klageren at godtgøre, både at han ville være pålagt bidragspligt efter lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, og at et eventuelt bidrag ville være blevet fastsat til de nu aftalte 5.000 kr. pr. måned.

Det har klageren ikke godtgjort.

Ved opgørelsen af klagerens betalingsevne skal der derfor ikke foretages fradrag for det aftalte ægtefællebidrag."

 

 SKM2010.239.LSR

Ved opgørelse af en skyldners betalingsevne i forbindelse med en lønindeholdelse kunne der ikke fradrages et aftalt ægtefællebidrag, selvom bidraget var fastsat af statsforvaltningen, idet skyldner ikke havde godtgjort, at han ville være pålagt bidragspligt efter lov om ægteskabs indgåelse og opløsning. 

 
SKAT

SKM2007.265.SKAT

Som følge af Landsskatterettens afgørelse i SKM2006.558.LSR skal en skyldners pligt til at betale løbende børnebidrag og underholdsbidrag fradrages som en udgift i henhold til inddrivelsesbekendtgørelsens § 13, stk. 2 (§ 12, stk. 2) . Det er ikke en betingelse for fradrag, at der rent faktisk sker betaling af de løbende bidrag. I forbindelse med beregning af en skyldners betalingsevne i henhold til inddrivelsesbekendtgørelsens kapitel 6, skal en skyldners pligt til at betale løbende børnebidrag og underholdbidrag således fratrækkes uanset, at der ikke sker betaling af de løbende bidrag. Jf. inddrivelsesbekendtgørelsens § 13, stk. 2 (§ 12, stk. 2)

Indeholder nærmere retningslinjer for genoptagelse af beregningen af skyldners betalingsevne som følge af afgørelsen i SKM2006.558.LSR

SKM2007.647.SKAT

SKAT, Hovedcentret, besvarer 3 spørgsmål vedrørende afdragsordninger og lønindeholdelse for personer:

  1. Hvornår foreligger der særlige forhold, der kan begrunde, at SKAT fastsætter en afdragsordning på baggrund af en konkret betalingsevnevurdering efter reglerne i inddrivelsesbekendtgørelsens kapitel 6?
  2. Kan en lønindeholdelse gennemføres på baggrund af en betalingsevnevurdering, der viser en højere lønindeholdelsesprocent end den varslede lønindeholdelsesprocent fastsat efter et tabeltræk i henhold til inddrivelsesbekendtgørelsens § 5, stk. 1?
  3. Skal andre udgifter end bidragsforpligtelsen, der kan fratrækkes i betalingsevnevurderingen efter inddrivelsesbekendtgørelsens kapitel 6, være faktisk betalt?

    og fastsætter på baggrund af svarene retningslinjer for den fremtidig fastsættelse af afdragsordninger og lønindeholdelser på de områder, der er omfattet af spørgsmålene