Indhold
Dette afsnit indeholder en beskrivelse af artikel 244 i Rådets forordning (EØF) nr. 2913/92 af 12. oktober 1992 om indførelse af en EF-toldkodeks.
Afsnittet indeholder:
- Regel
- Told- og skatteforvaltningens administration af art 244
- Sikkerhedsstillelsesformer
- Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre.
Regel
Told- og skatteforvaltningen kan efter ansøgning give henstand med betaling af den del af en skat, som en klage over opgørelsen vedrører. Det gælder dog ikke afgørelser
efter toldlovgivningen. Se artikel 244 i Rådets forordning (EØF) nr. 2913/92 af 12. oktober 1992 om indførelse af en EF-toldkodeks. Se SFL § 51, stk. 1.
Efter artikel 244 kan toldmyndighederne udsætte gennemførelsen af en påklaget afgørelse helt eller delvist, hvis de har en begrundet formodning om, at den påklagede
afgørelse ikke er i overensstemmelse med toldforskrifterne, eller hvis der må frygtes uoprettelig skade for den pågældende. Udsættelsen kan være betinget af
sikkerhedsstillelse. Krav om sikkerhedsstillelse kan dog undlades, hvis et sådant krav på grund af debitors situation vil kunne give anledning til alvorlige vanskeligheder af økonomisk
eller social karakter for debitor.
Told- og skatteforvaltningens administration af art 244
Told- og skatteforvaltningens administration af EF-toldkodeksen artikel 244 følger retningslinjerne, som er udstukket af EU-domstolen i Giloy-sagen.
Hovedreglen er, at told- og skatteforvaltningen kun undtagelsesvis afslår at imødekomme en ansøgning om henstand under en klagesag. På baggrund af en konkret vurdering i den
enkelte sag tages der stilling til spørgsmålet om sikkerhedsstillelse. Udgangspunktet er, at der altid stilles krav om sikkerhedsstillelse fra en juridisk person. Sikkerhedsstillelsen vil
dog efter omstændighederne kunne begrænses til virksomhedens egenkapital på henstandstidspunktet.
Bevillingen af henstand er betinget af, at henstandsbeløbet forrentes i henstandsperioden. Henstanden omfatter også rentebeløbet.
Henstand kan ikke gives for en periode ud over fire år ad gangen, men kan efter fornyet ansøgning forlænges. Se SFL § 51, stk. 3.
Sikkerhedsstillelsesformer
Der kan stilles sikkerhed
a) som kontant depositum
b) ved kaution.
Se forordningens artikel 193.
Den person, der skal stille sikkerheden, kan frit vælge mellem de forskellige former. Toldmyndighederne kan dog afvise den foreslåede sikkerhedsstillelse, hvis den er uforenlig med den
pågældende toldprocedures korrekte afvikling. Toldmyndighederne kan kræve, at den valgte form for sikkerhedsstillelse fastholdes i en bestemt periode. Se artikel 196.
Ad a) Kontant depositum
Det kontante depositum skal stilles i valutaen i den medlemsstat, i hvilken sikkerhedsstillelsen kræves.
Med et kontant depositum sidestilles:
- Overgivelse af en check, hvis betaling er garanteret af den institution, hvorpå checken er trukket, på en måde, der under alle omstændigheder kan anerkendes af
toldmyndighederne
- Overgivelse af ethvert andet værdipapir, der har frigørende virkning, og som anerkendes af de nævnte myndigheder.
Se forordningens artikel 194.
Det kontante depositum eller hermed sidestillede deposita skal stilles i overensstemmelse med bestemmelserne i national ret. Se forordningens artikel 194.
Som danske former for sikkerhed kan nævnes
- børsnoterede obligationer
- bankgaranti
- kontante indskud eller
- anden betryggende sikkerhed efter told- og skatteforvaltningens bestemmelser.
Se bekendtgørelse om toldbehandling § 58 og bekendtgørelse om opkrævning af skatter og afgifter mv. § 5.
Ad b) Kaution
Når det drejer sig om kaution, skal kautionisten skriftligt forpligte sig til solidarisk med debitor at betale sikkerhedsstillelsesbeløbet ved forfald. Se forordningens artikel 195. Det
er praksis, at der her er tale om en selvskyldnerkaution.
Kautionisten skal være en anden person, der er etableret i Fællesskabet og godkendt af toldmyndighederne i en medlemsstat. Toldmyndighederne kan afslå at godkende den
foreslåede kautionist, når de finder, at denne ikke fuldt ud vil kunne sikre rettidig betaling af toldskylden. Se forordningens artikel 195.
I relation til kravet ”etableret i Fællesskabet” fremgår det af toldkodeksens artikel 4, stk. 2, at en fysisk person anses som etableret i Fællesskabet, hvis
pågældende har sit sædvanlige opholdssted dér. En juridisk person anses som etableret i Fællesskabet , hvis pågældende har sit hjemsted, sit hovedsæde eller et
fast driftssted dér.
Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddeleler med videre
Skemaet viser relevante afgørelser på området:
Afgørelse samt evt. tilhørende SKAT-meddelelse
|
Afgørelsen i stikord
|
Yderligere kommentarer
|
EU-domme
|
|
|
Domstolens dom af 17. juli 1997 – Bernd Giloy mod Hauptzollamt Frankfurt am Main- Ost – Sag C-130/95.
|
Domstolen fastslog, at toldmyndighederne kan udsætte gennemførelsen af en påklaget afgørelse helt eller delvis, hvis blot én af de to betingelser i
artikel 244, stk. 2, er opfyldt. Det indebærer, at der skal bevilges udsættelse, hvis der frygtes uoprettelig skade for klageren, uden at der samtidig behøver være en
begrundet formodning for, at den påklagede toldafgørelse ikke er i overensstemmelse med toldforskrifterne.
Domstolen fastslog også, at risikoen for, at virksomheden lider uoprettelig skade ved en umiddelbar gennemførelse af afgørelsen ikke i sig selv udelukker krav om
sikkerhedsstillelse.
Krav om sikkerhedsstillelse kan dog udelades eller nedsættes til et mindre beløb, hvis debitor ikke råder over tilstrækkelige midler til
at stille sikkerhed, da et krav om sikkerhedsstillelse/fuld sikkerhedsstillelse i så fald må antages at medføre alvorlige vanskeligheder af økonomisk eller social
karakter.
Om begrebet ”uoprettelig skade” anfører domstolen i præmis 37, 38 og 39, at et økonomisk tab som hovedregel kun kan anses som
”alvorlig og uoprettelig”, hvis klageren ikke kan opnå fuld erstatning, selv om han får medhold. Opløsning af et selskab eller tvangsrealisering af privatbolig som
følge af gennemførelsen af en påklaget afgørelse skal dog også anses for et uopretteligt tab.
|
|