åben Vis afgørelser, domme, kendelser og meddelelser mv. til "D.A.3.1.4.3 Forberedende handlinger og afvikling af virksomhed" udsendt efter offentliggørelsen af denne version af vejledningen.

Indhold

Dette afsnit omhandler det forhold, at en person ved forberedelse/opstart eller afviklingen af virksomheden også kan anses for at udøve økonomisk virksomhed og være en afgiftspligtig person.

Afsnittet indeholder:

  • Retningslinjer
  • Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre.

Se også

Se følgende afsnit for mere information om afgiftspligtige personer og økonomisk virksomhed:

  • afsnit D.A.3.1.2.2 om hvilke personer, der kan være momspligtige
  • afsnit D.A.3.1.3 om selvstændig virksomhed
  • afsnit D.A.3.1.4.2 om indtægter af en vis varig karakter.

Se følgende afsnit for mere information om udøvelse af fradragsretten for moms:

  • Momsvejledningens afsnit J.1 om fuld fradragsret ML § 37
  • Momsvejledningens afsnit J.2.1.1 om blandet anvendelse ML § 38, stk. 1
  • Momsvejledningens afsnit M.6 om afmeldelse og tilbagebetaling af udbetalt negativ moms.

Retningslinjer

Økonomisk virksomhed kan bestå i flere på hinanden følgende handlinger. Forberedende handlinger, såsom erhvervelse af driftsmidler og erhvervelse af fast ejendom, er også omfattet af begrebet økonomisk virksomhed. Det følger heraf, at de første investeringsomkostninger, der afholdes til brug for en virksomhed, også anses for økonomisk virksomhed, og at SKAT i denne forbindelse skal tage virksomhedens erklærede hensigter i betragtning. Se EF-domstolens dom i sagen C-268/83, Rompelman.

Det påhviler den virksomhed, der anmoder om momsfradrag, at godtgøre, at betingelserne herfor er opfyldt. SKAT kan kræve den erklærede hensigt om at påbegynde økonomisk virksomhed forbundet med momspligtige transaktioner bestyrket af objektive momenter. Se EF-domstolens dom i sagen C-268/83, Rompelman.

En person, hvis hensigt - der bestyrkes af objektive forhold - er at påbegynde en selvstændig økonomisk virksomhed, og som afholder de første investeringsomkostninger i dette øjemed, skal betragtes som afgiftspligtig person. Se dommen i sag C-400/98 Birgitte Breitsohl.  

Det er ikke en forudsætning for fradragsretten for den moms, som er betalt for de første investeringsomkostninger, at afgiftsmyndighederne formelt har anerkendt den pågældende som afgiftspligtig. Denne anerkendelse medfører udelukkende, at egenskaben, når den én gang er tildelt, ikke kan tilbagekaldes med tilbagevirkende gyldighed, bortset fra tilfælde af svig eller misbrug. Se dommen i sag C-400/98, Birgitte Breitsohl.

En person kan kun anses for momspligtig, såfremt den pågældende i god tro har erklæret at have til hensigt at påbegynde en bestemt økonomisk virksomhed. I tilfælde af svig eller misbrug, kan afgiftsmyndighederne med tilbagevirkende gyldighed kræve de fratrukne beløb godtgjort. Se dommen i sag C-400/98, Birgitte Breitsohl. 

Gennemførelsen af en undersøgelse af de tekniske og økonomiske aspekter ved den påtænkte virksomhed anses for en økonomisk virksomhed, selv om undersøgelsen har til formål at klarlægge, i hvilket omfang den påtænkte virksomhed er rentabel. Se EF-domstolens dom i sag C-110/94, INZO.

Retten til fradrag for købsmoms vedrørende en sådan rentabilitetsundersøgelse bevares altså, selv om det senere, som følge af rentabilitetsundersøgelsens resultater, besluttes ikke at gå videre til den operationelle fase og at lade selskabet træde i likvidation, således at den påtænkte virksomhed ikke var forbundet med leverancer. Se EF-domstolens dom i sag C-110/94, INZO.

Hvis en lejekontrakt indeholder en uopsigelighedsklausul, og lejer derfor fortsat betaler leje og omkostninger vedrørende lokalet efter ophør af sin hidtidige forretningsmæssige virksomhed, anses lejer fortsat for en momspligtig person. Lejer kan fortsat fradrage moms vedrørende de betalte beløb. Det er en betingelse, at der er en direkte og umiddelbar forbindelse mellem betalingerne og den ophørte virksomhed. Det er yderligere en betingelse, at lejer godtgør, at der ikke foreligger hensigt til svig eller misbrug. Se sag C-32/03, I/S Fini H.

Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse

samt evt. tilhørende SKAT-meddelelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

EU-domme

C-32/03, I/S Fini H

Interessentskabet blev dannet med det formål at drive restaurationsvirksomhed. Med henblik på udøvelsen af denne virksomhed indgik selskabet en lejekontrakt for lokaler. Lejekontrakten, der var indgået for ti år, var uopsigelig. Restaurationsvirksomheden ophørte midt i lejeperioden, og lokalerne stod herefter ubrugte hen. Selskabet forsøgte at opsige lejekontrakten, hvilket udlejer modsatte sig under henvisning til, at der ikke i kontrakten fandtes en bestemmelse om opsigelse før tid. Selskabet fandt desuden ikke en ny lejer, der kunne overtage kontrakten. Fradragsret i virksomhedens afviklingsperiode.

Domstolen har ved sin stillingtagen til spørgsmålet om fradragsret forudsætningsvis fundet, at der var tale om økonomisk virksomhed. Om dommen se også SKM2005.341.HR og Momsvejledningens afsnit J.1.1.7.1.

C-137/02, Faxworld GbR

Virksomhedsoverdragelse. Ingen udgående transaktioner før virksomhedsoverdragelsen.

Et personselskab, der kun er oprettet med henblik på at stifte et kapitalselskab, har fradragsret for købsmoms ved levering af tjenesteydelser og goder, når selskabets eneste transaktion i senere led i overensstemmelse med dets selskabsformål har været ved en retshandel at overdrage de leverede ydelser til det senere stiftede kapitalselskab mod vederlag, og når det pågældende EU-land anvender reglerne om momsfri virksomhedsoverdragelse.

Domstolen har ved sin stillingtagen til spørgsmålet om fradragsret forudsætningsvis fundet, at der var tale om økonomisk virksomhed. Om momsfri virksomhedsoverdragelse, se afsnit D.A.4.5.3.

Om fradragsret i forbindelse med virksomhedsoverdragelse, se Momsvejledningens afsnit J.1.1.5.

C-400/98, Birgitte Breitsohl

Fradragsretten for moms, som er betalt for transaktioner, der er foretaget med henblik på at udøve en påtænkt økonomisk virksomhed, består fortsat, selv om afgiftsmyndighederne allerede fra det tidspunkt, hvor den første momsansættelse finder sted, er vidende om, at den påtænkte økonomiske virksomhed ikke vil blive udøvet.

Om dommen, se evt. også Momsvejledningens afsnit J.1.1.7.

C-110/94, INZO

Inzo blev stiftet af bl.a. provinserne Vest- og Østflandern og en række kommuner. Selskabets formål var at udvikle og anvende metoder til behandling af hav- og brakvand samt at fremstille drikkevand heraf med henblik på vandforsyningen. Inzo erhvervede en række investeringsgoder og lod foretage en undersøgelse af rentabiliteten af et projekt til opførelse af et afsaltningsanlæg. Da undersøgelsen af projektet havde vist, at der var adskillige problemer med rentabiliteten, og da nogle af investorerne havde trukket sig ud, blev projektet i 1988 opgivet, og Inzo trådte i likvidation. Selskabet påbegyndte følgelig aldrig den påtænkte virksomhed. Fradragsret i virksomhedens opstartsfase.

Om dommen, se også Momsvejledningens afsnit M.6.

C-268/83, Rompelman

Ægtefællerne erhvervede en fordring på den fremtidige ejendomsret til to ejerlejligheder i en bygning under opførelse. De anmodede om frivillig registrering for udlejning af fast ejendom og om fradragsret for moms for ratebetalingerne for byggeriet. Erhvervelsen kan anses for økonomisk virksomhed.  Afgiftsmyndighederne kan kræve den erklærede hensigt om senere udlejning støttet af objektive momenter, såsom hvorvidt de projekterede lokaler egner sig til en erhvervsmæssig udlejning.

Om frivillig registrering, se Momsvejledningens afsnit M.5.

Landsskatteretskendelser

SKM2004.253.LSR

Et tidligere produktionsselskab havde aktivitet med udlejning af fast ejendom. Landsskatteretten fandt det ikke godtgjort, at selskabet - ud over udlejning af fast ejendom - havde udøvet aktivitet med møbelproduktion, ligesom den påberåbte hensigt om påbegyndelse af aktivitet med import fra Spanien ej heller kunne anses for godtgjort. Ej anset for økonomisk virksomhed og derfor ingen fradragsret for moms.