Forsendelsen sker - afhængig af varernes toldmæssige status i EU - efter følgende to procedurer, nemlig proceduren for ekstern EU-forsendelse og proceduren for intern EU-forsendelse.

TK art. 1 og 91Proceduren for ekstern EU-forsendelse, kaldet T-1, omfatter:

  • varer, der ikke er EU-varer,
  • varer, der i henhold til traktaten om oprettelse af Det europæiske Kul- og Stålfællesskab, kaldet EKSF, ikke er genstand for fri omsætning inden for EU,
  • varer, der er EU-varer, men som omfattes af en EU-foranstaltning, der kræver, at de udføres til lande uden for EU, - enten til et EFTA-land eller via et EFTA-land, og som underkastes en dertil svarende toldbehandling med henblik på udførsel og hvor brugeren ønsker at anvende forsendelsesordningen for at opnå en let grænsepassage, f.eks. landbrugsvarer mod eksportrestitution. Se endvidere afsnit B.1.3.1 om anvendelse af ordningen i relation til artikel 340c, stk. 3, i GB.

TK art. 163 og 165 Proceduren for intern EU-forsendelse, kaldet T-2, omfatter EU-varer bortset fra de ovenfor nævnte:

  • der forsendes fra et sted i EU til et andet sted i EU gennem et eller flere EFTA-landes område, eller til et EFTA-land, (kan også anvendes ved forsendelser til Andorra og San Marino)
  • der forsendes i tilfælde, hvor det i en EU-bestemmelse udtrykkeligt er fastsat, at denne procedure skal anvendes.

Efter artikel 340c i GB anvendes intern EU-forsendelse, T-2F, for forsendelse til eller fra de områder i EU's toldområde, hvor direktiv 77/388/EØF ikke finder anvendelse, se afsnittet om Intern EU-forsendelse.

Dokumentation for varernes toldmæssige status over for bestemmelseslandet skabes enten ved at varerne forsendes efter proceduren for intern EU-forsendelse eller ved fremlæggelse af et særligt dokument, f.eks. et T- 2 L-dokument eller transportdokument.

Endelig er ordningen grundlaget for de kontrolforanstaltninger, der er fastsat i EU's retsforskrifter vedrørende kontrol med varers særlige anvendelse eller bestemmelse.

TK art. 96 Det er den hovedforpligtede der i henhold til TK art. 96 er brugeren af forsendelsesproceduren. Den hovedforpligtede skal:

  • frembyde varerne til toldbehandling på bestemmelsestoldstedet i intakt stand inden for den fastsatte frist og under iagttagelse af de af toldmyndighederne trufne foranstaltninger til varernes identificering,
  • overholde bestemmelserne om fællesskabsforsendelse.

Uden at det ovennævnte berører den hovedforpligtedes forpligtelser er den transportør eller varemodtager, der accepterer varerne med kendskab til, at de er varer under fællesskabsforsendelse, ligeledes forpligtet til at frembyde dem i intakt stand for bestemmelsestoldstedet inden for den fastsatte frist under iagttagelse af de af toldmyndighederne trufne foranstaltninger til varernes identificering.

Det betyder, at hvis den hovedforpligtede ikke selv er transportør af varerne må han sikre, at transportøren frembyder varerne i intakt stand for bestemmelsestoldstedet.

Hvis der eventuelt opstår en toldskyld for forsendelsen, vil der, hvis andet ikke kan fastslås, blive opkrævet told og afgifter hos den hovedforpligtede og dennes kautionist samt eventuelt andre solidarisk medhæftende debitorer, se iøvrigt afsnit A.22 om toldskyld.