åben Vis afgørelser, domme, kendelser og meddelelser mv. til "A.A.3.9 Muligheden for afvisning af en anmodning" udsendt efter offentliggørelsen af denne version af vejledningen.

Indhold

Dette afsnit handler om muligheden for at afvise en anmodning om bindende svar i tilfælde, hvor anmodningen er utilstrækkelig oplyst eller hvor omstændighederne er for usikre eller hvor der er kompetenceproblemer. Se SFL § 24.

Afsnittet indeholder:

  • Afvisning som følge af utilstrækkelige oplysninger
  • Forbehold som alternativ til afvisning
  • Afvisning som følge af usikre omstændigheder i øvrigt
  • Afvisning som følge af at der anmodes om tilladelse 
  • Afvisning som følge af manglende kompetence
  • Afvisning som følge af klagebehandling af samme spørgsmål
  • Afvisning som følge af udredning eller revision af SKAT
  • Andre eksempler vedrørende afvisning
  • Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre.

Afvisning som følge af utilstrækkelige oplysninger

En anmodning om bindende svar kan afvises, hvis sagen er mangelfuldt oplyst, og spørgeren trods opfordring til at oplyse sagen bedre, undlader dette. Se SFL § 24, stk. 1. Efter omstændighederne kan svaret begrænses til den del af spørgsmålet, der måtte være tilstrækkelig oplyst.

Eksempel (manglende dokumentation for beslutning om ekspropriation)

Der skete afvisning, fordi spørgerne havde undladt at indsende dokumentation for kommunalbestyrelsens beslutning om ekspropriation. Se SKM2007.181.SR og SKM2007.188.SR.

Forbehold som alternativ til afvisning

Alternativt kan der svares med forbehold for manglende oplysninger. Svar med forbehold bør kun anvendes rent undtagelsesvis og forudsætter, at alle muligheder for at få sagen yderligere oplyst, er udtømt. Dernæst forudsætter svar med forbehold, at forbeholdet er formuleret klart og entydigt, samt at det skønnes at have afgørende betydning for spørgeren at få svar med forbehold frem for en afvisning.

Eksempel (svar med forbehold angående befordringsfradrag og avancebeskatning)

Der blev svaret med forbehold/betingelser i et tilfælde, hvor spørgsmålene vedrørte befordringsfradrag ved flytning og avancebeskatning af en lejlighed anvendt til arbejdsmæssige formål. Se SKM2009.659.SR.

Afvisning som følge af usikre omstændigheder i øvrigt

Der kan endvidere afvises i særlige tilfælde, nemlig hvis spørgsmålet er af en sådan karakter, at det ikke kan besvares med fornøden sikkerhed eller andre hensyn taler afgørende imod en besvarelse. Se SFL § 24, stk. 2.

Eksempel (igangværende kontrol eller konkret anledning til kontrol)

Det fremgår af lovforarbejderne, at der eksempelvis kan være tale om at afvise, hvis der er igangsat en kontrol eller revision, der vedrører den disposition, som anmodningen drejer sig om, eller hvis anmodningen om bindende svar giver anledning til at foretage kontrol af dispositionen, fx fordi virksomheden aldrig har været registreret i forhold til aktiviteten.

Eksempel (tidspres)

Det fremgår også af lovforarbejderne, at afvisning kan komme på tale, hvis spørgsmålet er af så hastende karakter, at det ikke er muligt at besvare det inden for spørgerens tidsramme.

Eksempel (sammenhæng med spørgerens øvrige forhold)

Afvisning kan komme på tale, hvis spørgsmålet ikke kan besvares løsrevet fra spørgerens øvrige forhold.

Eksempel (spørgsmål af teoretisk karakter)

Afvisningsmuligheden kan efter lovforarbejderne anvendes på spørgsmål af teoretisk karakter samt på spørgsmål, der forudsætter så alternative svar, at det får rådgivningskarakter. Se SKM2011.641.LSR, hvor Landsskatteretten afviste, selv om Skatterådet i 1. instans havde besvaret spørgsmålet.

Eksempel (usikkerhed om indhold af civilretlig aftale)

Anmodning om bindende svar om avance ved salg af landbrugsejendom blev afvist, da der var usikkerhed om aftaletidspunktet. Se SKM2009.556.SR.

Eksempel (usikkerhed om grundlaget for næringsbeskatning)

Anmodningen om bindende svar om avance ved salg af parcelhus blev afvist, fordi de foreliggende oplysninger om indkomst- og formueforhold var så usikre, at det ikke var muligt at vurdere, om der var grundlag for næringsbeskatning. Se SKM2011.53.BR.

Afvisning som følge af at der anmodes om tilladelse

Bestemmelsen i SFL § 21, stk. 3, er ensbetydende med, at der skal ske afvisning, hvis der anmodes om bevillinger eller dispensationer vedrørende påtænkte dispositioner.

Eksempel (afvisning vedrørende tilladelse om leasingkøretøjer)

Der kunne ikke gives bindende svar på spørgsmål om afgiftsmæssig behandling af registreringspligtige leasingkøretøjer til tidsbegrænset anvendelse her i landet, herunder spørgsmål om registrering af leasinggivende virksomhed, da spørgsmålene drejede sig om betingelserne for at erhverve en tilladelse. Se SKM2010.719.SR og SKM2010.750.SR.

Afvisning som følge af manglende kompetence

Der skal ske afvisning, hvis SKAT ikke har kompetencen til af træffe afgørelse om det pågældende spørgsmål.

Eksempel (boafgift uden for SKATs kompetence)

SKAT havde ikke kompetence til at besvare spørgsmål om beregning og opkrævning af boafgift, da skifteretterne har denne kompetence. Som følge heraf kunne der heller ikke gives bindende svar om værdiansættelse af aktiver i dødsboer, hvis værdiansættelsen skal anvendes til skifterettens beregning og opkrævning af boafgift. Se SKM2009.534.LSR.

Eksempel (kompetence hos Miljøministeriet og hos svenske myndigheder)

En anmodning om bindende svar vedrørte et grænsehandelskoncept. Der skete afvisning, dels fordi et spørgsmål vedrørte papirgange, og altså ikke de skattemæssige virkninger, og dels fordi SKAT ikke havde kompetence til at besvare spørgsmål, der henhørte under Miljøministeriet, henholdsvis de svenske myndigheder. Se SKM2009.715.SR.

Afvisning som følge af klagebehandling af samme spørgsmål

Desuden kan en kompetencekonflikt medføre afvisning, nemlig hvis fuldstændig det samme spørgsmål vedrørende samme periode er afgjort af en klagemyndighed eller er under behandling i en klagemyndighed. Her gælder, at en anmodning om bindende svar skal afvises, hvis en klagemyndighed tidligere har truffet afgørelse om samme spørgsmål i samme periode. Se SFL § 14, stk. 1. Hvis klagemyndigheden endnu ikke har truffet afgørelse om et sådant spørgsmål, skal anmodningen om bindende svar afvises, medmindre spørgeren dokumenterer, at klagen er tilbagekaldt. Se SKM2009.106.SKAT. Grundlaget for denne meddelelse er en ombudsmandsudtalelse, der forudsætter, at 1. instansens beføjelser uden særlig hjemmel normalt ophører, når et spørgsmål er under klagebehandling.

Afvisning som følge af udredning eller revision af SKAT

Der kan være tilfælde, hvor et spørgsmål om bindende svar vedrører en disposition, der er under udredning eller revision af SKAT.

Det fremgår af forarbejderne til skatteforvaltningsloven, at en anmodning om bindende svar i disse tilfælde må afvises, fordi der ikke vil kunne svares med fornøden sikkerhed, inden kontrollen eller revisionen er afsluttet. Afvisning vil ske, uanset om kontrollen eller revisionen afsluttes med en afgørelse eller med en efterangivelse.

Andre eksempler vedrørende afvisning

Der kan ikke ske afvisning med den begrundelse, at SKAT tidligere har taget stilling til det samme spørgsmål.

Der skete afvisning i SKM2010.103.LSR, fordi spørgsmålet hverken vedrørte en konkret skatteyder, som spørgeren repræsenterer, eller spørgeren selv.

Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse samt evt. tilhørende SKAT-meddelelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere
kommentarer

Byretsdomme

SKM2011.53.BR   I  Afvisning - parcelhusregel - usikkert grundlag    I  

Landsskatteretskendelser

SKM2011.641.LSR Afvisning - spørgsmålet af teoretisk art LSR afviste til trods for,
at Skatterådet som 1.
instans havde
besvaret spørgsmålet.
SKM2010.103.LSR Afvisning-ingen konkret skatteyder  

SKM2009.534.LSR

Afvisning - kompetence - boafgift

 

SKAT

SKM2010.750.SR Afvisning vedrørende anmodning om tilladelse om registreringsafgift  
SKM2010.719.SR Afvisning vedrørende anmodning om tilladelse om registreringsafgift  

SKM2009.715.SR

Afvisning - skattemæssige virkninger - kompetencemangel

 

SKM2009.659.SR

Betinget svar

 

SKM2009.556.SR

Afvisning - usikkerhed om aftaletidspunkt

 

SKM2007.188.SR

Afvisning manglende dokumentation - beslutning om ekspropriation

 

SKM2007.181.SR

Do.