Indhold
Dette afsnit handler om ankenævnenes og Landsskatterettens muligheder for at genoptage en klagesag.
Afsnittet indeholder:
- Hovedregel
- Betingelser for genoptagelse
- Tidsfrist for genoptagelse
- Indbyrdes kompetencebegrænsninger
- Undtagelse - betingelser ikke opfyldte
- Genoptagelsestilsagn
- Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre.
Hovedregel
Nævnene og Landsskatteretten kan efter anmodning fra en part genoptage en sag, der tidligere er påkendt eller afvist af klageinstansen selv. Se SFL § 37, stk. 1, § 39, stk. 1, § 39b, stk.1 og § 46, stk.1.
Bemærk afvist klage
En afvist klage kan genoptages af klageinstansen, der har afvist at behandle den. Men klageren kan også vælge at bede om genoptagelse ved den underliggende instans, da der ved afvisningen ikke er taget stilling til klagen. Hvis fx Landsskatteretten har afvist at behandle en klage over et skatteankenævns afgørelse, så kan klageren vælge at bede skatteankenævnet om at genoptage sagsbehandlingen. Se SFL § 37, stk. 1, § 39, stk. 1, § 39b, stk. 1 og § 46, stk. 1 og SKM2006.39.ØLR.
Bemærk ankenævns genoptagelse af SKATs afgørelser
Ved klage over afslag på anmodning om genoptagelse, kan ankenævnene vælge selv at gennemføre ændringen, i stedet for at pålægge SKAT at genoptage sagen. Betingelser for at ankenævnene kan gennemføre ændringen selv er at:
- genoptagelse findes berettiget
- sagens parter er enige i, at genoptagelse af SKATs afgørelse finder sted ved klageinstansen i stedet for ved SKAT.
Se SFL § 36, stk. 8, § 38, stk. 8 og § 39a, stk. 7.
Gennemførelse af ændringen ved ankeinstansen medfører, at klageren mister et klagetrin, men til gengæld bliver sagsbehandlingstiden kortere.
Betingelser for genoptagelse
Genoptagelse forudsætter altid, at
- klageinstansen har påkendt eller afvist klagesagen. Hvis klagen er tilbagekaldt, er der ikke en sag at genoptage. Parten må i så fald indgive en klage på ny eller anmode om genoptagelse ved den myndighed, der sidst har truffet afgørelse i sagen. Se SKM2005.220.HR
- parten (klageren) har anmodet om genoptagelse. Nævnene og Landsskatteretten kan ikke af egen drift genoptage en sag og tage stilling til det materielle i sagen igen. Hvis fx et ankenævn bliver opmærksom på, at der er grundlag for at genoptage en klagesag, kan det opfordre klageren til at tilkendegive, om der ønskes genoptagelse. Ifølge almindelig forvaltningsretlig teori kan klageinstansen til gengæld af egen drift korrigere en afgørelse for skrivefejl, regnefejl og tilsvarende, som alene vedrører udfærdigelsens form.
- der fremlægges oplysninger, som ikke tidligere har været fremme, og som skønnes at ville have medført et væsentligt ændret udfald af afgørelsen, hvis de var indgået i sagsbehandlingen. Se SKM2005.460.HR , SKM2009.329.ØLR , SKM2011.54.BR.
Bemærk Landsskatteret
Ved Landsskatteretten er det en yderligere betingelse, at det ikke må kunne lægges klageren til last, at de nye oplysninger ikke tidligere har været fremme under sagen. Se SKM2004.296.HR, SKM2010.603.VLR , SKM2009.329.ØLR og SKM2011.457.BR.
Se SFL § 37, stk.1, § 39, stk. 1, § 39b, stk.1 og § 46, stk.1.
Tidsfrist for genoptagelse
De nye oplysninger skal fremlægges ankenævnene inden for en af følgende frister
- fristen for ordinær eller ekstraordinær genoptagelse.
- fristen på 3 måneder for indgivelse af klage til Landsskatteretten, eller inden Landsskatteretten har afsluttet sin behandling af sagen.
- fristen for indbringelse af sagen for domstolene, eller inden domstolene har afsluttet sin sagsbehandling.
Se SFL § 37, stk. 1, § 39, stk. 1, og § 39b, stk. 1 samt SKM2006.619.VLR. og SKM2011.389.VLR.
Tidsfristerne for sagsbehandling sikrer, at ankenævnene alene kan genoptage behandlingen af en sag, så længe sagen ikke kan anses for endelig afsluttet. Når fristen for ansættelsesændringer og klagebehandling er overskredet, så har ankenævnene heller ikke længere mulighed for at genoptage sagsbehandlingen.
Bemærk Landsskatteret
Der er ikke tilsvarende tidsfrister for Landsskatterettens genoptagelse af egne sager. Se SFL § 46.
Indbyrdes kompetencebegrænsninger
De indbyrdes kompetencebegrænsninger gælder også i forbindelse med genoptagelse. Et skatteankenævn eller et vurderingsankenævn kan derfor ikke genoptage en sag, hvor Skatterådet eller Landsskatteretten har truffet afgørelse i sagen. Se SFL § 14, stk. 1, nr. 3 og SKM2005.220.HR.
Motorankenævnet er ikke nævnt i SFL´s opremsning af kompetencebegrænsninger.
Ankenævnene kan til gengæld godt genoptage egne afgørelser, når de civile domstole har afsagt dom. Det forudsætter dog, at sagen ikke har været behandlet af Landsskatteretten. Se SFL § 37, stk. 1, nr. 4 og 5, § 39, stk. 1, nr. 4 og 5, § 39b, stk. 1, nr. 4 og 5 og § 14, stk. 1, nr. 3.
Se også
Afsnit A.A.1.10.2.
Undtagelse - betingelser ikke opfyldte
Ankenævnene og Landsskatteretten kan imødekomme en anmodning om genoptagelse, selv om betingelserne ikke er opfyldte, hvis ganske særlige omstændigheder taler for det. Se SFL § 37, stk. 2, § 39, stk. 2, § 39b, stk. 2 og § 46, stk. 2.
De "særlige omstændigheder", der begrunder genoptagelse, er en mulig underkendelse ved Landsskatteret eller domstolene af myndighedernes praksis i disse sager. Procesbesparende hensyn samt hensynet til en ensartet behandling af skatteyderne i sagskomplekser anses også for et særligt omstændighed, der kan begrunde genoptagelse efter stk. 2.
Bestemmelsen skal administreres restriktivt, idet det korrekte retsmiddel er Landsskatterets- og domstolsprøvelse. Se forarbejderne til Lov nr. 281 af 8. juni 1977.
Genoptagelsestilsagn
Ankenævnene og Landsskatteretten kan give tilsagn om genoptagelse. Det fremgår ikke direkte af loven, men i praksis anvendes muligheden for genoptagelse i særlige tilfælde også til at give tilsagn om genoptagelse. Se SFL § 37, stk. 2, § 39, stk. 2, § 39b, stk. 2 og § 46, stk. 2.
Genoptagelsestilsagn forudsætter, at
- der er fornøden identitet mellem faktum i pilotsagen og i den sag, hvor der meddeles genoptagelsestilsagn. Det skal være åbenbart, at pilotsagens afgørelse vil få betydning for udfaldet af den sag, hvor der ønskes genoptagelsestilsagn.
- tilbagesøgningskravet ikke allerede er forældet på tilsagnstidspunktet. Genoptagelsestilsagn indebærer, at skattemyndighederne giver forhåndsafkald på at gøre gældende, at tilbagesøgningskrav må anses forældet.
Eksempel
Landsskatteretten havde givet genoptagelsestilsagn betinget af, at domstolene ændrede Landsskatterettens afgørelse i en tredjemands sag. Tredjemanden hævede sagen, og Landsskatterettens afgørelse blev derfor ikke ændret, Landsskatteretten afviste at genoptage sagen, da betingelserne for genoptagelsestilsagnet ikke var opfyldte. Højesteret stadfæstede afgørelsen. Se SKM2005.230.HR og SKM2005.10.ØLR.
Se også
SKM2009.240.SKAT om forældelsesmæssige virkninger af genoptagelsestilsagn.
Afsnit A.A.9.7.
Bemærk klagegebyr til Landsskatteretten
Bemærk at der også skal betales klagegebyr til Landsskatteretten ved anmodning om genoptagelse af rettens afgørelser. Se SFL § 46, stk. 3.
Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre.
Skemaet viser relevante afgørelser på området:
Afgørelse samt tilhørende SKAT-meddelelse |
Afgørelsen i stikord |
Yderligere kommentarer |
Højesteretsdomme |
SKM2005.460.HR |
Landsskatteretten havde afslået genoptagelse. Højesteret fandt, at der ikke var fremkommet nye oplysninger som begrundede, at manglende indsendelse af ønsket materiale ikke kunne lægges klageren til last. Der forelå heller ikke særlige omstændigheder, der kunne begrunde genoptagelse. Højesteret stadfæstede afgørelsen om afslag på genoptagelse. |
|
SKM2005.230.HR |
Landsskatteretten havde givet genoptagelsestilsagn betinget af, at domstolene ændrede Landsskatterettens afgørelse i en tredjemands sag. Tredjemanden hævede sagen, og Landsskatterettens afgørelse blev derfor ikke ændret, Landsskatteretten afviste at genoptage sagen, da betingelserne for genoptagelsestilsagnet ikke var opfyldte. Højesteret stadfæstede afgørelsen om afslag på genoptagelse. |
|
SKM2005.220.HR |
En anmodning om genoptagelse ved Skatteankenævnet af skatteansættelserne for indkomstårene 1991 og 1992 blev afslået. Afslag var begrundet med, at 1991 ikke kunne genoptages, da der ikke var klaget til Skatteankenævnet over afgørelse vedrørende indkomståret. 1992 kunne ikke genoptages af skatteankenævnet, da Landsskatteretten havde realitetsbehandlet ansættelsen for indkomståret. |
|
SKM2004.296.HR |
Landsskatteretten havde afslået genoptagelse. Højesteret fandt, at det måtte lægges klageren til last, at de nye oplysninger ikke var fremlagt under Landsskatterettens første behandling af sagen. Højesteret stadfæstede afgørelsen om afslag på genoptagelse. |
|
Landsretsdomme |
SKM2011.389.VLR |
For Landsskatteretten havde klager kun gjort gældende, at der skulle ske genoptagelse af hans skatteansættelse, Landsretten afviste derfor at behandle sagens materielle indhold jf. SFL § 48. Da klageren ikke havde anmodet om genoptagelse indenfor fristerne og der ikke forelå ganske særlige omstændigheder, jf. SFL § 37, afviste Landsretten at genoptage klagerens skatteansættelse. |
|
SKM2010.603.VLR |
En anmodning om genoptagelse ved Landsskatteretten blev afslået. Byretten gav skatteyderen medhold i genoptagelse. Vestre Landsret fandt der imod, at det måtte lægges klageren til last, at de nye oplysninger ikke var fremlagt under Landsskatterettens første behandling af sagen, jf. SFL § 46, stk. 1. Der var endvidere ikke ganske særlige omstændigheder, der kunne begrunde genoptagelse efter SFL § 46, stk. 2. Vestre Landsret frifandt herefter Skatteministeriet. |
|
SKM2009.329.ØLR |
En anmodning om genoptagelse ved Landsskatteretten blev afslået. Østre Landsret fandt, at det måtte lægges klageren til last, at de nye oplysninger ikke var fremlagt under Landsskatterettens første behandling af sagen. Østre Landsret stadfæstede afgørelsen om afslag på genoptagelse. |
|
SKM2006.619.VLR |
En anmodning om genoptagelse ved skatteankenævnet var fremsat efter udløbet af fristen for genoptagelse, og der forelå ikke ganske særlige omstændigheder, der talte for genoptagelse. Klageren fik derfor afslag på genoptagelse |
|
SKM2006.39.ØLR |
En anmodning om genoptagelse ved skatteankenævnet blev afslået under henvisning til, at Landsskatteretten havde taget stilling til klagen, da retten havde afvist klagebehandling. Østre Landsret fandt, at Landsskatterettens klageafvisning ikke var til hinder for genoptagelse ved skatteankenævnet, da der ikke var taget ligningsmæssig stilling til klagen. Afslag på genoptagelse blev imidlertid stadfæstet, da der ikke forelå ganske særlige omstændigheder, der kunne begrunde genoptagelse. |
|
SKM2005.10.ØLR |
Landsskatteretten havde givet tilsagn om, at en sag ville blive genoptaget, hvis en tilhørende straffesag resulterede i nye oplysninger. Straffesagen blev opgivet. Landsskatteretten afslog genoptagelse, da der ikke var fremlagt nye oplysninger, som kunne have medført et væsentligt andet resultat og da der heller ikke forelå ganske særlige omstændigheder. Østre Landsret stadfæstede afgørelsen om afslag på genoptagelse. |
|
SKM2004.27.ØLR |
Landsskatteretten havde afslået genoptagelse, der blandt andet var begrundet i fremlagte kørselsregnskaber. Landsretten fandt det ikke godtgjort, at der forelå nye oplysninger, og retten fandt heller ikke at der forelå ganske særlige omstændigheder, som kunne begrunde genoptagelse. Klageren fik derfor afslag på genoptagelse. |
|
Byretsdomme |
SKM2011.457.BR |
Sagen drejede sig om genoptagelse af en landsskatteretssag, hvor klager i forbindelse med genoptagelsesanmodningen havde fremlagt en ny erklæring. Retten fandt, at selvom erklæringen var en ny oplysning, var betingelserne for genoptagelse efter SFL § 46, stk. 1 ikke opfyldt, da det måtte lægges klager til last, at klager først havde henvendt sig til en advokat efter udløbet af indbringelsesfristen, og at genoptagelsesanmodningen som følge heraf først var fremkommet ca. 8 måneder efter Landsskatterettens afgørelse. Retten lagde endvidere vægt på, at erklæringen ikke ville medføre et væsentligt andet resultat. |
|
SKM2011.452.BR |
Sagen drejede sig om, hvorvidt Landsskatteretten skal realitetsbehandle en klage, uanset om klagen er modtaget for sent, jf. SFL § 42, stk. 1, 3 pkt. og om hvorvidt sagen skal hjemvises til Landsskatteretten til behandling af spørgsmålet om genoptagelse iht. SFL § 46, stk. 2. Klageren oplyste, at fristoverskridelsen skyldtes revisors fejl. Retten mente ikke, at der var særlige omstændigheder efter SFL § 42, stk. 1, 3. pkt., da retten lagde vægt på, at retspraksis er restriktivt og at klagen var indgivet mere end to måneder efter fristens udløb. Vedrørende hjemvisning, bemærkede retten, at den første klage til Landsskatteretten var bortfaldet pga. manglende betaling af retsafgiften, og Landsskatteretten havde dermed ikke afgjort eller afvist en sag, og betingelserne for genoptagelse var dermed ikke opfyldt. Landsskatteretten havde derfor med rette behandlet sagen efter SFL § 42, stk. 1, 3. pkt. Spørgsmålet om genoptagelse af sagen efter SFL § 46, stk. 2 havde ikke været prøvet af Landsskatteretten og idet retten ikke fandt, at der var grundlag for at tillade spørgsmålet inddraget under retssagen, blev spørgsmålet afvist efter SFL § 48, stk. 1. |
|