Indhold
Dette afsnit handler om varer, som er omfattet af toldordninger, og hvor momspligten først indtræder, når varen ikke længere er omfattet af en af disse ordninger.
Afsnittet indeholder:
- Toldordninger
- Tidspunktet for momspligtens indtræden
- Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre.
Toldordninger
Når en vare ved indførsel henføres under visse toldordninger, hvor der indrømmes fuldstændig toldfritagelse ved indførslen, indtræder momspligten først, når varen ikke længere er omfattet af en af disse ordninger.
De toldordninger, det drejer sig om, er følgende:
- Ordninger vedrørende forsendelse indenfor EU
- Aktiv forædling
- Midlertidig indførsel
- Oplæggelse i Københavns Frihavn
- Oplæggelse på frilager og
- Toldoplag.
Toldreglerne er således bestemmende for, hvornår momspligten indtræder. Se Toldvejledningen for en beskrivelse af ordningerne.
Tidspunktet for momspligtens indtræden
Ved korrekt afslutning af den pågældende toldordning, vil tidspunktet for momspligtens indtræden ikke give anledning til vanskeligheder i praksis.
Afsluttes den pågældende toldordning derimod ikke korrekt, kan der opstå spørgsmål om, hvor og hvornår momspligten er indtrådt, samt hvem der hæfter for momsen.
Overtrædelse af betingelserne for at være omfattet af en toldordning
Hvis betingelserne for at være omfattet af en toldordning er overtrådt ved flere på hinanden følgende overtrædelser i flere EU-lande, indtræder pligten til at betale moms i det EU-land, hvor varerne befandt sig på tidspunktet for den første overtrædelse. Dette gælder ikke blot forsætlige overtrædelser, men også uagtsomme overtrædelser. Se EF-Domstolens sag C-371/99, Liberexim BV.
Hvis en ordning for ekstern fællesskabsforsendelse, der er én af ordningerne for forsendelse af varer indenfor EU, ikke er afsluttet korrekt, og det ikke kan påvises, hvor overtrædelsen er begået, skal der betales moms i Danmark, hvis forsendelsesordningen er påbegyndt her i landet. Se SKM2003.119.LSR og SKM2003.171.LSR
Afslutning af en toldordning i form af frilagre, afgiftsoplag eller toldoplag
Afsluttes en ordning i form af
- frilagre
- afgiftsoplag eller
- toldoplag
ved at varer omfattet af ordningen forsvinder ved et indbrudstyveri, indtræder der pligt til at betale moms. Betalingspligten påhviler den person, der foranlediger, at varen fraføres ordningen, dvs. tyven. Se ML § 46, stk.3, og afsnit D.A.13.4.
Indehaveren af frilageret, afgiftsoplaget eller toldoplaget hæfter dog også for den ved tyveriet indtrådte pligt til at betale moms. Se toldbehandlingsbekendtgørelsen og momsbekendtgørelsen samt SKM2004.160.TSS og afsnit D.A.13.4.
Afsluttes en ordning i form af
- frilagre
- afgiftsoplag eller
- toldoplag
ved en fejllevering eller en fejlekspedition af en vare, indtræder der også pligt til at betale moms. I dette tilfælde er det indehaveren af frilageret, afgiftsoplaget eller toldoplaget, der har foranlediget fraførsel af varen, og som derfor er betalingspligtig efter ML § 46, stk. 3. Indehaveren hæfter også i dette tilfælde for den opståede moms efter toldbehandlingsbekendtgørelsen og momsbekendtgørelsen. Se SKM2004.160.TSS og afsnit D.A.13.4.
Se også
Se også:
Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre
Skemaet viser relevante afgørelser på området:
Afgørelse
samt evt. tilhørende SKAT-meddelelse
|
Afgørelsen i stikord
|
Yderligere kommentarer
|
EU-domme
|
C-371/99, Liberexim BV
|
Ved flere på hinanden følgende overtrædelser i flere EU-lande indtræder pligten til at betale moms i det EU-land, hvor varerne befandt sig på tidspunktet for den første overtrædelse. Både forsætlige og uagtsomme overtrædelser medfører, at varerne ikke længere er omfattet af den pågældende toldordning.
|
|
Landsretsdomme |
SKM2011.756.ØLR |
Forsendelse blev ikke afsluttet korrekt, idet varerne ikke blev frembudt for toldmyndighederne på det bestemmelsestoldsted, som var angivet i forsendelsesdokumentet. Varerne blev derimod udleveret af transportøren direkte til modtagervirksomheden. Der blev ikke ført tilstrækkeligt alternativt bevis for, at proceduren for ekstern fællesskabsforsendelse var blevet afsluttet. Moms skulle derfor betales i Danmark, hvor forsendelsesordningen var påbegyndt. |
|
Landsskatteretskendelser
|
SKM2003.171.LSR
|
Forsendelsesordning var ikke afsluttet korrekt. Det kunne ikke påvises, hvor uregelmæssigheden havde fundet sted. Moms skulle derfor betales i Danmark, hvor forsendelsesordningen var påbegyndt.
|
|
SKM2003.119.LSR
|
Der var ikke ført bevis for, at en forsendelsesordning var afsluttet korrekt eller påvist hvor overtrædelsen eller uregelmæssigheden var begået. Moms skulle derfor betales i Danmark, da forsendelsesordningen var påbegyndt her.
|
|
SKAT
|
SKM2004.160.TSS
|
Den daværende Told-og Skattestyrelse udtalte, at tyveri i forbindelse med indbrud på frilagre, afgiftsoplag, toldoplag mv. medfører pligt til at betale moms. Oplagsindehaveren hæfter for denne moms.
|
|