Indhold
Dette afsnit handler om de regler, der gælder for registrering af ansættelsesforhold under forskerskatteordningen samt arbejdsgiverens indeholdelse og indberetning af A-skat og
AM-bidrag.
Afsnittet indeholder:
- Registrering af ansættelsesforholdet
- Indeholdelse af A-skat og AM-bidrag
- Indberetning til eIndkomst
- Overskydende skat og restskat.
Registrering af ansættelsesforholdet
Arbejdsgiveren skal give SKAT meddelelse om ansættelsesforholdet under forskerskatteordningen inden 8 dage efter, at indeholdelsespligten er indtrådt. Se § 16, stk. 3, i kildeskattebekendtgørelsen.
Meddelelsen skal indeholde oplysninger om
- arbejdsgiverens navn og adresse
- medarbejderens navn, adresse og cpr.nr. og
- ansættelsesperioden.
Til brug for registreringen anvendes blanket 01.012, som sendes til SKAT Udland, Udland-Bruttoskat, Pionér Allé 1, 6270 Tønder.
Blanketten kan også sendes elektronisk til: 48E-postkasse@skat.dk
Kopi af ansættelseskontrakten og eventuel anden dokumentation for, at betingelserne for at anvende ordningen er opfyldt, skal fremsendes sammen med blanketten.
Ændringer i ansættelsesforholdet
Hvis ansættelsesforholdet forlænges eller afbrydes før ansættelsesperiodens udløb, skal arbejdsgiveren meddele det til SKAT.
Indeholdelse af A-skat og AM-bidrag
Arbejdsgiveren skal indeholde A-skat med 26 pct. og AM-bidrag med 8 pct. Betaling af A-skat og AM-bidrag skal ske hver måned som for andre ansatte.
Se også
Se også afsnit C.F.6.2.1 om
beregningsgrundlag for A-skat.
Indberetning til eIndkomst
Indberetning til eIndkomst skal ske hver måned som for andre ansatte. Ved indberetning af lønoplysninger for medarbejdere under forskerordningen skal indkomsttypen angives med
Forskerordningen (08) og feltet "Kode 68" udfyldes med "26".
Ansatte på gammel ordning
Hvis medarbejderen har valgt at fortsætte med beskatning med 25 pct. efter de tidligere gældende regler, skal indkomsttypen angives med Forskerordningen (08) og feltet "Kode
68" udfyldes med "48".
Medarbejderen overgår til almindelig beskatning
Hvis en ansat overgår til almindelig beskatning under ansættelsen, skal lønoplysninger for perioder med løn under forskerskatteordningen indberettes til eIndkomst som
nævnt. Perioden med indkomst til almindelig beskatning skal indberettes særskilt til eIndkomst med indkomsttype "almindelig indkomst" og uden "26" ("48")
i feltet "Kode 68".
Regulering af indeholdt skat
Hvis arbejdsgiverens har indeholdt almindelig A-skat, og medarbejderen senere kommer under forskerordningen fra ansættelsens begyndelse, reguleres den indbetalte skat for det indeværende
indkomstår af arbejdsgiveren.
Social sikring
Udgifter til obligatorisk udenlandsk social sikring, der kan fragå ved beregning af A-skat, skal indberettes til eIndkomst i felt "89" med indkomsttypen Forskerordningen (08) og
"Indtægtsart" (kode 68) skal udfyldes med "26" ("48" hvis der er valgt beskatning med 25 pct.).
Overskydende skat og restskat
Hvis indeholdelsen af A-skat under ordningen er sket med et for lavt beløb, modregnes det manglende beløb i eventuel overskydende skat efter KSL § 62, stk. 1. Det sker før
der beregnes procentgodtgørelse af overskydende skat.
Hvis indeholdelsen af A-skat under ordningen er sket med et for stort beløb, modregnes dette i eventuel restskat efter KSL § 61, stk. 1, før der beregnes
procenttillæg .
Hvis modregningen fører til et samlet overskydende beløb, udbetales dette med procentgodtgørelse. Fører modregningen til et samlet resterende beløb, opkræves dette
efter KSL § 61, det vil sige med mulighed for indregning i næste års forskudsskat efter beregning af procenttillæg. Se Lov nr. 1565 af 21/12/2010 § 1, nr.13.
Bestemmelserne i KSL §§ 62 og 62 A om modregning af restancer og renteberegning af overskydende skat og restskat efter 1. oktober i året efter indkomståret finder også
anvendelse. Se KSL § 48 F, stk. 8.