Indhold

Dette afsnit beskriver de grundlæggende regler vedrørende fonde, der er skattepligtige efter FBL § 1, stk. 1, nr. 1.

Afsnittet indeholder:

  • Hvad er en fond?
  • Fondsmyndighed
  • Kapitalkrav
  • Generelt undtaget fra fondsloven
  • Konkret undtaget fra fondsloven
  • Ind- og udtræden af fondsloven
  • Oplysningspligt
  • Udlevering af regnskab og bestyrelsesoversigt.

Hvad er en fond?

Fondsloven indeholder ikke en definition af begrebet "fond", men fondslovene bygger på de retningslinjer, der er opstillet i fondsudvalgets betænkning nr. 970 fra 1982 om fonde.

Det er i betænkningen fremhævet, at en fond især har følgende karakteristika:

  • En formue, der er uigenkaldeligt udskilt fra stifterens formue.
  • Et eller flere bestemte formål.
  • Rådighedsbeføjelserne tilkommer en selvstændig ledelse.
  • Fonden kan som sådan erhverve rettigheder og indgå forpligtelser, dvs. at den er et selvstændigt retssubjekt.
  • Ingen fysisk eller juridisk person uden for fonden har ejendomsretten til fondens formue, hvilket vil sige, at ejendomsretten til fondens formue tilkommer fonden som sådan.

Fondsmyndighed

Justitsministeriet er fondsmyndighed for alle ikke-erhvervsdrivende fonde samt for visse erhvervsdrivende fonde. Se FL § 36 og EFL § 57. Justitsministeriets opgaver ligger i Civilstyrelsen.

Kapitalkrav

En fond skal have aktiver for over 250.000 kr., når den oprettes. Aktiverne og egenkapitalen skal desuden stå i rimeligt forhold til formålet. Se FL § 8, stk. 1. 

Civilstyrelsen kan i særlige tilfælde tillade, at der oprettes en fond med aktiver på 250.000 kr. eller derunder. Se FL § 8, stk. 2.

Kapitalkravet gælder ikke for fonde, der stiftes i henhold til et testamente, der er oprettet før den 1. januar 1985. Se FL § 8, stk. 3.

Fonde med samlede aktiver, der ikke overstiger 250.000 kr., er ikke omfattet af fondsloven. Se FL § 1, stk. 4. Disse fonde vil som en konsekvens heraf ikke være skattepligtige efter fondsbeskatningsloven. Det betyder, at de er omfattet af opsamlingsbestemmelsen om foreninger mv. i SEL § 1, stk. 1, nr. 6.

Bemærk

Dispensationsadgangen efter FL § 8, stk. 2, er kun en dispensation til, at fonden kan oprettes, selvom kapitalkravet i FL § 8, stk. 1, ikke er opfyldt. Der er således ikke hjemmel til at dispensere fra bestemmelsen i FL § 1, stk. 4.

Selv om en fond ikke opfylder kapitalkravet, er der visse af fondslovens regler, der skal overholdes. Se FL § 1, stk. 4, 2. pkt. eller stk. 5. Det gælder især regler om vedtægtsændringer og sammenlægning med andre fonde.

Se også

Se afsnit C.D.9.2.3 om hvad der sker, hvis de samlede aktiver i en fond falder til 250.000 kr. eller derunder.

Generelt undtaget fra fondsloven

En række fonde mv. er generelt undtaget fra fondsloven. Se FL § 1, stk. 2, nr. 1 - 7. Det drejer sig om:

  • Fonde, som er oprettet ved eller i henhold til lov eller ved mellemfolkelig overenskomst mellem Danmark og en anden stat, og som er undergivet tilsyn af en af staterne.
  • Fonde, med hvilke en kommune eller region har indgået aftale om at opfylde kommunens eller regionens forpligtelser i henhold til lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, hvis fonden ikke varetager andre opgaver.
  • Folkekirkens selvejende institutioner, trossamfund og godkendte uddannelsesinstitutioner, hvis fonden ikke udover sit hovedformål varetager andre opgaver.
  • Fonde, der er omfattet af erhvervsfondsloven.
  • Fonde, der ifølge EFL § 1, stk. 4 og 5, ikke er omfattet af erhvervsfondsloven. Se afsnit C.D.9.1.3.2 om erhvervsdrivende fonde.
  • Selvejende institutioner, der som vilkår for godkendelse eller tilskud fra det offentlige er undergivet tilsyn og økonomisk kontrol af en offentlig myndighed efter anden lovgivning eller bestemmelser udstedt i henhold til anden lovgivning.
  • Selvejende institutioner, hvis drift overvejende dækkes af statslige eller kommunale midler, og som er undergivet tilsyn af det offentlige, hvis det i institutionens vedtægt er fastsat, at det offentlige træffer bestemmelse om at anvende institutionens midler, hvis den opløses.

Konkret undtaget fra fondsloven

Civilstyrelsen kan også bestemme, at en fond, som på anden måde end efter fondsloven er undergivet et vist statsligt, regionalt eller kommunalt tilsyn, helt eller delvis skal være undtaget fra loven. Se FL § 1, stk. 3.

Civilstyrelsen lægger vægt på, om tilsynet er betryggende ud fra et fondsretligt synspunkt, herunder især om

  • tilsynsmyndigheden gennemgår fondens regnskaber, og
  • der er fastsat regler for tilsynsmyndighedens godkendelse af ekstraordinære dispositioner.

Gives der dispensation på mindre grundlæggende områder, vil fonden typisk fortsat være omfattet af fondsloven og dermed også af fondsbeskatningsloven. Der kan fx være

  • bestemmelser om en fonds navn, jf. FL § 3, eller
  • regler om suppleanter for bestyrelsesmedlemmer, jf. FL § 17.

Ind- og udtræden af fondsloven

Kommer de samlede aktiver for en fond ned på 250.000 kr. eller mindre, er fonden ikke længere omfattet af fondsloven og dermed heller ikke af fondsbeskatningsloven. Hvis fonden har erhvervsmæssige indtægter, vil fonden være skattepligtig efter SEL § 1, stk. 1, nr. 6. Kommer de samlede aktiver senere over 250.000 kr., er fonden igen omfattet af fondsloven og dermed af fondsbeskatningsloven.

Se afsnit C.D.9.2, hvor de skattemæssige konsekvenser af fondens indtræden og udtræden af fondsbeskatningsloven er beskrevet.

Sker der ændringer i en fonds aktiviteter, så den fremtidig har erhvervsmæssige aktiviteter mv., der indebærer, at den omfattes af erhvervsfondsloven, skal fonden indsende anmeldelse til Erhvervsstyrelsen. Se EFL 6.

Oplysningspligt

Ikke-erhvervsdrivende fonde skal senest tre måneder efter stiftelsen sende vedtægter og en fortegnelse over medlemmerne af bestyrelsen til Civilstyrelsen og SKAT. Se FL § 6, stk. 2, og § 11, stk. 2. Er der ikke oplysninger om stifteren eller stifterne i vedtægterne, skal der også sendes oplysning om dem.

Civilstyrelsen skal godkende vedtægtsændringer. Se FL § 32. Når en vedtægtsændring er godkendt, skal den sendes til SKAT sammen med selvangivelsen. Se FL § 6, stk. 2, og FBL § 15. Meddelelse om ændring af bestyrelsens sammensætning skal også sendes til SKAT sammen med selvangivelsen. Se FBL § 11, stk. 2. 

Udlevering af regnskab og bestyrelsesoversigt

Enhver har ret til at få en kopi af en fonds vedtægter og årsregnskaber samt oplysning om sammensætningen af bestyrelse eller ledelse hos SKAT. Se FL § 46.

Der er et gebyr på 150 kr. for at udlevere kopier og oplysninger. Se bekendtgørelse nr. 1181 af 23. december 1993 om gebyr for udlevering af oplysning vedrørende fonde og visse foreninger.

Vedrører den samme henvendelse flere forskellige oplysninger om den samme fond, opkræves der kun 150 kr. Vedrører den samme henvendelse derimod oplysninger om flere fonde mv., opkræves der 150 kr. pr. enhed.