Indhold

Dette afsnit handler om kontokundeforsikringer.

Afsnittet indeholder:

  • Definition: Kontokundeforsikring
  • Fradragsmuligheder
  • Den skattemæssige behandling af forsikringssummen.

Definition: Kontokundeforsikring

En kontokundeforsikring er en forsikring, som kan tegnes af et stormagasins kunder.

Forsikringen

  • tegnes med stormagasinet som ejer og forsikringstager og med kunden, som den forsikrede.
  • dækker manglende betaling af afdrag mv. på kundens konto som følge af kundens arbejdsløshed.

Der er ikke identitet mellem ejer og forsikrede. Derfor er ordningen ikke omfattet af PBL § 49, jf. § 54, stk. 2.

Se også

Se også afsnit

  • C.A.10.4.3.6 om en tilsvarende ordning om forbrugslånsforsikring
  • C.A.10.4.1.1 om fradragsberettiget arbejdsløshedsforsikring.

Fradragsmuligheder

Stormagasinet har som forsikringstager og ejer af forsikringen fradrag for præmieudgiften efter SL § 6, litra a, og kontokundens refusion heraf skal medregnes ved opgørelsen af stormagasinets skattepligtige indkomst.

Kontokunden kan ikke fratrække præmieudgiften.

For de renter, der tilskrives kontoen, gælder, at de tilskrevne forfaldne renter, som kunden har fratrukket, skal korrigeres med rentedelen af den forsikringsmæssigt overtagne betaling af den aftalte månedlige ydelse. Korrektionen skal ske i det år, forsikringsselskabets betaling finder sted.

Den skattemæssige behandling af forsikringssummen

Udbetalte forsikringssummer er indkomstskattepligtige for stormagasinet efter SL § 4. Stormagasinet kan til gengæld for beskatning af forsikringssummen nedskrive tilgodehavendet hos kunden.

Når stormagasinet nedskriver gæld i samme omfang, som det får udbetalt forsikringssummer fra de tegnede forsikringer, berøres kontokundens skattepligtige indkomst ikke heraf.