åben Vis afgørelser, domme, kendelser og meddelelser mv. til "C.C.2.1.2.1 Indtægter, SL § 4" udsendt efter offentliggørelsen af denne version af vejledningen.

Indhold

Dette afsnit handler om de regler, der bestemmer, hvilke indtægter der skal regnes med til bruttoindkomsten.

Afsnittet indeholder:

  • Indtægter generelt
  • Retserhvervelsesprincippet
  • Realisationsprincippet
  • Udenlandsk indkomst, globalindkomstprincippet
  • Indkomstens form, usædvanlige betalingsmidler
  • Værdi af brugsret, ejendomsværdiskat
  • Pensioner, understøttelser, aftægtsydelser, livrente mv.
  • Besparelser
  • Forældelse, gældseftergivelse
  • Spil
  • Strafbar erhvervelse
  • Renter
  • Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre.

Indtægter generelt

SL § 4 opstiller den almindelige hovedregel for beregningen af bruttoindkomsten. Alle indtægter, både engangsindtægter og tilbagevendende indtægter, regnes med ved indkomstopgørelsen uden hensyn til den nærmere karakter af den virksomhed eller de omstændigheder, der har ført til erhvervelsen. Se SL § 4.

Det er altså principielt uden betydning, om indtægten er resultat af positive indkomstbestræbelser, fx virksomhed som lønmodtager eller selvstændigt erhvervsdrivende eller en uventet erhvervelse, fx en gevinst eller en gave.

Indtægt ved ikke erhvervsmæssig virksomhed, som hobbyvirksomhed og honorarindkomst er også omfattet af bestemmelsen i SL § 4. Se afsnit C.C.1.1.2 om beskatningen af hobbyvirksomhed og afsnit C.C.1.2.3 om honorarmodtagere, der hverken er selvstændigt erhvervsdrivende eller i tjenesteforhold.

Erstatninger for tab af indtægter, der er skattepligtige efter SL § 4, beskattes også efter bestemmelsen. Se afsnit C.C.2.1.6 om erstatninger.

Se også

Se også afsnit

  • C.C.2.5.1 om SL § 4´s betydning for opgørelsen af årsindkomsten
  • C.C.2.5.3 om SL § 4´s betydning for periodisering af indtægter og udgifter.

Retserhvervelsesprincippet

Retserhvervelsesprincippet er den almindelige hovedregel om, at en indtægt skal regnes med ved indkomstopgørelsen på det tidspunkt, hvor der er erhvervet endelig ret til den.

Princippet bygger på en fortolkning af SL § 4, stk. 1, om "den skattepligtiges samlede årsindtægter...bestående i penge eller formuegoder af pengeværdi".

Se også

Se også afsnit C.C.2.5.3.1.2 og C.C.2.5.3.2, hvor der står mere om retserhvervelsesprincippet og dets betydning for periodiseringen af de forskellige former for indtægt.

Realisationsprincippet

Det er et grundlæggende princip, at indkomst og tab skal være realiseret, før de påvirker indkomsten. Princippet udledes af SL § 5, hvorefter værdiforøgelser og værditab på den skattepligtiges formuegenstande ikke påvirker indkomsten. Princippet har betydning for, om en indkomst skal beskattes, men også for, i hvilket indkomstår den skatteretligt hører til.

Se også

Se også afsnit

Princippet fraviges dog fx ved reglerne om behandlingen af varelagre. Se mere i afsnit C.C.2.3.1 om, hvordan varelagerets værdi indvirker på indkomstopgørelsen, og om, hvordan varelagerreglerne hænger sammen med statsskattelovens regler.

Se også de særlige regler for beskatning af kursgevinster i afsnit C.B.1 om reglerne i kursgevinstloven.

Udenlandsk indkomst, globalindkomstprincippet

Det er uden betydning for skattepligten, om indtægten erhverves i Danmark eller i udlandet (globalindkomstprincippet). Se SL § 4.

Se afgørelsen i SKM2004.87.HR, hvor Højesteret fandt, at skatteyderen var skattepligtig af et beløb, der var indbetalt fra hans tyske selskab til hans personlige virksomhed i Danmark. Skatteyderen fik ikke medhold i sin påstand om, at beløbet var tilbagebetaling af et lån, som ikke havde med den danske virksomhed at gøre.

I særlovgivningen og især i de dobbeltbeskatningsoverenskomster, som er indgået med en række lande, er der foretaget begrænsninger i dette globalindkomstprincip. Se nærmere i afsnit C.F "Subjektiv skattepligt og dobbeltbeskatning".

For selskaber gælder det særlige territorialprincip, hvorefter indtægter og udgifter, som vedrører et fast driftssted eller en fast ejendom i en fremmed stat, Færøerne eller Grønland, som udgangspunkt ikke regnes med ved den danske indkomstopgørelse.  Se Ligningsvejledningen, Selskaber og aktionærer, afsnit S.C.1.2.7 "Faste driftssteder og ejendomme i udlandet - SEL § 8, stk. 2", der også beskriver undtagelserne til reglen.

Indkomstens form, usædvanlige betalingsmidler

Skattepligten omfatter alle erhvervelser af økonomisk værdi, og det er derfor uden betydning, om indtægten fremtræder i form af penge eller i form af et andet aktiv af økonomisk værdi.

I tilfælde hvor en skatteyder - frivilligt eller tvunget - i forbindelse med sit erhverv modtager betaling i form af andet end kontante penge, fx i form af

  • aktier
  • obligationer
  • fast ejendom
  • løsøregenstande

til fuld afgørelse af et tilgodehavende eller til en nærmere fastlagt del af et tilgodehavende, skal han indtægtsføre et beløb, som svarer til det modtagnes værdi ved modtagelsen.

Se afsnit C.H.2 om fortjeneste og tab ved senere afståelse af det modtagne usædvanlige betalingsmiddel, hvis der er tale om fast ejendom, og se afsnit C.B.1.4.2 om gevinst og tab på fordringer samt afsnit C.B.2.2.1 om afståelse af aktier.

Hvis modtageren af det usædvanlige betalingsmiddel har som erhverv at handle med sådanne genstande, behandles fortjeneste og tab som næring.

Selvom modtageren ikke har det som sit erhverv at handle med den slags genstande, vil fortjeneste og tab ved senere salg evt. kunne blive omfattet af næringsbeskatning efter reglerne om vederlagsnæring. Se afsnit C.C.2.1.3.3.2 Næring.

Hvis håndværkere m.fl., der har udført arbejde ved opførelse af en bygning for et aktieselskab, modtager aktier som betaling for deres (rest-) tilgodehavende, skal aktierne beskattes som almindelige aktier. Se afsnit C.B.2.1.1.11 "Forklaring af håndværkeraktier".

Værdi af brugsret, ejendomsværdiskat

Beskatning af brugsret til andres aktiver

Den økonomiske fordel ved gratis brug af andres aktiver skal beskattes. Se SL § 4, litra b. Den økonomiske fordel skal i visse tilfælde beskattes som løn. Se SL § 4, litra a. Se også afsnit C.A.5 om personalegoder. 

Den økonomiske fordel kan også blive beskattet som en udbytteindtægt efter SL § 4, litra e, eller som en gave efter SL § 4, litra c, eller efter reglerne om gaveafgift.

Se også

Se også afsnit

Brugsret til egne aktiver

Den almindelige regel er, at brugsretten til egne aktiver ikke beskattes. Værdien af brugsret over egne løsøregenstande beskattes derfor ikke.

Beskatningen sker kun i det omfang, brugsretten tilfører skatteyderen et udbytte af økonomisk værdi.

Eksempel: Jagtret

Værdien af jagtret på egen ejendom beskattes ikke. Derimod beskattes værdien af jagtudbyttet, hvis jagtretten faktisk udnyttes. Se LSRM 1971, 22 LSR og LSRM 1971, 23 LSR.

Undtagelse, beskatning af værdi af bolig i egen ejendom mv., ejendomsværdiskat

Værdien af bolig i egen ejendom beskattes. Se SL § 4, litra b, 2. pkt. Med indførelse af ejendomsværdiskatten er indkomstbeskatningen dog afskaffet for hovedparten af ejerboliger, herunder parcelhuse, ejerlejligheder, stuehuse mv. Se afsnit C.H.3.1 "Ejendomsværdiskat af bolig i egen ejendom".

Beskatning af værdien af bolig i egen ejendom efter SL § 4, litra b, er en undtagelse til den almindelige hovedregel om, at brugsretten til egne aktiver ikke beskattes.

Højesteret har fastslået, at en ejer af en beboelsesejendom er skattepligtig af en skønnet lejeindtægt, hvis han overlader benyttelsen af ejendommen til en slægtning eller en anden nærtstående vederlagsfrit eller til en leje, der ikke er uvæsentligt lavere end markedslejen. Hjemlen findes i SL § 4, litra b, 1. pkt., om skattepligt af bl.a. indtægt ved udlejning af fast ejendom - sammenholdt med 2. pkt., hvorefter lejeværdi af bolig i egen ejendom beregnes som indtægt (fikseret leje) for ejeren. Dette uanset om ejeren har gjort brug af sin beboelsesret eller ej. Se SKM2002.547.HR.

På samme måde har Højesteret fundet, at udleje af et erhvervslokale til en samlever til en leje, som var lavere end markedslejen, var omfattet af bestemmelsen i SL § 4, litra b, 2. pkt. Der skulle derfor fastsættes en fikseret leje. Se SKM2007.438.HR.

Pensioner, understøttelser, aftægtsydelser, livrente mv.

Pensioner, understøttelser, livrenter, aftægtsydelser og lignende er skattepligtig indkomst efter SL § 4 c. Det gælder, uanset om ydelsen modtages i form af penge eller i form af naturalier.

Alle løbende ydelser er som udgangspunkt skattepligtig indkomst. Det gælder, selv om de træder i stedet for engangsbeløb, der ville være skattefrie.

Løbende ydelser i gensidigt bebyrdende aftaleforhold behandles efter reglerne i LL § 12 B. Se afsnit C.C.6.8.1 "Løbende ydelser omfattet af LL § 12 B". I afsnittet beskrives også definitionen på en løbende ydelse.

Se også

Se også afsnit 

Besparelser

Bortset fra løn-, udbytte- og gavetilfælde, beskattes besparelser ikke. Beskatningen af brugsret til egne og andres goder beskrives ovenfor i afsnittet om brugsret.

Se også

Se også afsnit

Forældelse, gældseftergivelse

En fordel, som er opnået ved forældelse eller gældseftergivelse, er i visse tilfælde skattepligtig. Se nærmere Ligningsvejledningen, Erhvervsdrivende, afsnit E.L.2.2, samt afsnit C.B.1.4.3.3 og afsnit C.B.1.5, der alle handler om beskatning af gevinst ved gældseftergivelse.

Spil

Indtægt ved lotterispil, samt andet spil og væddemål beskattes efter SL § 4, litra f. Beskatning er dog nu reguleret i særlige love. Se afsnit C.A.6.4 "Gevinster og dusører".

Eksempel: Spil

SKM2011.770.BR (appelleret) vedrørte en række beløb, som skatteyderen havde modtaget gennem et internetbaseret pyramidespil, i form af egentlige spillegevinster, beløb for hvervning af nye medlemmer og formidlingsprovision for at tømme virtuelle konti for andre.

Egentlige spillegevinster blev beskattet efter SL § 4, litra f, i det omfang, de ikke var skattefritaget, fordi de stammede fra spil, som var godkendt og kontrolleret i et EU-land eller EØS-land.

Beløb, som skatteyderen havde modtaget for at hverve nye medlemmer, og formidlingsprovision for at tømme virtuelle konti for andre blev også beskattet efter SL § 4.

Se også

Se også afsnit C.A.6.4 "Gevinster og dusører".

Strafbar erhvervelse

At en indkomst er erhvervet ved en strafbar handling udelukker ikke i sig selv, at indkomsten kan beskattes.

Det følger imidlertid af det almindelige retserhvervelsesprincip, at der ikke sker beskatning af indtægter, der ikke er erhvervet ret til. Se afsnit C.C.2.5.3.2.1 om retserhvervelsesprincippet.

Berigelse ved fx tyveri er derfor ikke skattepligtig.  Hvis  indtægten er opnået gennem en efterfølgende retshandel, fx videresalg af det stjålne, skal indtægten dog beskattes. Dette gælder også, selv om indtægten eventuelt kan konfiskeres, og selv om der kan gøres erstatningskrav gældende.

Se Ligningsvejledningen, Erhvervsdrivende, afsnit E.B.5.5 om fradragsret for tab ved konfiskation.

Den ledende dom på området er TfS 1999, 86 HRD: Skatteyderen havde haft en indtjening ved at sælge stjålne paller. Indtjeningen var ikke blevet konfiskeret i forbindelse med straffesagen. Indtjeningen oversteg det erstatningskrav, som den bestjålne havde gjort gældende. Med henvisning til, at skatteyderen på den måde faktisk havde oppebåret en fortjeneste, fandt Højesteret, at beløbet skulle beskattes, fordi det ikke i sig selv udelukker beskatning, at fortjeneste er erhvervet på grundlag af en strafbar handling. Videresalgene havde karakter af normale forretningsmæssige dispositioner, og de videresolgte europaller kunne ikke vindiceres (forlanges tilbage af de bestjålne).

Bemærk

Indtægter ved prostitution er også skattepligtig indkomst. Se TfS 1998, 457 ØLD, hvor landsretten fastslog, at indtægt ved prostitution er skattepligtig. (Prostitution er ikke i sig selv strafbar, i modsætning til rufferi.)

Renter

Renter er skattepligtige. Se SL 4, litra e. Se om beskatningen af renteindtægter efter denne bestemmelse og de særlige bestemmelser i ligningsloven i afsnit C.A.11.1 om renteindtægter.

Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse samt evt. tilhørende SKAT-meddelelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Højesteretsdomme

SKM2012.97.HR

►Et selskab A ApS, hvis anparter ved bedrageri var blevet overført til et andet selskab B BV, erhvervede under trussel om politianmeldelse selskabet B BV til langt under værdien. Denne fordel skulle ikke beskattes, fordi det blev lagt til grund, at der reelt kun var tale om en genopretning af A´s økonomiske stilling til situationen forud for bedrageriet.◄

►Dommen ændrer SKM2010.404.ØLR.◄

SKM2010.553.HR

Sagen vedrørte spørgsmålet om, hvorvidt transferindtægter, der knyttede sig til salg af spillerrettigheder, kunne anses for at være indtægter ved "salg af ejendele" i SL § 5, litra a´s forstand, eller om indtægten var skattepligtig efter SL § 4.

Højesteret fandt, at transferindtægterne måtte anses for at være kompensation til klubben for, at den til fordel for den betalende klub opgav sine rettigheder i henhold til en ansættelseskontrakt, som klubben havde indgået med en spiller. Til- og afgang af spillere - og de hermed i nogle tilfælde forbundne udgifter - måtte anses for at indgå som en sædvanlig del af klubbens driftsaktiviteter med henblik på at optimere de sportslige og økonomiske resultater.

Højesteret fandt derfor, at transferindtægterne ikke vedrørte selve indkomstgrundlaget og ikke kunne anses for at være skattefri formuegevinst, der var fremkommet ved salg af ejendele. Indtægterne var således ikke skattefrie efter SL § 5, stk. 1, litra a, men var skattepligtige efter SL § 4 som sædvanligt forekommende løbende indtægter. Transferudgifter kunne afskrives efter SL § 6, stk. 1, litra a.

(tidligere instanser SKM2008.706.ØLR og SKM2006.466.LSR).

SKM2004.259.HR

Højesteret fandt, at udlodning fra Fondsbørsvekselerernes Garantiforening under afvikling var skattepligtig i medfør af SL § 4.

SKM2004.87.HR

Udenlandsk indkomst

Højesteret fandt, at skatteyderen var skattepligtig af et større beløb, der var indbetalt fra hans tyske selskab til hans personlige virksomhed i Danmark.

SKM2002.547.HR

Fikseret lejeindtægt

Højesteret fastslog, at en ejer af en beboelsesejendom er skattepligtig af en skønnet lejeindtægt, hvis han overlader benyttelsen af ejendommen til en slægtning eller anden nærtstående

vederlagsfrit eller til en leje, der ikke er uvæsentligt lavere end markedslejen.

Hjemlen findes i SL § 4, litra b, 1. pkt., om skattepligt af bl.a. indtægt ved udlejning af fast ejendom - sammenholdt med 2. pkt., hvorefter lejeværdi af bolig i egen ejendom beregnes som indtægt for ejeren, uanset om ejeren har gjort brug af sin beboelsesret eller ej.

Principiel

SKM2002.148.HR

Højesteret fandt, at et beløb, der var udbetalt til en skatteyder i forbindelse med, at han udtrådte af et interessentskab, i skattemæssig henseende måtte betragtes som indkomst, der var skattepligtig efter SL § 4 og ikke som vederlag for goodwill.

TfS 1999, 86 HRD

Strafbar erhvervelse.

Gennem salg af stjålne paller havde skatteyderen haft en indtjening, som ikke var blevet konfiskeret i forbindelse med straffesagen.

Indtjeningen oversteg det erstatningskrav, som den bestjålne havde gjort gældende.

Med henvisning til, at skatteyderen faktisk havde opnået en fortjeneste, fandt Højesteret, at beløbet skulle beskattes, fordi det ikke i sig selv udelukker beskatning, at fortjeneste er erhvervet på grundlag af en strafbar handling.

Videresalgene havde karakter af normale forretningsmæssige dispositioner, og de videresolgte europaller kunne ikke vindiceres (kræves tilbage af de retmæssige ejere).

Palledommen.

Principiel.

Landsretsdomme

SKM2011.660.VLR

Skatteyderen var skattepligtig af værdien af en gratis tildelt mælkekvote.

Se tilsvarende SKM2001.466.LSR.

TfS 1998, 457 ØLD

Indtægter ved prostitution blev anset for at være skattepligtig indkomst.

Byretsdomme

SKM2012.314.BR

►Skatteyderen blev beskattet af indtægter ved salg af jern- og metalskrot.◄

►Retten fandt, at han var rette indkomstmodtager af beløbene, og lagde vægt på, at◄

    • både afregningsbilag og checks var udstedt til ham personligt
    • aftagerne af skrottet havde haft opfattelsen af, at de handlede med ham personligt
    • at det ikke på nogen måde var markeret, at beløbene tilhørte andre.

►Skatteyderen havde derfor ikke løftet sin bevisbyrde for, at beløbene tilhørte andre.◄

SKM2011.770.BR

Sagen drejede sig om en række beløb, som skatteyderen havde modtaget gennem et internetbaseret pyramidespil.

Egentlige spillegevinster blev beskattet efter SL § 4 f, i det omfang, de ikke var skattefritaget, fordi de stammede fra spil, som var godkendt og kontrolleret i et EU-land eller EØS-land.

Beløb, der var modtaget for at hverve nye medlemmer, samt formidlingsprovision for at tømme virtuelle konti for andre blev også beskattet efter SL § 4.

Indbragt for landsretten af skatteyderen.

SKM2010.570.BR

Et selskab var skattepligtigt af et beløb, som var indsat på selskabets bankkonto. Selskabet havde ikke dokumenteret, at beløbet ikke var erhvervet som skattepligtig indkomst, herunder at beløbet kun var deponeret.

Landsskatteretskendelser

LSRM 1971, 23 LSR

Der var ikke hjemmel til at beskatte værdien af en jagtret på egen ejendom.

Da jagtretten heller ikke faktisk var udnyttet, skete der heller ikke beskatning af selve jagtudbyttet.

Se også LSRM 1971, 22 LSR.

LSRM 1971, 22 LSR

Værdien af en jagtret på egen ejendom blev ikke beskattet, mens værdien af selve jagtudbyttet blev beskattet.

Se også LSRM 1971, 23 LSR.

SKAT

SKM2009.234.SR

Skatterådet fandt, at såkaldte overdækningsbeløb, der er udbetalt til varmeforbrugere, der er direkte tilsluttet AffaldVarme, Århus' fjernvarmenet, var skattefri for private forbrugere og andre, der ikke havde indregnet de betalte varmebidrag ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst.

Derimod skulle de forbrugere, der havde indregnet varmebidragene ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, indtægtsføre disse i samme omfang, som varmebidragene måtte være udgiftsført.

Se også SKM2008.532.SR.

SKM2008.532.SR.

Skatterådet fandt, at beløb, som blev udbetalt til varmeforbrugere som led i tilbagebetaling af et overdækningsbeløb, der var godkendt af Energitilsynet, var skattefri for private forbrugere og andre, der ikke havde indregnet de betalte varmebidrag ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst.

Erhvervsdrivende varmeforbrugere, der havde indregnet varmebidragene ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, skulle derimod indtægtsføre disse i samme omfang, som varmebidragene var udgiftsført.

Se også SKM2009.234.SR