Praksis
Pladsarrangementer i Destination Management virksomheder anses ikke som rejsebureauvirksomhed, der er omfattet af særordningen om moms af fortjenstmargen.
Som eksempler kan nævnes arrangementer vedrørende:
- Møder og konferencer
- "Events" og reklamefremstød ("messer")
- Kongresser.
Pladsarrangementerne omfatter typisk transfer til og fra lufthavn, hotelreservation, bespisning af mødedeltagere, leje af konferencefaciliteter, tolkeydelser, konferenceydelser og "hospitality desk".
Arrangementerne, der sælges i eget navn på kundens forespørgsel, afvikles i destination management virksomhedens operationsområde, og sælges oftest til kunder, som befinder sig geografisk uden for dette område, men for visse typer af arrangementer, også til lokale kunder.
Da pladsarrangementerne ikke omfatter et element af "rejse", men er ydelser, der svarer til eller er umiddelbart sammenlignelige med ydelser, der leveres af andre grupper og typer af erhvervsdrivende end rejsebureauer, er det momslovens almindelige regler, der skal anvendes.
Der er tale om følgende ydelser:
- Reklamevirksomhed
- Rådgivningsvirksomhed
- Udlejning af arbejdskraft (dvs. vikarbureauer m.fl.)
- Udlejning af løsøregenstande
- Udlejning af transportmidler
- Udlejning af værelser mv.
- Organisator af virksomhed indenfor kunst og kultur, sport, underholdning, undervisning, videnskab og lignende, fx messer og udstillinger
- Leverandør af transportydelser.
Hvis destination management virksomheden leverer en flerhed af ydelser, skal der foretages en vurdering af, om der er tale om flere selvstændige hovedydelser, eller om nogle af ydelserne kun er biydelser til en hovedydelse. Se afsnit D.A.4.1.5.
Se også
Se også afsnit D.A.6.2 om leveringsstedet for ydelser.