Indhold

Dette afsnit handler om muligheden for at få efterreguleret godtgørelsen af energiafgift og beskriver hvem og på hvilke betingelser benyttelse af de lempede regler kan ske.

 

Afsnittet indeholder:

  • Regel
  • Virksomheder omfattet af adgangen til efterregulering
  • Betingelser for efterregulering af afgiftsgodtgørelse.

Regel

Ved LOV nr. 462 af 09/06 2004 om bl.a. forenkling af energiafgifterne blev der mulighed for, at en virksomhed, der efter at have benyttet energiafgiftslovenes standardsatser for rumvarmeforbrug, kunne få efterreguleret godtgørelsen af afgift op til 3 år tilbage ved en ændret fordeling mellem proces og rumvarme.

Bemærk, at der ikke blev ændret ved de grundliggende krav om måling for at få afgiftsgodtgørelse. Der blev heller ikke ændret ved reglerne om standardsatser mv., fx blev reglerne om kvadratmeterafgift ikke ændret.

Bestemmelsen om muligheden for efterregulering af godtgørelse i op til 3 år sigter på tilfælde, hvor

  • der i en periode ikke har været installeret målere i tilstrækkeligt omfang
  • de installerede målere ikke har været monteret korrekt eller ikke har virket
  • en virksomhed har installeret elvarmepaneler, som måske kun benyttes i kortere perioder af året, uden at virksomheden har målt elforbrug eller målt driftstiden i perioden.

Bestemmelsen imødekommer således en virksomheds ønske om at bringe virksomhedens betaling af afgift i bedre overensstemmelse med det faktiske forbrug til rumvarmeformål mv.

Virksomheder omfattet af adgangen til efterregulering

Efterregulering retter sig især mod virksomheder, der hidtil har benyttet standardsatser (fx kvadratmeterafgift) ved opgørelse af den andel af energiforbruget, som er medgået til opvarmning og som i stedet for beslutter sig for at opsætte målere.

Betingelser for efterregulering af afgiftsgodtgørelse

Der gælder følgende betingelser for at foretage efterregulering af afgiftsgodtgørelse:

1) Regulering kan kun ske efter tilladelse fra SKAT
2) Regulering kan maksimalt ske for afgiftsperioder op til 3 år før den afgiftsperiode, hvori der først foretages korrekt måling
3) Regulering skal være baseret på en korrekt måling af mindst 12 måneders varighed. Virksomheden skal fremlægge månedsvise registreringer af målervisninger i den pågældende 12 måneders periode
4) Virksomhedens produktions- og afgiftsmæssige forhold skal være uændrede
5) Reguleringsbeløb under 10.000 kr. udbetales ikke, og ved udbetaling af reguleringsbeløb over 10.000 kr. fratrækkes 10.000 kr.
6) Hvis virksomheden anmoder om reguleringsbeløb på mere end 200.000 kr., skal anmodningen være attesteret af en revisor.

Se ELAL § 11, stk. 8, GASAL § 10, stk. 8, KULAL § 8, stk. 7, MINAL § 11, stk. 8, og CO2AL § 10, stk. 6, der bestemmer, at de fire energiafgiftslove også finder anvendelse i forbindelse med opgørelse af godtgørelse af kuldioxidafgift.

Med reglerne er det muligt at regulere beløbet 3 år tilbage fra det tidspunkt virksomheden anmoder om efterregulering med tilbagevirkende kraft. Reguleringen sker efter at virksomheden, efter aftale med SKAT, har målt energiforbruget i et år. Hvis virksomheden fx anmoder om regulering den 1. januar 2012, så skal den måle energiforbruget i perioden 1. januar 2012 til 1. januar 2013. På grundlag af målingerne reguleres der 3 år tilbage fra 1. januar 2012 dvs. tilbage til 1. januar 2009. Hvis virksomheden har foretaget målingen, og først herefter anmoder om tilbagebetaling for tidligere perioder, er det anmodningstidspunktet, der er afgørende for, hvor langt tilbage, der kan reguleres. Der kan således også i den situation reguleres 3 år tilbage fra anmodningstidspunktet.