Indhold

Dette afsnit handler om de generelle krav til angivelse og betaling af lønsumsafgift, der gælder, uanset om lønsumsafgift skal opgøres efter metode 1, 2, 3 eller 4:  

Afsnittet indeholder:

  • Hvordan sikres, at lønsumsafgift angives og betales inden for fristen
  • Lønsumsafgift skal angives, uanset om afgiftsbeløbet er 0-49 kr. inkl.
  • Angivelse og betaling ved ophør af registreringspligtig virksomhed  
  • Elektronisk eller papirbaseret angivelse af lønsumsafgift
  • Lønsumsafgift, der skal betales, skal angives med et beløb i hele kroner.

Hvordan sikres, at lønsumsafgift angives og betales inden for fristen

Lønsumsafgift er angivet inden for den fastsatte frist, hvis den lønsumsafgiftspligtige virksomhed får kvittering for angivelsen inden udløbet af fristen for at angive lønsumsafgift.  

Lønsumsafgift er betalt inden for den fastsatte frist, hvis

  • den lønsumsafgiftspligtige virksomhed betaler den skyldige lønsumsafgift via netbank, og beløbet bliver trukket på den lønsumsafgiftspligtige virksomheds konto senest på dagen for udløbet af fristen for at betale lønsumsafgift, og betalingen i øvrigt er sket i overensstemmelse med bankens forretningsbetingelser for tidsfrister for overførsler via netbank,
  • den lønsumsafgiftspligtige virksomhed anviser egen bank om at overføre det beløb, der skal betales, i så tilpas god tid, at beløbet overføres fra den lønsumsafgiftspligtige virksomhed konto til SKATs konto senest dagen for udløbet af fristen for at betale lønsumsafgift, eller
  • den lønsumsafgiftspligtige virksomhed betaler den skyldige lønsumsafgift via girokort på et posthus, hos en bank eller til SKAT senest dagen for udløbet af fristen for at betale lønsumsafgift.

Hvis fristen for at angive og betale lønsumsafgift er en lørdag, søndag eller helligdag, flyttes fristen for at betale og angive lønsumsafgift til den nærmest følgende hverdag. Se OPKL § 2, stk. 3.

Lønsumsafgift skal angives, uanset om afgiftsbeløbet er 0-49 kr. inkl.

En lønsumsafgiftspligtig virksomhed har uændret pligt til at angive lønsumsafgiften for den relevanteopgørelsesperiode og inden for fristen for angivelse, selv om:

  • Afgiftsgrundlaget er 0 kr.
  • Afgiftsbeløbet for en opgørelsesperiode er på under 50 kr., hvorefter virksomheden kan undlade at betale beløbet, idet beløbet i øvrigt ikke vil blive modregnet på et senere tidspunkt.

Se OPKL § 2, stk. 6.

Angivelse og betaling ved ophør af registreringspligtig virksomhed

Ved ophør af virksomhed, der er registreret for lønsumsafgift, skal lønsumsafgift angives for perioden fra den 1. i måneden for virksomhedsophøret til ophørsdatoen.

Angivelsen for ophørsperioden skal herefter indgives til SKAT, og lønsumsafgiften skal betales senest den 15. i den efterfølgende måned.

Se BEK nr. 1255 af 09/11/2010 om opkrævning af skatter og afgifter mv. § 3, stk. 2, der henviser til angivelse og betaling efter OPKL § 2.

Om særregler for angivelse og betaling af lønsumsafgift ved ophør af virksomhed som følge af, at den, der er indehaver af virksomheden, afgår ved døden, og når:

  • Lønsumsafgift opgøres efter metode 4. Se LAL § 6 b, stk. 5 og afsnit A.B.4.3.2.4
  • Dødsboet udsteder proklama. Se LAL § 10, stk. 2 og 3 og afsnit A.B.4.3.5.

Elektronisk eller papirbaseret angivelse af lønsumsafgift

Hovedregel

En lønsumsafgiftspligtig virksomhed skal elektronisk angive lønsumsafgift, uanset om afgiften er opgjort efter metode 1, 2, 3 eller 4 til SKAT på skat.dk/TastSelv Erhverv.

Undtagelse

En lønsumsafgiftspligtig virksomhed kan efter ansøgning til SKAT få tilladelse til at angive og betale lønsumsafgift ved at benytte en papirudskrift af den elektroniske angivelsesblanket fra skat.dk/TastSelv Erhverv, som SKAT i givet fald sender til virksomheden. SKAT kan fx tillade en virksomhed at angive lønsumsafgift ved at benytte en papirblanket, hvis virksomheden godtgør, at den ikke råder over det fornødne tekniske udstyr til elektronisk at angive lønsumsafgift.

Hvis SKAT giver tilladelsen, har virksomheden i så fald pligt til at angive lønsumsafgiften ved at benytte en papirblanket og betale afgiften ifølge et vedhæftet giroindbetalingskort. En virksomhed, der ikke har modtaget et giroindbetalingskort ved udløbet af den opgørelsesperiode, som angivelsen knytter sig til, skal selv rette henvendelse til SKAT for at få indbetalingskortet.

Uanset om en lønsumsafgiftspligtig virksomhed i forvejen angiver lønsumsafgift elektronisk eller ved at benytte papirblanket, skal virksomheden ved efterangivelse eller rettelse af fejl i en angivelse af lønsumsafgift for en afsluttet opgørelsesperiode, benytte en blanket, der kan hentes fra skat.dk/TastSelv Erhverv.  

Uanset om en lønsumsafgiftspligtig virksomhed regulært angiver lønsumsafgift ved at benytte en papirblanket eller efterangiver lønsumsafgift ved at benytte den særlige blanket herfor, skal en angivelse af lønsumsafgift i kraft en papirblanket være underskrevet af den,

  • der tegner virksomheden, eller
  • som virksomheden har givet fuldmagt til at underskrive angivelsen.

Et fuldmagtsforhold skal efter SKATs anmodning kunne dokumenteres ved at forevise en erklæring om fuldmagt.

Se lønsumsafgiftsbekendtgørelsen: BEK nr. 992 af 02/10/2008 § 5, stk. 1.

Lønsumsafgift, der skal betales, skal angives med et beløb i hele kroner

En lønsumsafgiftspligtig virksomhed skal oplyse lønsumsafgiften, der skal betales, i de rubrikker, der fremgår af enten en elektronisk angivelse eller en angivelse i papirform. Afgiftsbeløbet skal angives i hele kroner. Se lønsumsafgiftsbekendtgørelsens § 5, stk. 2.