Indhold
I dette afsnit beskrives, hvornår der senest skal træffes beslutning om, at en investeringsforening skal være en udloddende forening omfattet af LL § 16 C.
Regel
I en nystiftet forening skal valget træffes i forbindelse med stiftelsen, hvis det skal gælde for det første år.
I andre tilfælde skal valget om at være en udloddende forening træffes inden det første år, som valget gælder for. Det skyldes, at valget allerede fra begyndelsen af året har betydning for den skat, der opstår ved et medlems salg.
Valget må ikke være tidsbegrænset i sin varighed eller betinget af ændringer i foreningens indkomstforhold. Noget andet er, at valget godt kan ændres på et senere tidspunkt. Det er blot ikke meningen, at man på forhånd skal kunne lægge en plan for et skift med heraf følgende evt. skattemæssige fordele. Valget kan kun træffes med virkning for hele indkomstår. Se LL § 16 C, stk. 11. Med virkning fra den 1. januar 2011 er det LL § 16 C, stk. 10.
Oplysning om valget skal indsendes til SKAT senest den 31. december i det første år, som valget gælder for. Se LL § 16 C, stk. 11. Med virkning fra den 1. januar 2011 er det LL § 16 C, stk. 10.
For eksisterende foreninger fremgår det af foreningens registrering hos SKAT, at den er udloddende. Der er derfor ikke behov for, at en eksisterende udloddende forening indsender besked til SKAT om, at den har valgt fortsat at blive beskattet som udloddende forening. Dette forudsættes, medmindre foreningen beslutter sig for noget andet. Hvis registreringen er fejlagtig i forhold til foreningens vedtægter, lægges der vægt på, hvordan registreringen burde være. Tilsvarende gælder spørgsmålet, om foreningen fortsætter som aktiebaseret.
Med virkning fra den 1. januar 2011 eller senere er grænsen for hvornår en udloddende investeringsforening er aktiebaseret, blevet lempet. Efter ABL § 21, stk. 2, anses en udloddende investeringsforening for aktiebaseret, hvis 50 pct. eller mere af foreningens aktivmasse i løbet af foreningens indkomstår gennemsnitligt er placeret i værdipapirer mv. omfattet af ABL, bortset fra aktier omfattet af ABL § 19 og investeringsforeningsbeviser omfattet af ABL § 22. Det er desuden en betingelse, at den resterende del af aktivmassen udelukkende er placeret i værdipapirer mv. og i foreningens administrationsbygning. Med virkning fra den 1. januar 2011 eller senere skal foreningen indsende oplysning til SKAT til vurdering af, om anbringelsesgrænsen er opfyldt. Oplysningerne skal indsendes til SKAT inden for samme frister, som gælder for indsendelse af oplysninger om minimumsudlodningen. Det vil sige inden 2 måneder efter generalforsamlingens årlige godkendelse af udbytte mv., dog senest 6 måneder efter udløbet af foreningens indkomstår. Har foreningen fx kalenderårsregnskab skal foreningen indsende dette inden for fristerne i begyndelsen af 2012. Hvis anbringelsesgrænsen for aktiebaserede foreninger ikke er overholdt, således at en aktiebaseret forening overgår til at blive obligationsbaseret, skal foreningen offentliggøre det. Se ABL § 21, stk. 5.
Skatteministeriet finder at klassifikationen pr. 1. januar 2011 som enten aktiebaseret eller obligationsbaseret skal foretages på baggrund af sammensætningen af foreningens aktivmasse den 31. december 2010.
Som følge af de nye regler i SEL § 5 F og ABL § 33, hvorefter ændringen først har virkning fra udgangen af indkomståret, får en ændring fra aktiebaseret til obligationsbaseret udloddende investeringsforening først virkning fra udgangen af det indkomstår, hvor ændringen er indtrådt.
Eksempel
En aktiebaseret investeringsforening har kalenderårsregnskab. I løbet af 2011, ændrer den investeringer, så den overgår til at blive obligationsbaseret. Foreningen skal indsende oplysninger om anbringelserne efter fristerne i første halvdel af 2012 og offentliggøre ændringen.
Investorer, som afstår investeringsforeningsbeviser i kalenderåret 2011, anses for at have afstået aktiebaserede udloddende investeringsforeningsbeviser. Investorer, som afstår investeringsforeningsbeviser i kalenderåret 2012, anses for at have afstået obligationsbaserede investeringsforeningsbeviser.