Indhold
I dette afsnit beskrives, i hvilke tilfælde en udloddende investeringsforening kan undlade at foretage udlodning, og hvordan en udloddende forening eventuelt kan foretage nedrunding af minimumsudlodningen i et år.
Afsnittet indeholder:
- Regel
- Eksempel - nedrundig af minimumsudlodning.
Regel
En udloddende investeringsforening kan undlade at opgøre udlodningen, hvis minimumsudlodningen er mindre end 1 pct. af investeringsforeningsbevisets pålydende. Se LL § 16 C, stk. 1, 2. pkt.
En udloddende investeringsforening kan endvidere nedrunde minimumsudlodningen til nærmeste beløb, som er deleligt med 0,25 pct. af investeringsforeningsbevisets pålydende. Beløb, der som følge af nedrundingen ikke medtages i minimumsudlodningen, fordeles forholdsmæssigt mellem de indkomstarter, hvoraf minimumsudlodningen opgøres. De beløb, der ikke medtages i minimumsudlodningen, overføres til minimumsudlodningen i det følgende år. Beløbene overføres til de indkomstarter, som de vedrører. Se LL § 16 C, stk. 1, 3.-6. pkt.
En eventuel acontoudlodning opgøres som det faktisk udloddede beløb. Se LL § 16 C, stk. 1, 7. pkt.
Eksempel - nedrunding af minimumsudlodning
I år 1 opgøres en minimumsudlodning på 1,11 pct. Den kan nedrundes til en udlodning på 1 pct., der skal udloddes. Udlodningen på 1 pct. kan ikke udskydes. De overskydende 0,11 pct. skal fordeles forholdsmæssigt på foreningens forskellige indkomstarter efter forholdene i år 1 og lægges til minimumsudlodningen året efter. Det kan være, at 0,06 pct. er kapitalindkomst og at 0,05 pct. er aktieindkomst i år 1. Ved opgørelsen af minimumsudlodningen i år 2 lægges de 0,06 pct. til kapitalindkomsten og de 0,05 pct. til aktieindkomsten. Hvis minimumsudlodningen i år 2 herefter er 1,26 pct., kan foreningen nøjes med at udlodde 1,25 pct. De overskydende 0,01 pct. fordeles forholdsmæssigt mellem foreningens forskellige indkomster i år 2 og lægges på ganske samme måde til minimumsudlodningen i år 3. De overskydende 0,01 pct. lægges altså ikke til indkomsten i år 2, men opdeles efter de forhold, der gælder i år 2, hvorefter komponenterne overføres til år 3. Eventuelle omkostninger i år 3 kan godt fradrages i den overførte del, hvis der er tale om omkostninger, der er fradragsberettigede efter lovens almindelige regler.