åben Vis afgørelser, domme, kendelser og meddelelser mv. til "E.A.8.1.10 Afregning af afgift og regnskab" udsendt efter offentliggørelsen af denne version af vejledningen.

Indhold

Dette afsnit indeholder reglerne om virksomhedernes opgørelse og afregning af afgiften samt betaling af afgift fra private og ikke-registrerede virksomheder.

Afsnittet indeholder:

  • Registrerede virksomheder
  • Ikke registrerede virksomheder m.m.
  • Regnskabsbestemmelser.

Registrerede virksomheder

Registrerede virksomheder skal efter udløbet af hver afgiftsperiode på en måned (kalendermåned) og senest den 15. i den efterfølgende måned angive afgiften af de køretøjer, hvoraf der skal betales eller godtgøres afgift til SKAT.

Afgiften for en måned skal være indbetalt senest den 15. i den følgende måned. Ved angivelse anvendes en afgiftsangivelse, blanket 21.002, med tilhørende specifikation, dels over køretøjer, som er anmeldt til registrering direkte uden afgiftsekspedition hos SKAT (Specifikation I - 21.003), dels specifikation over køretøjer, der er afgiftsekspederet ved SKAT (Specifikation II - 21.004) og dels køretøjer, der er udført mod godtgørelse af registreringsafgift (Specifikation III - 21.046).

Se REGAL §§ 16-18 om afregning af afgift fra registrerede virksomheder.

SKATs besigtigelse af køretøjet

SKAT kan bede om at besigtige køretøjet inden for en frist på 14 dage fra modtagelsen af en angivelse fra en registreret virksomhed. Se REGAL § 18 om SKAT besigtigelse af køretøjer.

En anmodning om besigtigelse er afsendt rettidigt, hvis anmodningen er afsendt inden fristens udløb til den adresse, som den registrerede virksomhed har oplyst som led i registreringen.

Fristen gælder ikke, hvis der i angivelsen er meddelt urigtige eller mangelfulde oplysninger om køretøjet.

Import 

Indregistrering af brugte køretøjer sker direkte ved SKATs nummerpladeekspedition ved aflevering/afstempling af et særligt brugtcertifikat (blanket 21.045) Virksomheden skal angive den konkrete afgiftsberegning ud fra oprindelig nypris og nuværende markedspris inklusive eventuelt tillæg/fradrag for kilometer, stand og udstyr mv. på bagsiden af brugtcertifikatet i forbindelse med månedsangivelsen. Selve beregningen vises ved at vedlægge udskrift fra SKATs regnemaskine, der er tilgængelig via skat.dk.

Ved SKATs nummerpladeekspedition skal virksomheden afstemple certifikatet med tolddatapladen og ekspeditionen gennemføres herefter på helt samme måde som for nye køretøjer med certifikat. Der er særlige aftryksmaskiner i ekspeditionslokalet.

Når køretøjet er indregistreret påtegner SKAT certifikatet med køretøjets registreringsnummer mv., og tilbageleverer certifikatet til forhandleren.

Afregning af afgift - månedsangivelse

Forhandleren skal én gang om måneden indsende månedsangivelse med tilhørende specifikation I og II. Brugtcertifikat for hvert køretøj samt syns- og toldsynsrapport, udenlandsk registreringsattest, dokumentation for de anførte handelspriser mv., samt udskrift fra SKATs regnemaskine skal være vedlagt.

Eksport

Reglerne om værdifastsættelse af køretøjer ved eksport følger helt samme regelsæt som for import.

Anmeldelse til eksport

Anmeldelsen til eksport sker ved aflevering af brugtcertifikatet (blanket 21.045), hvor virksomheden på bagsiden skal angive den konkrete afgiftsberegning ud fra oprindelig nypris, nuværende markedspris med eventuelt tillæg/fradrag for kilometer, stand og udstyr mv. Selve beregningen vises ved at vedlægge udskrift fra SKATs regnemaskine, der er tilgængelig via skat.dk.

Besigtigelse

Af hensyn til 14-dages fristen for SKATs besigtigelse af et køretøj, skal indlevering ske enkeltvis pr. ekspedition, således at SKAT inden for 14 dage kan give besked om besigtigelse. Det kan dog aftales med motorkompetencecenteret, at ekspeditionerne eksempelvis bliver afleveret samlet pr. uge.

Udbetaling af godtgørelse - månedsangivelse

Når køretøjet er udført fra landet og afmeldt fra registrering, skal bilen tages med på virksomhedens månedsangivelse (specifikation III), og godtgørelse bliver udbetalt senest 3 uger efter modtagelse af månedsangivelsen.

Et køretøj kan således først tages med på månedsangivelsen, når virksomheden er i besiddelse af dokumentation for både afmeldelse fra registrering og for udførslen her fra landet.

Dokumentation for afmeldelse fra registrering og udførsel mv.

Der skal ikke indsendes dokumentation for udførsel, idet den registrerede virksomhed har det fulde ansvar for, at alle formalia er overholdt for de køretøjer, der medtages på månedsangivelsen.

Der vil således ikke ske afstempling af registreringsattesten.

Den omhandlede dokumentation skal opbevares i virksomheden sammen med øvrigt regnskabsmateriale i 5 år.

Ikke-registrerede virksomheder mm.

Hvis en autoforhandler ikke er registreret, eller der er tale om en privatperson, skal afgiften være betalt til SKAT, før køretøjet kan blive indregistreret og forsynet med nummerplader. I sådanne tilfælde bliver der udstedt en afgiftsattest for køretøjet, som skal afleveres til nummerpladeekspeditionen ved køretøjets indregistrering. For betaling af afgift hæfter ejeren eller den, i hvis navn køretøjet registreres. Se REGAL § 19 om betaling af registreringsafgift før et køretøj kan blive indregistreret.

Hvis et køretøj i strid med færdselslovens bestemmelser ikke er registreret og er forsynet med danske nummerplader, påhviler afgiften den, der er pligtig til at lade det registrere.

Regnskabsbestemmelser

Registrerede virksomheder skal føre regnskab over indkøb og salg af køretøjer.

Salgsdokumenter

Der skal udfærdiges skriftlig kontrakt ved ethvert salg af køretøjer, der skal afgiftsberigtiges efter registreringsafgiftsloven. Se REGAL § 21 om krav til kontrakt ved salg af et køretøj.

Hvis der ved kontant salg af et køretøj ikke bliver oprettet skriftlig kontrakt mellem sælger og køber, skal der afgives en skriftlig erklæring om den indgåede aftale mellem parterne i handelsforholdet. Den skriftlige erklæring kan være indarbejdet i salgsfakturaen og skal være underskrevet af køber og sælger.

Kontrakten eller fakturaen skal omhandle køretøjet i den stand, hvori det skal leveres til køberen, og indeholde nærmere oplysninger til identifikation af køretøjet som fx:

  • Navn 
  • Adresse på sælger og køber
  • Køretøjets fulde pris
  • Prisen uden registreringsafgift.

Det skal altså tydeligt fremgå af kontrakten eller fakturaen, hvordan forhandleren har opgjort den afgiftspligtige værdi for køretøjet. Leveret udstyr m.m. skal være specificeret, også selv om noget af det kan holdes uden for afgiftsberegningen.

Der må ikke oprettes andre kontrakter end den nævnte om salg af køretøjerne. Der må heller ikke træffes aftaler om køretøjernes omsætning, som ikke fremgår af denne kontrakt eller af salgsfakturaen.

Kontrakter og salgsfakturaer (erklæringer) eller genparter heraf skal opbevares hos sælgeren i mindst 5 år. Materialet skal stilles til rådighed for kontrollen med, at reglerne for afgiftsberigtigelse bliver overholdt, og at alt afgiftspligtigt udstyr m.m. er medregnet til den afgiftspligtige værdi, hvis SKAT forlanger det.

Ved salg af køretøjer til en pris, der afviger fra den anmeldte standardpris, skal der foreligge en specificeret priskalkulation bl.a. med tydelig markering af forhandlerens avance.