Regel

Når et selskab annullerer egne aktier nedsættes kursværdien af selskabets beholdning af egne aktier ved indkomstårets begyndelse. Beholdningen skal nedsættes med de annullerede aktiers kursværdi ved indkomstårets begyndelse.

Et selskab, der annullerer sine egne aktier, skal udskille anskaffelsessummen for de annullerede egne aktier, når selskabet opgør fortjeneste og tab for det indkomstår, hvori aktierne annulleres.

Udskillelsen sker efter forholdet mellem de egne aktier, der annulleres og de aktier, der beholdes.

Egne aktier erhvervet i årets løb

Når selskabet annullerer aktier erhvervet i indkomstårets løb, skal selskabet finde anskaffelsessummen af de annullerede aktier på følgende måde:

Anskaffelsessummen for alle selskabets egne aktier erhvervet i indkomstårets løb fordeles forholdsmæssigt mellem

  • de annullerede aktier og
  • de erhvervede aktier, selskabet beholder.

Det er kun de aktier, som er erhvervet i indkomståret inden annulleringen, der skal regnes med i fordelingen.

Annullering af egne aktier anses for at ske forholdsmæssigt mellem aktier ejet ved indkomstårets begyndelse og aktier erhvervet i indkomståret.