Den autoriserede oplagshaver skal føre regnskab over fremstilling, tilgang og udlevering af varer og over køb og forbrug af banderoler. Se SPRITAL § 20, stk. 1-3. For at leve op til kravene i SPRITAL § 20, stk. 1-3 skal regnskaberne efter Skatteministeriets opfattelse føres som beskrevet i afsnit E.A.3.1.7.1 - E.A.3.1.7.4.

Regnskabet skal føres på en ordentlig og overskuelig måde, der kan danne grundlag for opgørelse af den afgiftspligtige mængde og for SKATs kontrol.

I dag føres regnskab over fremstilling, tilgang og udlevering af varer mv. oftest elektronisk som en del af det almindelige forretningsregnskab. Føres regnskabet i det almindelige forretningsregnskab skal dette indeholde samme oplysninger som hvis regnskabet var ført på SKAT-blanketter.

Hvis regnskabet over fremstilling, tilgang og udlevering af varer mv. ikke føres i det almindelige forretningsregnskab skal det føres på SKAT-blanketter. Til brug for regnskabet findes der  følgende blanketter:

  • 22.003 Beregning, banderoleringer af spiritus, 1a-varer
  • 22.005 Udleveringsregnskab
  • 22.015 Bestillingsseddel til aflange banderoler
  • 22.030 Flasketilgangsbog, forside
  • 22.031 Flaskeafgangsbog, forside
  • 22.032 Lagerbeholdningsbog, forside
  • 22.033 Banderolebeholdningsbog, forside
  • 22.041 Banderolebeholdningsoversigt - Tilskrivningssider
  • 22.042 Kvartalsopgørelse, ubanderoleret spiritus
  • 22.044 Afbanderoleringsliste
  • 22.047 Forskæringsanmeldelse
  • 22.050 Brækageliste, banderoleret spiritus
  • 22.051 Afgiftsregnskab
  • 22.053 Banderoleringer - Anden flaskeafgang
  • 22.056 Tapninger - Anden flasketilgang
  • 22.057 Lagerbeholdningsoversigt for 1a-varer
  • 22.058 Lagerbeholdningsoversigt - Literbevægelsessider for 1 b-varer
  • 22.059 Lagerbeholdningsoversigt - Literbevægelsessider for 2 A og 2 B-varer
  • 22.061 Beholdningsopgørelse
  • 22.066 Prøve- og brækageliste, ubanderoleret spiritus
  • 22.069 Forenklet ledsagedokument
  • 22.073 Bestillingsseddel til oblatbanderoler.

Nedenstående gennemgang tager udgangspunkt i et regnskab ført på SKATs blanketter og beskriver dermed også kravene til at føre regnskabet som en del af det almindelige forretningsregnskab.