Indhold

Dette afsnit handler om, hvad der sker, når en transaktion aflyses eller slettes og så senere tinglyses/registreres på ny.

Afsnittet indeholder:

  • Konsekvens ved aflysning eller sletning
  • Genanmeldelse af tidligere aflyste rettigheder
  • Modregning i den tidligere betalte afgift
  • Eksempel: Fornyelse af rettighed og betaling af afgift.

Konsekvens ved aflysning eller sletning

Når en rettighed aflyses eller slettes fra

  • Tingbogen
  • Bilbogen
  • Andelsboligbogen
  • Personbogen
  • Skibsregistret eller Luftfartøjsregistret

bortfalder samtlige de rettigheder, som er tinglyst eller registreret.

Se også

Se afsnit E.B.2.9 om betingelserne for tilbagebetaling af den betalte afgift på grund af dokumentets aflysning/sletning..

Genanmeldelse af tidligere aflyste rettigheder

Ønskes rettigheden senere "genoplivet" ved en fornyet tinglysning/registrering, er "genanmeldelsen" til tinglysningen eller registreringen en ny anmeldelse, som der skal beregnes afgift af efter de almindelige regler.

Modregning i den tidligere betalte afgift

Den tidligere betalte afgift kan ikke modregnes i den afgift, som skal betales ved den fornyede tinglysning/registrering af dokumentet, uanset at betingelserne for tilbagebetaling af afgiften som følge af dokumentets aflysning eller sletning er opfyldt.

Dette skyldes, at tilbagebetaling efter TAL § 23 kun kan ske efter særskilt ansøgning til SKAT via eTl.

Eksempel: Fornyelse af rettighed og afgiftsbetalingen

Et skøde, hvorefter et sommerhus er overdraget til køber den 1. august 2008, anmeldes og tinglyses den 15. august 2008. Anmelderen betaler samtidigt 7.400 kr. i tinglysningsafgift.

Tinglysningen er sket med en frist til at hente tilladelse fra Justitsministeriet til at erhverve ejendommen, da køberen ikke er dansk statsborger. Efter flere fristforlængelser udløber seneste frist den 15. februar 2009, uden at tilladelsen er givet. Da der ikke er søgt om fristforlængelse, slettes skødet fra tingbogen den 15. februar 2009.

Den 5. marts 2009 tinglyses skødet igen uden frist, da tilladelse er opnået, og anmelderen betaler 1.400 kr. i tinglysningsafgift.

Afgiftsberegningen ved den nye tinglysning

Ved skødets fornyede tinglysning den 5. marts 2009 er der tale om en ny anmeldelse, som også skal afgiftsberigtiges i henhold til TAL § 4 med i alt 7.400 kr.

Anmelderen, der kun har betalt den faste afgift på 1.400 kr. for tinglysningen den 5. marts 2009, skal derfor yderligere betale 6.000 kr. i afgift.

Da hele afgiften på 7.400 kr. ikke er betalt i forbindelse med anmeldelsen, skal anmelderen også betale en forhøjet afgift på 5 procent af det skyldige beløb på 6.000 kr. - eller 300 kr. Se TAL § 20.

De 300 kr. skal dog ikke betales, hvis den manglende afgift er efterbetalt inden for 6-dagesfristen. Se afsnit E.B.2.7.3.

Der skal således betales yderligere i alt 6.300 kr. for tinglysningen af skødet den 5. marts 2009.

Tilbagebetaling af den tidligere afgift

Det ejerskifte af ejendommen, som blev tinglyst den 15. august 2008, er tinglysningsmæssigt aflyst igen, da skødet blev slettet fra tingbogen den 15. februar 2009.

Adkomsten til ejendommen er den 15. februar 2009 derfor gået tilbage til den oprindelige ejer, hvilket er mindre end 9 måneder efter, at ejendommen er overtaget af køberen.

Da betingelserne for godtgørelse efter TAL § 23 stk. 1, nr. 1, er opfyldt, kan den afgift, der blev betalt ved tinglysningen den 15. august 2008 - dog fratrukket 1.400 kr. - betales tilbage ved at sende ansøgning til SKAT via eTl med ekspeditionstype "Afgiftsgodtgørelse" Afgiften kan også tilbagebetales efter § 23 stk. 1, nr. 2.

Se også

Se afsnit E.B.2.9.1.1 om mulighederne for at få afgiften betalt tilbage.