Indhold

Afsnittet handler om massekravene, der er betegnelsen for de forpligtelser, som konkursboet pådrager sig. 

Afsnittet indeholder:

  • Regel
  • Omkostninger ved konkursens indtræden
  • Omkostninger ved boets behandling
  • Gæld, som boet pådrager sig under sin behandling
  • Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre. 

Regel

Forud for anden gæld betales i lige forhold:

  • Omkostninger ved konkursens indtræden
  • Omkostninger ved boets behandling
  • Gæld, der pådrages boet under dets behandling, bortset fra krav på indkomstskat, som pålignes skyldneren. 

Se KL § 93. 

Omkostninger ved konkursens indtræden

Disse omkostninger er bl.a. eventuelle retsafgifter og sædvanligt advokatsalær ved indgivelse af konkursbegæringen samt mødesalær for deltagelse i møder i skifteretten om konkursbegæringen. 

Omkostninger ved boets behandling

Disse omkostninger omfatter bl.a. salær til kurator, revisor mv. Se KL § 239. 

Gæld, som boet pådrager sig under sin behandling

Herunder falder i første række gæld, der skyldes boets indgåelse af kontrakter. Krav, der hviler på en kontrakt, stiftes i det øjeblik, hvor kontrakten indgås, dvs. hvor løftet om at ville præstere sin ydelse kommer til medkontrahentens kundskab. 

Hvis boet bliver pålagt erstatningsansvar for skadegørende handlinger, vil erstatningskravet også være massekrav, da erstatningskravet stiftes i det skadegørende øjeblik. 

Krav på afgifter eller A-skat for perioden efter konkursdekretets afsigelse er også massekrav. Det vil være tilfældet, hvor konkursboet fortsætter virksomheden, eller hvor der foretages afgiftspligtigt salg af aktiver. 

I en sag fra Højesteret blev særlig indkomstskat i et insolvent dødsbo anset for at være massekrav efter KL § 93, nr. 3, da skatten opstod som følge af boets salg af en ejendom. Se  UfR 1985, 160 HD. 

Moms- og afgiftsbeløb, der er afledt af konkursboets dispositioner, anmeldes i konkursboet som massekrav efter KL § 93, nr. 3. Se UfR 1982, 981 SHD. 

Krav på renter og gebyrer af massekravet har også stilling som massekrav. Se KL § 98, nr. 1, 2. pkt. 

Renterne kan beregnes op til betalingstidspunktet. Det gælder også for krav på afgifter og A-skat, der opstår under konkursen, men ikke betales til tiden. 

Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre 

Skemaet viser relevante afgørelser på området: 

Afgørelse

samt evt. tilhørende SKAT-meddelelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Højesteretsdomme

UfR 1985, 160 HD

I et insolvent dødsbo opstod en boskat, fordi boets salg af en fast ejendom udløste særlig indkomstskat. Efter kildeskattelovens regler om beskatning af dødsboer måtte kravet på boskat anses som en gæld, der var pådraget boet under dets behandling, og kravet var derfor massekrav.

Gæld, som boet pådrager sig (KL § 93, nr. 3)

Sø- og Handelsretsdomme

UfR 1982, 981 SHD

Kurator afhændede et antal lastbiler under konkursbehandlingen. Konkursboet var derfor forpligtet til at udrede vægtafgifter, der forfaldt under behandlingen i boet, som massekrav.

Gæld, som boet pådrager sig (KL § 93, nr. 3)